October 1842

Sender

Frederikke Wallick

Sender’s Location

København

Recipient

Just Mathias Thiele

Recipient’s Location

København

Information on recipient

Ingen udskrift.

Dating based on

Dateringen fremgår af delvis af beretningen. Thorvaldsens rejse fra Rom til København fandt sted i oktober 1842.

Abstract

Frederikke Wallick’s report on her and Thorvaldsen’s journey through Europe in October 1842.

Document

UddragI af Jfr. Frederikke Wallich’s Breve
angaaende
Thorvaldsens ReiseII fra RomIII til KbhavnIV
overland, i 1842.

Den korte TidV jeg var i Rom besøgte jeg naturligvis vor store Thorvaldsen ofte; og uagtet jeg var henreven af Glæde og Beundring over Alt, hvad jeg saae hos og af ham, saa tilstaaer jeg digVI, at jeg blev forstemt ved at see denne Mand – smertefuld og i daarligt Humeur – i sine øde nøgne VærelserVII. Han leed meget af den saakaldte tørre VærkVIII, og uagtet han havde den største Lyst til at reise hiem med FregattenIX, som dengang endnu var i Livorno – sagde han mig, at hans LægeX udtrykkeligt havde fraraadet ham at reise mod Norden paa denne Tid af Aaret, men at han til Foraaret paa det bestemteste vilde gaae hiem. Ved mig selv tænkte jeg rigtignok: Hvis han blot loverXI til den Tid! –
Den sidste DagXII jeg var i Rom, gik jeg atter hen for at sige denne værdige Mand mit Farvel, men hvor stor blev min Forundring – da Th. siger mig, at han siden Dagen tilforn havde forandret sit ForsætXIII, gav mig et Par Breve at læse, som han samme Dag havde modtaget fra den danske Consul i LivornoXIV, der meget beklagede hans Ildebefindende og tilraadte ham endnu at komme og at følge med Fregatten, der skulde opholde sig til d. 2d eller 3de Octob.XV Tanken herpaa havde saa mærkeligen forandret hans Udseende, at han var som et ganske andet Menneske. Glad, og beskæftiget med den unge HolbeckXVI at pakke sin lille Koffert og ligesaa fornøiet som jeg til at faae Selskab i det mindste til Livorno, det vil sige fra Civita vecchia til Livorno, da han skulde kiøre til Civ. V. med den Mecklenborgske ConsulXVII.

[tilføjet i margen:]
Thor. glemteXVIII at skrive til Livorno at han vilde komme

Men hvor forstemt blev min gode Thorv. da vi ankom til Livorno d. 3 Octob.XIX Kl. 6 om Morgenen og erfarede, at Fregatten var afseilet Dagen i forveienXX. Min Bøn, at Thorv. dog vilde gaa iland, da alle Passagererne benyttede Leiligheden til at see Livorno var forgiæves; Han bad mig blot at gaae til Consul DalgasXXI og der at skaffe ham et Pas til MarseilleXXII og yttrede, at han ingen vilde see. Jeg fik strax fat paa en Passager som jeg bad om at følge mig til Consulen, men hvor forskrækket blev Consul Dalgas, da han erfarede, at Thorv. var ombord paa det neapolitanske Dampskib, thi Hr BravoXXIII var kommen til Livorno et Par Dage iforveien og havde paa det bestemteste forsikret, at Conferentsraaden ikke gik til København før til Foraaret. Dalgas gik 4 Gange ombord paa Skibet for at formaae ham til at komme iland, men det hialp ikke; Manden blev sit Forsæt tro, og vilde ikke engang sige Dalgas, om han fra Marseille vilde gaae videre eller vende tilbage til Rom. “Dette skal de dog ikke blive klog paa”, sagde han mig, “for, har de narret migXXIV, skal jeg ogsaa narre dem igien!” Og nu spurgte han mig, hvilken Vei jeg havde bestemt at gaae til København. Jeg sagde ham oprigtigt, at jeg maatte vælge den mest oeconomiske og den hurtigste Maade og at jeg, da jeg paa min Udreise havde været i Paris, nu ønskede at see Rhinen og lidt af Tydskland, dog vilde jeg ganske rette mig efter Conferentsraaden og naturligvis med Glæde vælge den Vei, han ønskede at give Fortrin. Han bestemte da først Veien over Paris til Havre. Men da han[s] eneste Ønske nu blot gik ud paa at komme til Kiøbenhavn førend Fregatten, saa indsaae jeg, at dette vilde være en Umulighed, da Th. aldrig havde været tidligere i ParisXXV og dog vilde blive nødt til et Ophold der. Dette var hans egne Ord – og nu Nordsøen i Slutningen af October – alt dette blev taget i Betragtning, og med sit venlige Ansigt, sagde han strax: Ja saa gaaer vi over Strassburg, Rhinen og FrankfurthXXVI! Saaledes antog vi, at vi vilde kunne være i Hamburg d. 10deXXVII og i Kiøbenhavn den 19deXXVIII.
Man kan ikke tænke sig, hvor elskelig Thor. var, da det første Mismod i Anledning af Fregatten, var over.
Ankommen til MarseilleXXIX ilede jeg til den fortræffelige Mad. de SalleXXX. Prof. (hendes Mand) var i Paris. Da hun hørte, at jeg var kommen i Selskab med den verdensberømte Mand, ønskede hun at indbyde ham til et tarveligt Maaltid en trois og jeg troede nok, at han vilde tage mod denne Indbydelse, da vi dog maatte opholde os en Nat og to Dage i Marseille for at kunne gaae med Diligencen. Mad. de Salle gik nu med mig til Th. i Hotellet og hvor henrykt blev hun ved at finde en saa elskelig Mand i ham. Da jeg havde nævnt hendes Navn og sagt, at hun var en af mine ældste Veninder, tog han hende i Haanden og takkede hende for, at hun var kommen til ham og at han med Fornøielse vilde tilbringe Dagen hos hende. Vi gik derfor Kl. 3 og Th. blev der til Kl. 10 om Aftenen. Jeg havde befrygtet, at den Danske Consul SievekingXXXI nu ganske vilde lægge Beslag paa Th. i den korte Tid, vi endnu vare i Marseille, men pas de tout – Hr. Sieveking tog ikke videre Notice af Thorv. Da jeg om Morgenen tog ham paa Sengen og sagde ham at Thorv. var i Marseille og bad ham om at visere vore Passer, svarede han ganske ærgerlig, at det giordes ikke nødig, og at vi kunde reise, hvorhen vi lystede. At Thorv. senere giorde ham en Visite, for at bede ham om at lade en Betient følge os til DouanenXXXII, for det Tilfælde at der skulde giøres Vanskeligheder ved at lade en lille KasseXXXIII, hvori Th. havde betydelige Kostbarheder, passere, var mere end han fortiente; thi Sieveking der tog sin Thee, da Th. og jeg kom til ham, blev uforstyrret og reiste sig ikke engang for Th. Derimod fortalte han med Latter, den Ulykke, som var rammet Grev HaxthausenXXXIV i Kiøbenhavn. Thorv. kunde rigtignok ikke holde sig fra at sige, da vi gik bort, at saadan Grobian havde han endnu aldrig truffet paa.
Mad. de Salle fulgte os til Diligencen og jeg var lykkelig ved at see og høre, hvor høit Th. skattede denne fortræffelige Kone efter et Bekiendtskab af 24 Timer.
Da nu alt var ordnet til vor videre Reise, gik det i 3 Nætter og 2 DageXXXV lige til Strasburg, og da Th. ikke var at formaae til at overnatte i Lyon, sørgede jeg for, at han dog i det mindste fik flere Timers SøvnXXXVI, hvor vi om Dagen standsede, og han da vaagnede, var han frisk som en Fisk og saa vel til mode, som om han slet ikke havde reist. Naar jeg ofte beundrede hans UdholdenhedXXXVII, svarede han, at denne Reise var jo intet for En, der saa ofte havde giort Touren frem og tilbage til ItalienXXXVIII. Han var utrættelig og lige venlig mod alle de Mennesker, der klyngede sig om os i Hoteller, Diligencer og paa Dampskibe blot for at see denne store Mand. Naar jeg undertiden havde faaet Th. til at hvile lidt, strømmede man strax til mig for at bede mig, at introducere dem til Th., om de blot maatte tale med ham, eller om jeg troede, at de turde begiære hans NavnXXXIX, saa at jeg var glad hvergang han fik lidt Søvn. I Sandhed, jeg kan ikke sige, at Th. en eneste Gang i den Tid, jeg var sammen med ham, har viist andet end den sædvanlige Venlighed og Elskelighed mod Alle der søgte ham saaledes og for det meste underholdt han Passagererne med interessante Fortællinger, at jeg sad i Stilhed og godtede mig derover, uagtet jeg havde hørt dem flere Gange.
Fra Marseille, hvor Thorv. ingen Penge havde med sig, blev jeg hans KassererXL, skiøndt jeg var angst nok, at de 60 NapoleonerXLI, jeg bestandig bar i Lommen, ikke skulde være tilstrækkelige til 2 Personer. At opregne de utallige interessante Bekendtskaber, vi gjorde underveis, vilde være en Umulighed, og jeg kan sige, at reise med Thorv. er et sandt Triumftog, hvorhen man kommer, thi det Store, Colosale ligger alt i hans Person tillige med hans Venlighed, der karakteriserer ham saa ganske, endog uden at kiende faa. Paa RhinenXLII var der endeel Englændere og iblandt disse en ung MandXLIII, som satte sig hos mig og fortalte mig, at han kom fra Rom og jeg fortalte ham i hans eget Sprog at ogsaa jeg kom fra Rom, og da Th. sad ved min anden Side, mærkede jeg nok at han ingen Idee havde derom, og nu vedblev han at fortælle mig alt hvad han havde seet. Endelig siger han, at han ogsaa havde kiøbt adskillige Conchylier, kun giorde det ham ondt, at han ikke havde kunnet faae Thorv.s GanymedXLIV i Rom, da han fandt dette det skiønneste og fuldkommenste Mesterværk, han endnu havde seet. Da jeg nu hørte dette med hvilken Begeistring han talede om Th.s Arbeider, spurgte jeg ham, om han da ikke havde seet denne store Mand, hvortil han svarede: “unfortunately no!” Jeg kunde nu ikke holde mig længer og siger til ham: “Well, you can see him here on my side!” men jeg troede at Fyren var gaaet fra Forstanden. “You don’t mean it!” siger han, giver mig Puff med Haanden paa Skulderen, farer op mod Thorv. og siger paa sit slette Fransk, hvor ubeskrivelig hans Lykke er, at skulle møde og giøre dem Mands Bekendtskab, hvis Mesterværker meest have henrevet ham og at han nu først kunde sige, at Maalet for hans Reise var blevet kronet med at kiende denne verdensberømte Mand og f. m. Engelænderen veeg nu ikke fra vor Side og alle de øvrige Engelændere paa Skibet flokkede sig om os.
Paa denne skiønne Reise (Rhinen) gaaer man kun en vis Distance med med[sic] det samme Dampskib, da man formedelst Vandets Dybde maa skifte med et større eller mindre, og da vi desaarsag om Aftenen silde maatte gaae iland i ManheimXLV og Thor. Koffert indeholdt Skatte af stor VærdiXLVI, laae denne mig meest paa Hiertet. Men om duXLVII havde seet vor flinke Engelænder der alt havde taget Afsked med os, hvorledes han kom os imøde, bar vor Bagage – tænk dig, en EnglænderXLVIII! – kom med Lys ned paa Gaden, tog Th. under Armen, mig under den anden Arm og førte os til et prægtigt table d’hôteXLIX, som vi begge trængte til og hvor alle vilde være i Nærheden af Thorv. Th. maatte hvile og morede sig over al Maade med dette Skuespil, skiøndt han vist er vant til Sligt. Aftensmaden smagte os fortræffeligt og vi vare alle hiertelig glade. Vor unge Englænder havde nu blot det Ønske, at jeg dog vilde bede Thor. om at give ham sin HaandskriftL, hvilket Th. strax giorde. Vi skiltes med et hierteligt Farvel, som om de havde kiendt hinanden i 10 Aar, i stedet for i 10 Timer, da vi samme NatLI skulde ombord paa et andet Dampskib. Det første jeg giorde, da vi var ombord, var at faae Th. til at gaae ned og lægge sig, og Capitainen var saa artig at tilbyde ham sin Kahyt. Vi gik iland i MainzLII, hvor Th. saa godt som stial sig giennem, da Tiden ikke tillod ham at giøre noget Ophold her, hvor man for 2 Aar siden havde hædret hamLIII. Blandt de mange, der paa Dampskibet bade mig om at blive præsenterede for Thorv., var to unge Kunstnere, den ene BilledhuggerLIV – men om duLV havde seet denne unge Mand, der næppe kunde fremføre et Ord til Th. af Glæde, Begeistring og Undseelse. Da Th. sagde til ham, at han maatte komme til Rom næste Aar og søge ham (Th) op der, da han saa vilde kunne være ham til Nytte, stod Taarerne ham i Øinene. Forresten maatte jeg bede Capitainen, enten at tage Nøglen af Døren, hvor Th. skulde sove, eller ogsaa at lade en af Skibsdrengene passe paa at ingen gik ind til ham, thi jeg selv maatte staae ved vor Bagage, som laae paa Dækket, da det paa disse Rhinskibe ofte hænder at man i Skyndingen tager feil af Sagerne, hvorpaa vi netop nyligt havde faaet et Eksempel.
Fra Mainz ankom vi til MühlhausenLVI og derfra til Frankfurt, d. 12 Oct.LVII om Formiddagen Kl. 10 og stege af i Beckers HôtelLVIII. Alt kom i Bevægelse, da man erfarede hvem de skulde giæste. Medens jeg fik Th. til at lægge sig, sendtes Bud efter en Billedhugger Hr LaunitzLIX som Th. kiendte og ønskede at tale med. Betienten kom strax tilbage og forkyndte Hr Launitz’s ubeskrivelige Glæde og Overraskelse og at han øieblikkeligt vilde indfinde sig, hvilket fortrød mig lidt i Førstningen, da jo Th’s Søvn derved vilde blive forstyrret. Launitz kom og med ham en fornem HerreLX, som ogsaa kiendte Thorv. Der blev nu en Glæde uden Ende paa begge Sider. Launitz vilde med al Magt overtale Th. til at blive i Frankf. et Par Dage, men han blev sit Forsæt tro og lod sig ikke overtale, uagtet dette blev lydeligt istemmet af L’s elskværdige KoneLXI, Datter og SøsterLXII, der imidlertid var kommet kiørende og saaledes bestormede Th. med Kys og Omfavnelse, at de ikke kom videre end i Porten. Da de nu hørte Th’s Bestemmelse, lode de sig endelig nøie med Løftet om at vi skulde komme og tage Thee hos dem Kl. 6; thi Kl. 9 samme Aften skulde vi allerede af sted med Diligencen til CasselLXIII. Vor Bagage maatte snart afhentes og vi havde intet Tøi, uden det vi gik og stode i, og vore Reiseklæder vare just ikke til at gaae i Selskab med, efter at vi havde reist Nat og Dag. De øvrige kiørte bort, men Launitz blev hos os og spiste med os ved table d’hôte, hvor Alles Øine vare Hæftede paa os. Ved Bordet blev Launitz aldrig færdig med Passiaren, men til sidst maatte jeg bede ham om at vi maatte reise os for at Th. kunde komme til at sove lidt. Men idet vi nu stod op fra Bordet, kom en gammel MandLXIV, der uafladeligt havde fæstet sine Øine paa Th., hen til ham og siger paa Dansk, at han ikke havde ventet saa stor en Lykke, som den at see og tale med Th. endnu i hans Livsaften. Thorv.’s blide Ydre lod den Gamle maaskee formode, at han erindrede ham, skiøndt jeg troer det næppe, da det var mere end 40 Aar, siden han havde talt med Th. hos HumboldtsLXV dengang (dansk) GesandtLXVI i Rom. Efter mange hiertelige Udtryk af den gamle Mand, der næppe kunde tale af Glæde, skildtes de ad, og uagtet vi erkyndigede os om Navnet paa denne Ubekiendte, fik vi ei andet at vide, end at han var en intim Ven af Kongen af PreussenLXVII. Launitz tog bort, men vilde komme igien Kl. 6 for at afhente os. Imidlertid var jeg glad ved at Thorv. var gaaet til sit Værelse og havde lovet mig, at ville lægge sig til at sove. Jeg benyttede disse Øieblikke og løb med en Leietiener (i et Besøg) (da jeg vender tilbage) – hvem møder jeg paa Gaden i en Karreet – min Fugl var fløiet ud af Buret; en fornem HerreLXVIII af Th.s Bekiendtskab var kommen med sin Vogn til Hôtellet for at formaae Th. til at køre hen til en fælles Ven, som skulde overraskes. For den Gang blev der ei mere Søvn og jeg fik nu blot ihast Bud efter en Barbeer, som min gode Thorv. nær havde glemt og denne trængte Manden rigtignok stærkt til. Endogsaa denne var saa henrykt ved at barbere Th. at han yttrede sin Glæde ved at tage 6 dobbelt Betaling, troer jeg. Paa Hr. Launitz’s Paaklædning i Sko og Silkestrømper, kunde jeg alt see, at det var flere end Familien, der ventede os, og, efterat have clareret i Hôtellet for alt, fik vi vort Reisetøi med i Vognen, thi Hr. Launitz vilde at vi lige fra hans Huus skulde kiøre til Diligencen. Paa Trappen hos Launitz, som var stærkt belyst, modtoges vi af Betiente, som tog mod vort Tøi. Dørene aabnedes, og Fru L.LXIX med Datter kom os i Møde paa en Maade, der ikke lod mig tænke paa at vi saae ud som Betlere. (Værelserne vare pragtfuldt oplyste og smykkede med Arbeider af ThorvaldsenLXX, bekrandsede med levende Blomster; ”et uhyre talrigt og glimrende Selskab, hvoriblandt flere fremmede Gesandter med deres Fruer. Det forekom mig ligesom i Diligencen, hvor Passagerne, som vare i Bivognene absolut vilde skifte med dem, der sad i Vogn med Thorv. om det saa kun var paa én Station, at de dog kunde sige, at de havde reist med ham. Jeg holdt stadigt Øiet paa Uhret; som jeg havde lovet Thorv., reiste jeg mig Kl. 8½LXXI og brød op. Vi toge nu Afskeed med hele Selskabet. Hr. Launitz forlod sit talrige Selskab og kiørte os til Diligencen, hvor han forblev, indtil vi reiste. I Diligencen traf vi altid behageligt Reiseselskab, som af Conducteuren strax fik at vide, hvem de reiste med. Næste Aften ankom vi til CasselLXXII, hvor vi, efter at have taget en Kop Thee gik hver til sit Værelse. Næste Morgen Kl. 7 meldte Tieneren i Hôtellet en af Passagererne, en Præsident fra TrierLXXIII med hvem vi havde reist; han skulde paa Øieblikket reise videre, men bad Th. om Tilgivelse, at han endnu engang hilste paa ham etc. etc. Vi skulde Kl. 10 reise til HannoverLXXIV og spadserede, efter at have taget en Caffe, lidt om i Gaderne i Cassel. Rygtet om Thorv’s Ankomst havde alt udbredt sig, saa at Folk fløi til Vinduerne for at see ham. Morgenen derpaa kom vi til Hannover og skulde samme AftenLXXV reise derfra. Jeg fik strax Th. til at lægge sig. Men tænke sig min Skræk, da jeg banker paa Th.s Dør hen ved Kl. 4 for at gaae til Bords og han siger mig, at han slet ikke befandt sig vel, at han leed af sin sædvanlig Hoste og BrystsygeLXXVI, at han nu vidste, at han maatte have en Spansk FlueLXXVII etc. Han sagde først, at han intet vilde nyde, men jeg fik ham dog omsider til at gaae ned til table d’hôteLXXVIII, da jeg nok troede, at det kunde adsprede ham lidt; han nød kun lidet, men dog mere end jeg havde troet. Thorv. kom ved Bordet til at sidde hos Manden til en udmærket Sangerinde fra Ungarn, hvis Navn jeg ikke erindrerLXXIX. Strax efter Bordet bad denne Herre om Tilladelse at maatte præsentere sin Kone for ham. Hvor lykkelig blev jeg ikke med at see, at dette morede Th. og vi bleve førte ind i et Værelse, som i et nu fyldtes med Herrer og Damer, som priste sig lykkelige ved at have giort Th’s Bekiendtskab. Imidlertid sendte jeg hurtigt Bud paa Apotheket for at forespørge, hvad en Reisende, der leed af Hoste etc og som ikke havde Tid til at opholde sig, skulde bruge. Jeg fik til Svar at holde Brystet varmt, det samme jeg havde bedet Th. om og ikke gaae næsten nøgent dermed som han pleiede. Der fulgte noget Althea SokkerLXXX med, som jeg stak ham i Lommen tilligemed noget brunt Kandis, som jeg erindrede, at min Moder brugte til at stille Hoste med. Da vi kom op paa vort Værelse, fulgte mange smukke Blomster fra Damerne til Thorv. med Ønsker for en lykkelig Reise. Hvad jeg hos disse Mennesker fandt saa særegent og interessant, var, at de sendte Bud efter deres Børn, som var i Besøg i Byen, da det var en Søndag, for at de skulde see den store Kunstner, at denne Erindring maatte blive lige saa levende hos dem, naar de vare opvoxede, som som den Lyksalighed, Synet af Thorv. havde vakt i de Ældre i de faa Øieblikke, de vare omkring ham.
Jeg blev glad, da jeg slet ikke hørte Th. hoste, og han om NattenLXXXI sagde mig i Diligencen, at mit Sukker havde gjort ham godt. I GøttingenLXXXII standsede vi blot nogle Minutter, men paa Gaden kom strax, idet vi vilde gaae ind i Posthuset en heel Magistrats Deputation for at bede om ikke Conferentsraaden vilde giore Indbyggerne der saa lyksalige, at forblive om ikkun een Dag hos dem. Men naturligvis afslog Th. det, ved paa sin vanlige Maade at takke enhver af disse for deres ærede Indbydelse. Ved den bestandig Skiften af Passagerer, der fra Bivognene vilde i Diligencen, giorde vi om NattenLXXXIII Bekiendtskab med en Dr. Steinthal og FrueLXXXIV. De viste os ubeskrivelige Artigheder medens vort Ophold i AltonaLXXXV. I Hamburg, hvor vi strax indskibedes paa et lille Dampskib, kom Værten med en tyk Bog, giorde en dyb reverents for Thorv. og bad om han ei vilde have den Godhed at skrive sit Navn blandt andre Reisendes, hvilket han øieblikkelig giorde, skiøndt jeg strax saae, at det blot var for at faae Thorv. NavnLXXXVI, da alle de øvrige Passagerer smilte, holdende Fingrene paa Munden at Ingen skulde forraade Værten, som blot vilde have dette Navn i sin Bog. I Hamborg fik vi en Vogn, som skulde kiøre os til Altona zu Holsteinischen HauseLXXXVII, som var os særdeles anbefalet af Dr. SteinthalsLXXXVIII. Men ogsaa der skulde vi møde et Udraab af Glæde hos en simpel Karl, der kom med Vognen og hjalp os, idet han sagde: “Mein Gott! ist es nicht unser lieber guter Hrr ConferentsrathLXXXIX?” vendende sig til mig; idet jeg bejaede det, bad jeg ham blot at sige Kudsken, hvorhen han skulde kiøre os, men næppe holdt vi for Døren, førend Karlen alt stod der og hele Hôtellet vidste nu allerede, hvem de skulde giæste. Alle kiendte ham fra forrige GangXC, han var i Altona og alle kappedes om at vise os Artigheder.
Da vi formedelst Dampskibsfartens Standsning med Frederik VIXCI fra Lübeck vare nødte til at opholde os længere end vi havde ønsket, saa kan DuXCII begribe, at Visiterne ikke standsede fra den tidlige Morgen til Aftenen, baade af Mennesker, som Th. kiendte og ikke kiendte. Den første AftenXCIII fik Th en Velkomstsang af en 40 Personer og den paafølgendeXCIV en stor Liedertafel af omtrent et Par Hundrede. Værten, som formodentlig havde et Vink derom iforveien havde nydelig oplyst hele Gaarden, hvor de stode med Lamper i hundredeviis som saae allerkiærest ud. En Deputation af disse Herrer kom op til Th. og holdt en kort, men nydelig TaleXCV, og vi vare alle inderligt bevægede over den simple, men høitidelige Maade, hvormed den blev tolket. Conferentsraaden gik selv ned og takkede enhver især. Jeg fik i en Fart mine faa Venner tromlet sammen til dette Skue, – da de næste Dag ogsaa kom til mig for at takke for den høitidelige Fest, de havde bivaanet, tog jeg imod dem paa mit Værelse for ei at forstyrre Thorv. som jeg troede var gaaet lidt til Hvile. Men lidt efter banker det paa Døren, og min gode Thorvaldsen kommer ind, sigende, at siden Damerne ikke vilde komme til ham, vilde han hilse paa dem, og de, glædedrukne herover, styrter over Manden, for endnu at bede om en Lok af hans Sølver HaarXCVI, som han med Glæde tilstod dem og de selv klippede af det hæderkronede Hoved. Efter 5 DagesXCVII usigelige Glæder. – () Fru SteinthalXCVIII kom Morgenen efterat vi havde været hos dem i stort SelskabXCIX til mig, forsikrende, at da Thorv. havde forladt dem, idet han gav enhver HaandenC – blev der en høitidelig Stilhed blandt alle Tilstedeværende, enhver holdt paa den Haand, som Th. havde holdt i sin og forblev nogle Minutter tause og saae paa hinanden. Dagen førCI vor Afreise fra HôtelletCII, kom en Deputation af 50 Personer for at sige Th. Farvel, som ligeledes yttredes paa den mest rørende Maade. Jeg fik Th. til at lægge sig Kl. 7. da vi om Morgenen Kl. 5CIII skulde af sted med Diligencen. Værten i Hôtellet fulgte os selv til Posthuset, hvor vi endog vare saa betids, at der endnu ei var oplukket, – dog inden et Øieblik var der aabnet, og PostmesterenCIV førte os strax ind i en Sal, hvor Th.s PortraitCV hang i forskiellige Størrelser. Han var on ne peut plus aimable, og forsikrede, at dette Morgenbesøg vilde han erindre, saa længe han levede. Ankommen til Langenfelde var der ikke Tanke om nogen UndersøgelseCVI. I Kiel kom Prof. ForchhammerCVII for at bede Th. dog endelig at blive kun en eneste Dag, men Th. var bestemt paa at ville gaae med Capt. HesseCVIII. Ankommen til tre Kroners BatterieCIX, blev det danske Flag heiset, for at tilkiendegive, at Skibet indeholdt noget extraordinairt og Rygtet om Thorv. havde formodentlig ogsaa udbredt sig her, siden de fleste af Academiets Professores Medlemmer kom ombord for at modtage ham.
–– –– jeg har lovet Prof. Thiele, der vil udgive Th.s LivCX, nogle faae Momenter af min Reise med ham (Thorv.) –


[Her slutter Wallicks beretning, og Thiele tager ordet:]

Saaavidt Jfr.CXI Wallichs Meddelelser. Jeg (Thiele) var iblandt dem der tog ud til DampskibetCXII i Selskab med FreundCXIII og Prof. ClausenCXIV og flere. Det var et haardt og stormende Regnveir og det var ikke langt fra at vor Baad havde lidt Skibbrud paa Langelinies Kyst. Da vi kom ombord i det uhyggeligeCXV Dampskib og spurgte om Thorv. viste man os ned i Cahytten. Der sad han ganske ene, med Hatten paa, færdig til at forlade Skibet. Det var saa mørkt at et Lys brændte paa Bordet. Thorv. var, som det syntes nedstemt og noget mørk, men opmuntredes ved at see os.
Da han kom iland, holdt der to Careeter, Hans Datter Fru PaulsenCXVI, PaulsenCXVII og BørneneCXVIII i den ene og Fru StampeCXIX i den anden. Man sagde strax at her vilde blive Striid om hvem der skulde føre ham bort, og efter hvad jeg hørte senere blev denne bilagt saaledes, at han vel af Fru Stampe fik Lov at følge med sin Datter, men HerskerindenCXX tog paa Indbydelse Plads med i Vognen og fulgte med til Paulsens, som boede i Hôtel d’Angleterre.

General Comment

Dette er Thieles afskrift af breve fra Frederikke Wallick om hendes rejse med Thorvaldsens fra Rom til København i oktober 1842. Afskriften er en sammenskrivning af flere breve.

Archival Reference

Thieles Excerpter, 1842, nr. 1 (originalbrevenes placering kendes ikke).

Thiele

Parafraseret i Thiele IV, p. 188-198.

Other references

Subjects

Persons

Works

A45 Ganymedes med Jupiters ørn, januar 1817 - juni 1817, inv.nr. A45
A41 Ganymedes rækker skålen, Tidligst 1804, inv.nr. A41
A43 Ganymedes skænker i skålen, Primo maj 1816, inv.nr. A43

Commentaries

  1. Dette dokument er Thieles afskrift af Wallicks breve.

  2. Læs mere om Thorvaldsens tur gennem Europa i Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  3. Thorvaldsens rejste fra Rom 1.10.1842.

  4. Billedhuggeren ankom til København 24.10.1842.

  5. Frederikke Wallick var på vej til Danmark fra Algier, hvor hun havde besøgt nogle slægtninge, jf. Thiele IV, p. 188.

  6. Denne person, som Wallick her tiltaler med det uformelle dig, må være den oprindelige modtager af det brev, som Thiele her citerer fra. Vedkommende modtager er p.t. uidentificeret.

  7. Indboet i Thorvaldsens lejlighed i Casa Buti var blevet nedpakket for at blive transporteret til Danmark med fregatten Thetis, se den danske billedhugger C.F. Holbechs beretning fra 22.7.1842 (i hans rapport af 26.9.1842).
    Holbech nævner også, ligesom Wallick i det følgende, at Thorvaldsen kom i dårligt humør af at skulle nedpakke sit hjem.

  8. Dvs. gigtsmerter, se tørværk i Ordbog over det danske Sprog. Se også brev af 3.10.1842, hvor gigten også nævnes.

  9. Dvs. den danske fregat Thetis, som fra Livorno skulle sejle Thorvaldsens kunstværker, ejendele og ham selv til Danmark.
    Fregatten ankom til Livorno 26.9.1842. Se mere herom i Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1842.

  10. Den i Rom bosiddende læge er p.t. uidentificeret, men han er også omtalt i C.F. Holbechs rapport af 26.9.1842.
    Som det fremgår af det følgende, havde lægen anbefalet Thorvaldsen ikke at rejse til Danmark, hvilket også nævnes af Holbech.
    Thorvaldsen var i det hele taget stærkt i tvivl, om han skulle forlade Rom eller ej, som det fremgår af det følgende. Se mere herom i Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  11. Her har utvivlsomt stået lever i Wallicks oprindelige tekst, men Thiele har i sin afskrift skrevet lover.

  12. Denne dag har antagelig været 30.9.1842 – eller evt. dagen efter, 1.10.1842 – da Wallick skulle rejse fra Rom til Civitavecchia, hvor hun skulle nå dampskibet til Livorno. Det afgik 2.10.1842.

  13. Thorvaldsen var til det sidste stærkt i tvivl, om han skulle rejse fra Rom til Danmark, se fx C.F. Holbechs beretning fra efter 27.8.1842 (i hans rapport af 26.9.1842).

  14. Dvs. Christian Dalgas. De to breve, som Dalgas skulle have skrevet, kendes p.t. ikke.

  15. Denne usikkerhed om fregattens aftejsedato blev årsagen til, at Thorvaldsen ikke nåede frem til Livorno i tide. Fregatten afsejlede fra Livorno 2.10.1842, men Thorvaldsen ankom først 3.10.1842 og måtte derefter fortsætte rejsen på egen hånd, eller det vil sige i Frederikke Wallicks selskab.
    Se mere herom i Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  16. Dvs. den danske billedhugger C.F. Holbechs, der fungerede som Thorvaldsens personlige assistent i de sidste måneder af hans Rom-ophold i 1842.

  17. Dvs. den tyske konsul Karl von Kolb, der beskrev sin rejse med Thorvaldsen fra Rom til Civitavecchia i sit brev af 3.10.1842.

  18. Dette er Thieles forklaring på miseren med Thorvaldsens forsinkede ankomst til Livorno.
    Men de to ovenfor nævnte breve fra Christian Dalgas, som p.t. ikke kendes, kan dog have rummet informationer om, at fregatten først ville sejle fra Livorno 3.10.1842. Så Thorvaldsens forsinkede ankomst til Livorno kan måske ikke kun forklares med hans manglende kommunikation med Livorno, men også at han simpelthen havde fået gal besked fra Dalgas.

  19. Thorvaldsen og Wallick ankom med dampskibet Maria Christina til Livorno 3.10.1842.

  20. Fregatten Thetis sejlede fra Livorno 2.10.1842.

  21. Dvs. ovennævnte Christian Dalgas.

  22. Se Thorvaldsens pas af 3.10.1842 udstedt af Christian Dalgas.

  23. Dvs. den dansk-tyske konsul og maler Johan Bravo.

  24. Thorvaldsens reaktion forekommer umiddelbar betragtet noget barnlig: Han vil ikke stige af dampskibet; han vil ikke fortælle, hvor han rejser hen; han føler sig narret og vil betale tilbage med samme mønt.
    Men spørgsmålet er, om ikke Thorvaldsens vrede i nogen grad har været berettiget? l al fald lufter Christine Stampe billedhuggerens mistanke om, at den danske konsul i Rom Johan Bravo overbeviste Thetis’ kaptajn C.C. Zahrtmann om, at Thorvaldsen ikke ville dukke op i Livorno, og at fregatten derfor lige så godt kunne sejle afsted den 2.10.1842, se Stampe, op. cit., 179-180.
    Thorvaldsen selv skulle have forklaret Bravos motiv på følgende vis (se C.F. Holbechs rapport af 26.9.1842):


    ”...Hr. Bravo ville ikke gierne have ham med [på fregatten], og T. forklarer sig det saaledes, at Hr. Bravo ønsker sig frit Spillerum [i København] til at prale af sine store Fortienester ved inpakningen af Sagerne [Thorvaldsens kunstværker og indbo], og han frygter formodentlig at dersom T. var med saa kunde Sanheden let komme for en Dag, og den vilde da lyde saaledes, at Bravo egentlig kun haver udretted det Mindste derved…”

  25. Thorvaldsen kom aldrig nogen sinde til Paris.

  26. Det blev ad denne rute, parret tog sig frem gennem Europa. Se Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  27. Wallick og Thorvaldsen ankom dog først til Hamburg / Altona 17.10.1842.

  28. Ankomsten til København fandt sted 24.10.1842.

  29. Parret ankom til Marseille 5.10.1842.

  30. Hverken madame de Salle eller hendes mand er p.t. identificeret.

  31. Den danske vicekonsul i Marseille var Johann(es) Heinrich Sieveking (1785–1845), der var købmand og stammede fra Hamborg.

  32. Dvs. det franske toldvæsen.

  33. Thorvaldsen rejste med et skrin fyldt med værdifulde genstande. Det vejede sandsynligvis ca. 18-19 kilo. Thiele IV, p. 188 kaldte kassen for ”…et Reiseskrin, hvori han selv vilde føre sine kostbareste Sager med sig…” Wallick omtaler også skrinet nedenfor.
    Læs mere herom i Rejsen til Danmark, oktober 1842.

  34. Dvs. den danske hofmarskal Christian Ove Haxthausen, der den 18.9.1842 faldt på en trappe på Christiansborg og slog sit hoved så slemt, at han døde næste dag.

  35. Wallick må huske en dag galt, da afrejsen fra Marseille med sikkerhed fandt sted 7.10.1842. Ankomsten til Strasbourg er ikke dokumenteret, men afrejsen derfra fandt sted 12.10.1842, og hotelregningen for opholdet i byen gælder kun for én nat, som da sandsynligvis må have været 11.-12.10.1842.
    Rejsen fra Marseille til Strasbourg må da have taget 4 nætter og 3 dage.

  36. Regningen for Thorvaldsens timers søvn på et hotel i Lyon findes og er dateret 9.10.1842.

  37. Et af de digte, der blev skrevet i anledning af Thorvaldsens tilbagekomst til København, fremhævede netop, at billedhuggerens hurtige rejse gennem Europa var vidnesbyrd om hans ungdommelige styrke.

  38. Thorvaldsen foretog i alt otte rejser ind og ud ad Italien i sit liv, se Thorvaldsens længere rejser.
    Rejsen i 1842 blev den sidste.

  39. Wallick mener sandsynligvis, at folk bad om Thorvaldsens autograf, se emneordet Idolisering af Thorvaldsen, signaturer.

  40. Denne bemærkning godtgør, at det må være Wallick, der er ophavskvinde til de bemærkninger om rejseudgifterne, der ses på de bevarede hotelregninger og billetter. Se fx 13.10.1842 og 15.10.1842.

  41. Dvs. de de franske guldmønter Napoleon d’or, der blev anvendt også efter Napoleon 1.s fald.

  42. Wallick og Thorvaldsen rejste fra Strasbourg 12.10.1842 med dampskib på Rhinen.

  43. Den unge englænder er p.t. ikke identificeret.

  44. Enten Thorvaldsens Ganymedes rækker skålen, jf. A41, Ganymedes skænker i skålen, jf. A43, eller Ganymedes med Jupiters ørn, jf. A45.

  45. Wallick og Thorvaldsen ankom til Mannheim 12.10.1842, hvor de overnattede, som det fremgår af det følgende.

  46. Dvs. de værdigenstande, der var i Thorvaldsens ovennævnte skrin.

  47. Her henvender Wallick sig igen med det uformelle du til den oprindelige modtager af det brev, som Thiele her citerer fra. Vedkommende modtager er p.t. uidentificeret.

  48. Wallick henvender sig her til den ikke kendte modtager af brevet. Det er ikke helt klart, hvorfor hun er forbløffet over at blive hjulpet af en englænder, men det kunne muligvis hænge sammen med Storbritannien som Danmarks tidligere modstander under Napoleonskrigene.

  49. Dvs. et fællesmåltid om et veldækket bord på et hotel – i dette tilfælde Hotel de L’Europe i Mannheim.
    Se Ordbog over det danske Sprog.

  50. Dvs. billedhuggerens signatur, jf. ovenfor.

  51. Wallick og Thorvaldsen rejste fra Mannheim med dampskib 13.10.1842.

  52. Som det fremgår, opholdt Thorvaldsen sig ganske kort i Mainz 13.10.1842.

  53. Thorvaldsen blev året før hædret med bl.a. en festforestilling på Stadttheater i Mainz 1.7.1841.
    Han var i 1835 blevet udnævnt til æresborger pga. hans bronzestatue af Johann Gutenberg, jf. A114, der blev afsløret ved en stor fest 14.8.1837.

  54. Den unge billedhugger er p.t. ikke identificeret.

  55. Her henvender Wallick sig igen med det uformelle du til den oprindelige modtager af det brev, som Thiele her citerer fra. Vedkommende modtager er p.t. uidentificeret.

  56. Hvad Wallick mener med Mühlhausen, er uklart. Der synes ikke at være en lokalitet af det navn på ruten mellem Mainz og Frankfurt am Main. Så enten husker Wallick galt, eller også har Thiele skrevet bynavnet galt af.
    Den nærmeste Mühlhausen ligger 35 km sydøst for Mannheim, men ikke ud til Rhinen.

  57. Her husker Wallick galt. Den korrekte dato er 13.10.1842, da både afrejsen fra Mannheim, opholdet i Frankfurt og afrejsen derfra alle dokumentérbart fandt sted på denne dag.

  58. Det officielle navn på Beckers hotel var Gasthaus zum römischen Kayser.

  59. Dvs den tyske billedhugger Eduard Schmidt von der Launitz.

  60. Denne herre er p.t. ikke identificeret.
    Kvalificerede bud kunne være Sulpiz Boisserée, Friedrich Maximilian Hessemer, Georg von Saint-George, Johann David Passavant m.fl., der alle havde tilknytning til Frankfurt.

  61. Launtiz’ kone hed Therese von Soiron (1803-1861).

  62. Launitz’ datter må være Emilie Pelissier (1825-??) af hans første ægteskab. Hans søster er p.t. uidentificeret.

  63. Wallick og Thorvaldsen rejste med postdiligencen fra Frankfurt til Kassel 13.10.1842.

  64. Denne gamle mand, som kunne tale dansk, er p.t. ikke identificeret. Han kendte øjensynlig kongen af Preussen, Friedrich Wilhelm 4., som det fremgår nedenfor.

  65. Dvs. den tyske sprogforsker og diplomat Wilhelm von Humboldt og hans kone Caroline, der fra 1802 boede i Rom, dengang den ukendte ældre mand og Thorvaldsen havde mødt hinanden.

  66. Humboldt virkede som prøjsisk gesandt ved pavehoffet, ikke som dansk.

  67. Dvs. kongen af Preussen, Friedrich Wilhelm 4.

  68. Også denne herre er p.t. uidentificeret. ligesom den fælles bekendte, som nævnes nedenfor.
    Kvalificerede bud kunne være Sulpiz Boisserée, Friedrich Maximilian Hessemer, Georg von Saint-George, Johann David Passavant m.fl., der alle havde tilknytning til Frankfurt.

  69. Ovennævnte Therese von Soiron (1803-1861).

  70. Launitz ejede i al fald Natten, jf. A369, og Amor hos Anakreon, Vinteren, jf. A415, antagelig i marmor, jf. Isolde Schmidt: Eduard Schmidt von der Launitz 1797-1869. Ein Beitrag zur Skulptur des 19. Jahrhunderts in Frankfurt am Main (Studien zur Frankfurter Geschichte 29), Frankfurt am Main 1992, p. 29.

  71. Diligencen fra Frankfurt afgik kl. 21, 13.10.1842.

  72. Wallick og Thorvaldsen ankom til Kassel 14.10.1842. Denne kilde dokumenterer ankomsten.
    De indlogerede sig på hotellet zum König von Preussen.

  73. Præsidenten fra Trier er p.t. uidentificeret.

  74. Wallick og Thorvaldsen rejste med diligence fra Kassel til Hannover 15.10.1842 kl. 10.
    Beretningen dokumenterer afrejsetidspunktet.

  75. Dvs. 16.10.1842, hvor rejsen gik videre fra Hannover med kurs mod Hamburg / Altona.

  76. Thorvaldsen havde gennem livet problemer med brystet, fx efterår 1817 og 20.3.1844.
    Obduktionen over billedhuggerens lig af 26.3.1844 viste, at hans højre lunge rummede abnormiteter, som højst sandsynlig kan forklares med en lungebetændelse af ældre dato, som han aldrig helt var kommet sig over.

  77. En såkaldt spansk flue var en grøn bille i pulveriseret form, som blev brugt ved et lægeligt fremkaldte sår, der skulle helbrede patienten ved “trække det onde ud”. Behandlingsformen anvendes ikke længere.

  78. Dvs. et fællesmåltid om et veldækket bord på et hotel – i dette tilfælde et hotel i Hannover.
    Se Ordbog over det danske Sprog.

  79. Hverken den ungarske mand eller hans syngende kone er p.t. identificerede.

  80. Dvs. altheasukker, eller formodentlig altheabolsjer, der indeholder bergamotte-olie, som ansås for at have en medicinsk virkning.

  81. Dvs. natten mellem den 15. og 16.10.1842 på vejen mellem Göttingen og Hannover.

  82. Afstanden fra Kassel til Göttingen er ca. 50 km, hvilket vil sige, at diligencen må have været fremme i Göttingen hen på eftermiddagen den 15.10.1842.

  83. Her henviser Wallick til natten mellem den 16.10. og 17.10.1842, hvor diligencen gjorde kort ophold i den tyske by Celle på vejen mellem Hannover og Altona.

  84. Wallick husker navnene galt. Der var tale om Johanna og Salomon Ludwig Steinheim, der i følge brev af 29.10.1842 og beretningen af ultimo oktober 1842 fulgtes med Thorvaldsen i diligencen fra Celle.

  85. Wallick og Thorvaldsen opholdt sig i Altona 17.10. – 22.10.1842.

  86. Jf. autografjægerne ovenfor.

  87. Under sit ophold i Altona boede Wallick og Thorvaldsen på hotel Zum Holsteinischen Hause.

  88. Dvs. ovennævnte Salomon Ludwig Steinheim.

  89. Thorvaldsen blev 10.9.1838 udnævnt til konferensråd, se evt. Thorvaldsens udnævnelser.

  90. Det vil sige Thorvaldsens korte ophold i Altona 29.6.1839 til 2.7.1839.

  91. Dvs. dampskibet Frederik den Sjette, der øjensynlig normalt afgik fra Lübeck, men pga. årstiden nu kun afgik fra Kiel. Som det fremgår af det følgende, betød det, at Wallick og Thorvaldsen måtte blive i Altona og vente på dampskibets næste afgang fra Kiel 22.10.1842.

  92. Her henvender Wallick sig igen med det uformelle du til den oprindelige modtager af det brev, som Thiele her citerer fra. Vedkommende modtager er p.t. uidentificeret.

  93. Dvs. 18.10.1842, hvor en sangforening hyldede Thorvaldsen med en sang.

  94. Dvs. 19.10.1842, hvor Thorvaldsen igen blev hyldet med sang, denne gang af Allgemeinen Altonaer Liedertafel.

  95. Ordlyden af denne tale kendes ikke, men den blev holdt af Dr. Johann Schubart, der var vicepræsident i sangforeningen, se den udførlige omtale af Thorvaldsen-hyldningen i avisen Dagen 1.11.1842.

  96. Som det fremgår, var det et almindeligt led i kunstnerkulten at samle på Thorvaldsens hår! Se referenceartiklen herom.

  97. Dvs. de fem dage fra 17.10. – 22.10.1842

  98. Dvs. ovennævnte Johanna Steinheim.

  99. Datoen for festen hos familien Steinheim kendes ikke præcis, men at dømme efter Wallicks beretning fandt den tilsyneladende sted efter ovennævnte hyldest fra sangforeningen i Altona. En sandsynlig dato er da 20.10.1842.

  100. Thorvaldsens håndtryk blev tydeligvis opfattet som noget meget særligt og usædvanligt, læs mere herom i den generelle kommentar til brev Johanna Steinheims brev af 29.10.1842, hvor håndtrykkene også omtaltes.

  101. Dvs. 21.10.1842. Som det fremgår af det følgende, dokumenterer Wallicks beretning, at Thorvaldsen modtog en “deputation” af Altona-borgere, der ville tage afsked med billedhuggeren.

  102. Dvs. ovennævnte hotel Zum Holsteinischen Hause.

  103. Wallick og Thorvaldsen rejste ganske rigtigt fra Hamburg kl. fem om morgenen 22.10.1842 med diligencen til Kiel.

  104. Der er sandsynligvis tale om postmesteren i Altona, der på dette tidspunkt hed Johannes Tönningsen. Han beklædte embedet i perioden fra senest 1838 til 1857, se Königl. Dänischer Hof- und Staats-Calender für das Jahr 1841, Altona 1841, p. 523.
    Han blev udnævnt til kancelliråd i 1838, se Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 24.9.1838, p. 373.

  105. Der har sandsynligvis været tale om Thorvaldsen-portrætter i grafisk form.
    At ventesalen på posthuset var udsmykket med portrætter af billedhuggeren er endnu et vidnesbyrd om den overdrevne kunstnerdyrkelse, som blev ham til del ikke bare i Hamburg/Altona, men også under hele rejsen gennem Europa, som Wallicks rapport dokumenterer.
    Se evt. også et udpluk af den overvældende mængde af portrætter af Thorvaldsen, der findes.

  106. Wallick må hentyde til en toldundersøgelse ved grænsen til den danske konges landområde. Langenfelde ligger lige nord for Hamborg og må have fungeret som told- og grænsestation for diligencer på vej ind i Holsten.

  107. Dvs. den dansk-tyske filolog P.W. Forchhammer, der var professor ved universitetet i Kiel.

  108. Kaptajn Hesse er p.t. uidentificeret, men han var øjensynlig kaptajn for dampskibet Frederik den Sjette, som Wallick og Thorvaldsen sejlede med fra Kiel 22.10.1842 med kurs mod København.

  109. Dvs. søfortet Trekroner, der ligger ved indsejlingen til Københavns havn. Dampskibet nåede hertil sidst på eftermiddagen 24.10.1842.

  110. Dvs. Thorvaldsens biografi. Thiele havde på dette tidspunkt – i 1842 – “kun” udgivet to bind om billedhuggerens liv og værk indtil 1827. Han udgav endnu to bind i 1848 og 1850. Og efter fundet af Thorvaldsens brevsamling udgav han på ny fire biografiske bind 1851-56 om billedhuggeren.

  111. Dvs. jomfru. Wallick var ugift.

  112. Dvs. sejlede ud til dampskibet Frederik den Sjette, der lå for anker på Københavns red.

  113. Dvs. Thorvaldsen elev og kollega Hermann Ernst Freund.

  114. Dvs. den danske teolog H.N. Clausen.

  115. Thiele kalder muligvis dampskibet uhyggeligt, fordi det i 1842 var en forholdsvis ny foreteelse at sejle med skibe drevet af damp. Skibet Frederik den Sjette var sat i søen 1830, se lex.dk.

  116. Dvs. Elisa Paulsen.

  117. Dvs. Thorvaldsens svigersøn Fritz Paulsen.

  118. Elisa og Fritz Paulsen fik i alt fem børn, men kun Alberto Paulsen overlevede til voksenalderen. Han og Augusta Paulsen (1841-1857) må have ledsaget forældrene.

  119. Dvs. Thorvaldsens gode ven Christine Stampe.

  120. Dvs. Christine Stampe. Som det fremgår af Thieles karakteristik af baronessen, mente han tydeligvis, at hun havde for stor magt over Thorvaldsen.
    Forholdet mellem disse to vigtige figurer i Thorvaldsens liv var dårligt. Som udtryk for denne antipati har Thiele underbetonet Christine Stampes rolle i Thorvaldsens liv ved kun at omtale hende kort og en passant i fjerde bind af sin biografi (1856).

Last updated 26.04.2018