5.11.1847

Sender

Redaktørerne ved Corsaren

Sender’s Location

København

Recipient

Omnes

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Abstract

The commentary to this document is not available at the moment.

Document

Lidt om
Thorvaldsens Museum.

Med en i vore Annaler fast ukjendt Hurtighed nærmer nu det store Værk, til hvis Fuldførelse den hele Nation har opbudt sine bedste Kræfter, Thorvaldsens Museum sig sin Fuldendelse. I den korte Tid af omtrent et Decennium har dette Værk kun staaet under Arbeide, og det har aldrig været saa nær færdigt, som det nu er. Det er en bekjendt Sag, at Thorvaldsen, medens han endnu var i Live, med rundelig Haand understøttede Kunstnerne, og man har derfor troet at handle i den store Afdødes Aand, naar man satte en Pleie- og Understøttelses-Stiftelse for brødløse Kunstnere i Forbindelse med Opbyggelsen af hans Museum. Dette kunde vel have været fuldført for 5 Aar siden, men hvad skulde saa Sonne, Constantin Hansen og Kammerater have levet af?‒ Efter at man derfor først havde bemalet hver Plet indeni Bygningen, har man, for ikke at blive altfor paafaldende tidligt færdig, fundet paa at tilsmøre ogsaa Ydermurene med yndelige og høist interessante Randtegninger. Rigtignok koster dette os jo mange Penge; men disse Penge ere saamænd vel anvendte ‒ siger Sonne og de Andre, der faae dem. Desuden maae vi som dygtige Statsoeconomer ‒ spids Øren, gamle Fatter Berlinger! ‒ ikke forglemme, at der i Aarets Løb komme en Mængde Fremmede hertil, af hvilke nogle reise 2 til 300 Miil, for at faae Museet at see. Men disse Stakler gaaer det daarligt; thi naar de have beundret den yderst originale, i Norsk-Arabisk-Ægyptisk Stiil opførte Kasse, der ligner et stort Ollenborre-Huus mere end noget Andet, og nu faae Lyst til at besee de deri opbevarede Kunstværker, saa underretter den paa Dørene opslagne, i flere levende Sprog meget opmærksomt affattede, Placat dem om, at de kunne reise hjem igjen med en lang Næse; det vil da sige, ikke saa lang, som den kunde være; thi Noget kunne de dog faae at see, Noget, der fast er ligesaa verdensberømt som Thorvaldsens Museum, Tivoli, det yndige, det store Tivoli, der er bygget i 6 Uger ‒ mærk det Comitee! ‒, takket være Agent Carstensen, der, maaskee med Undtagelse af Biskop Svane og Borgemester Nansen, er den meest helvedes Karl til at rappe sig, der siden Souverainitetens Indførelse har existeret i Danmark. Men tilbage til Musæet. Siden vi ikke kunne komme indenfor, saa lader os et Øieblik dvæle ved de tiltrækkende Tegninger udenpaa. Paa den ene Side af Bygningen er der afbildet en betydelig Mængde Sjouere,der bære forskellige af Thorvaldsens Arbeider ind i Musæet. Disse Tegninger gjøre accurat samme Nytte, som de udhængte malede Skildte foran Fjæleboderne i Dyrehaven: de give Folk en Idee om, hvad de skulle faae at see indenfor. Naar Musæet engang om adskillige Aar bliver aabnet, vil der sandsynligviis paa denne Side blive placeret en Mand med en Stok, der kan forklare Figurerne og udraabe: Treten Sie näher, meine Herren und Damen! Spazieren Sie nur herein! Sie werden schöne Rariteten sehen! osv. Til denne vigtige Post ville vi foreløbigen foreslaae Professor Høyen og Etatsraad Thomsen til Afvexling, samt at Sonne maa gaae omkring med Tallerkenen. Paa den anden Side af Bygningen seer man Thorvaldsens Ankomst til Kjøbenhavn. Mesteren føres iland af en Søcapitain med en Vorte paa Næsen, der er gjengivet med rystende Sandhed og gjør en drastisk Virkning. (Vi ville i Sandhedens Interesse ikke undlade at bemærke, at vi skylde Thomas Overskou Ordet „drastisk” og dets rette Anvendelse.) Blot denne Vorte ikke vil forlede kommende Slægter til den feilagtige Tro, at alle danske Søofficierer paa vor Tid havde en Vorte paa Næsen, eller at det var Noget, der hørte til Uniformen. Den store Kunstner bliver modtaget af hele Academiet for de skjønne Kunster, der ved denne sindrige Idee er reddet fra Forglemmelse; men Ingen af Alle strækker dog Armene ud i en saa ‒ vi kunne meget godt sige upassende Længde, som Justitsraad Thiele, hvorved Kunstneren udentvivl symbolisk har villet fremstille, at den nævnte Justitsraad har været heldigst i at tage Noget af Thorvaldsens Berømmelse til Indtægt for sig og derved sikkret sig selv Udødelighed. Han gjør, for at bruge et vulgært Udtryk, ligesom lange Fingre efter Thorvaldsen. Blandt de øvrige Medlemmer af Academiet udmærker isaer Bissen sig ved et for en saadan høitidelig Leilighed temmelig nonchalant Toilette. Hs. Excellence, Geheimeraad Collin er meget stedmoderlig behandlet, og han kunde idetmindste have fortjent større Skaansel af Kunstneren. Prof. Høyen staaer som en forsigtig General allerbagest og griner over til sin ligeoverfor staaende Cohorte, en udvalgt Samling Kunstnere af den danske Skole, hvoriblandt sees Constantin Hansen, Købke, Lundby, Skovgaard og en Deel andre beskæggede Herrer, som Ingen kan kjende. Efter disse følge forskellige berømte Mænd og Qvinder i Baade; først og fremmest Baronesse Stampe med tilhørende Baron, der i ædel Kunstbegeistring svinger sin Hat. Derefter følger Familien Puggaard. Vi ville ærligt tilstaae, at vi ikke kunne sympathisere med Kunstneren i Henseende til Valget af Hr. Puggaards Personlighed til Fremstilling paa dette Sted; thi vel er Puggaard paa en Maade en berømt Mand, men Kornhandlen har dog nok ikke directe Noget med Kunsten at bestille. Der er i Særdeleshed een Grund, hvorfor vi gjerne vilde have Puggaard taget bort igjen. Det er nemlig bekjendt, at Gadedrengene i den senere Tid have fundet paa at ødelægge de paa Musæet afbildede Figurer; nu kunde det jo gierne tænkes, at bemeldte Drenge ikke kunne lide Puggaard, og derfor kunde fristes til at fortsatte deres Ødelæggelsesværk til ubodelig Skade for det smukke Arbeide; derfor foreslaae vi, istedetfor Puggaard, at hensætte Billedet af en Mand, om hvem man med Bestemthed veed, at han er yndet og elsket af alle Klasser i Samfundet, selv af Gadedrengene, og ville vi da proponere f. Ex. Nokkedreier Meyer eller Davidsen hertil. Hvis Kunstneren maatte ønske det, ere Vi villige til at overlade ham de i vort Eie værende veltrufne Portraiter af disse tvende Notabiliteter til fri Afbenyttelse; Mere kunne vi ikke gjøre for dem og for Musæet.

General Comment

Denne artikel udkom i det danske satiriske tidsskrift Corsaren, fredag d. 5. november 1847.

Archival Reference

Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1847, Corsaren 5.11.

Persons

Last updated 09.04.2015