H.C. Andersen, Carl Jacob Behrend, Adam Oehlenschläger, H.C. Ørsted
København
Omnes
København
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary to this document is not available at the moment.
Thorvaldsen’s Bisættelse
den 30te Marts 1844
Vedføiet Texten til det, som paa Konstacademiet og i Frue-Kirke er afsjunget ved denne store Sørgefest.
Priis: 2 Skilling.
Det af Trykkefrihedsselskabet udgivne lille Skrift om Thorvaldsen indledede H. C. Ørsted med et smukt Digt, hvori spørges saaledes:
„Naar høit Du hører saadan Mand berømme
Som værd en Plads blandt Jordens store Mænd,
Naar Dig han vises som en Seiervinder,
Med Pragt modtaget rundt fra Land til Land,
Naar Du af Keiser og af Konge finder
Ham æret høit, liig Mænd af Fyrstestand,
Du siger; „Ei han slog Barbares Hære!
Ei har hans Kløgt neddæmpet blodig Krig!
Ei prises han, som den. der skal os lære
En Kunst, som Folk og Stat kan gjøre riig,
Har den, hvis Id kun heldigt smigred Øiet,
Ved kunstfuld Arbeid, velgjort Billedværk,
Fortjent at vorde hædret og ophøiet.
Som Manden viis, som Kæmpen bold og stærk?
Det danske Folk har i Gjerningen besvaret dette Spørgsmaal baade i Glæden og i Sorgen: baade dengang, da Thorvaldsen efter lang Fraværelse besteg Fædrelandets Kyst den 17de Septbr. 1838, og nu, ved hans Død. Den samme Aand har udtalt sig i Glæden og Taknemmeligheden som nu i Sorgen; Danmark har stedse viist, at det har opfattet og paaskjønnet sin store Søns høie Værd. Aldrig har Kjøbenhavn været Vidne til en Jordefærd som denne; aldrig har den ægte danske Aand udtalt sig klarere bos alle Stænder, alle Aldere; aldrig viste sig en renere eller oprigtigere Deeltagelse, i en værdigere Skikkelse.
Skjøndt det var taaget om Morgenen, tabte dette sig og Veiret begunstigede Toget. I Antiksalen, hvor Liget stod, afsang Kunstnerne følgende Sang af H. P. Holst og Rung, hvorpaa Prof.Clausen holdt en Sørgetale, efter hvilken Kunstnerne gjentoge Sangen. Derpaa bares Liget ned i Porten, hvor den italienske Operas Syngepersonale fra den Afdødes Atelier afsang en italiensk Cantate af Holst og Operati. Fra Balconen gjentoge Kunstnerne atter Sangen, medens Liget udbares.
Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See, det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Toget begyndte Kl. 1½, og aabnedes af tvende Kunstnere i Spidsen for 1) en Deel Søfolk. Dernæst fulgte Studenterne, omtrent 7 af 800; 3) Islændere, som for Tiden opholde sig her; 4) Kunstnere af alle Classer; 5) og derpaa Liget, som man skiftedes til at bære. Kisten er af Egetræ, smuk og simpel; paa den ene Side fremtræde Parcerne, paa den anden Side Victoria fra den sortmalede Grund, ved Egetræets naturlige Farve. Paa Kistelaaget en Palmegreen og en Cypres, anbragte paa samme Maade. Over Hovedenden af Kisten hæver sig hans egen af ham s[e]lv forfærdigede Portrætstatuette, som støtter sig til et Haabets Anker. Umiddelbart efter Kisten fulgte Academiets Medlemmer, i Spidsen for hvilke dets Præses, Hs. K. H. Kronprindsen, og de øvrige Prindser. Et overordentligt talrigt Følge sluttede sig hertil; 7) begge Militairetaterne, de civile og militaire Embedsmænd og alle Borgerklasser fandtes her repræsenterede. Endelig sluttede 8) de en haie fra Charlottenborg til Helliggeistes Kirke opstillede Laug med deres Faner, behængte med Sørgeflor, sig efterhaanden til den forbidragende Skare. Ved Indgangen til Frue Kirke opstillede de Studenter, som ikke fandt Adgang til Kirken, sig i Række til begge Sider.
Hs. Maj. Kongen modtog i Kirken Liget, som blev baaren op foran Chordøren, medens der præluderedes fra Orgelet; derpaa udførtes af det Kgl. Capel og Sangpersonale nedenstaaende Cantate af Oehlenschlæger og Glaeser:
Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste Dig forladt,
Fædreland? — Ak giennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trættte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.
Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De siunge: Vi bringe Dig til Din Skaber!
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gierne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.
Choral
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik.
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.
Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke riig;
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Beilede mangen Ynglings Haand.
Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae.
De herligste Minder af Hellas Bedrifter;
Det var den Bog og de Visdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer,
Den levende blev; — han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbavset Europa seer.
Tre Stemmer.
Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode.
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.
Og Medicæernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrket ham og forfrisket ham Øiet.
I Basrelieffet Corregios Ord
Han gjentog, Naturen det selv befaler:
„O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” —
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?
Flere Stemmer med Chor.
Og stort som Aanden sig udvikled Hiertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordisk Øie,
Da Thorvald saae et himmelskt Syn.
Og hvad han saae, h«n Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig skjøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!
Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst.
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst!
Dig figne Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! — hvad kan vi skjænke dig?
Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!
Hs. Høiærværdighed Hr. Stiftsprovst Tryde holdt Talen, og efter Jordpaakastelsen afsang Studenter-Sangforeningen følgende Sang af H. C. Andersen og Hartmann:
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt, —
Vi har ham seet og kjendt!
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige,
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var;
Fra fattigt Huus det gik ud ovee Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden,
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn sov vel!
Hds. Maj, Dronningen tilligemed den øvrige kongelige Familie overværede Høitideligheden i Kirken. — De Gader igjennem hvilke Toget gik vare belagte med hvidt Sand og bestrøede med Grønt. Paa flere Steder kastede man fra Vinduerne Blomster ned over Kisten./ Fra Kl. 11½ ringedes der med Byens Klokker og da Toget satte sig i Bevægelse, lød der Sørgemusik fra Taarnene, indtil det naaede Kirken Kl. 2 ¾.
Som Mindeblad for Lægfolk aftrykt efter den Berlingske Tidende hos og udgivet af J. Behrend.
Last updated 27.02.2015