NN
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary for this document is not available at the moment.
Thorvaldsen.
(Fortsættelse.)
Thorvaldsens Ophold her i Landet varede denne Gang omtrent eet og et halvt Aar, hvorpaa han atter forlod Danmark, for, som han haabede, efter et kort Ophold i Italien atter at kunne vende tilbage og saa for bestandigt at opslaae her sin Bopæl. Hvad der havde ligget ham saa meget paa Hjerte, et Gjemmested for hans mange og kostbare Kunstsager, var bragt i Orden. Frederik den Sjette havde skjenket en Sidefløi af Christiansborg-Slot dertil, og selv havde Thorvaldsen skjenket en Sum af 25.000 Rbd. til det alt samlede Fond, saa man nu havde en Capital af næsten 100.000 Rbd. til at begynde paa Bygningens Omdannelse og Udvidelse efter den Plan, vor udmærkede og talentfulde Architect Bindesbøll havde leveret, til hvem og Tilsynet med Arbeidet blev overdraget.
Alt det næste Aar, i September 1842, indskibede Thorvaldsen atter et stort Antal Kasser med Kunstsager i Livorno, og tiltraadte nu og strax efter Tilbagerejsen tillands over Frankfurt og Hamburg til Kjøbenhavn, hvor han ankom den 24 October 1842. Fast bestemt paa nu for bestandigt at forblive her, indrettede han sig Alt efter bedste Leilighed, fik sig et Atelier indrettet og vedblev lige indtil sin sidste Stund med samme Flid og Arbeidslyst, med samme Livsfriskhed og kraftigt skabende Genie som i sine tidligere Dage, at lade det ene Vidnesbyrd fremstaae efter det andet om sin store Kunstneraand. Saaledes udførte han endnu den sidste Juul, han levede, det yndige Basrelief: Himmelens Juleglæde, noget senere den colossale Statue af Hercules til Christiansborg-Slot, og han havde begyndt paa en Buste af Luther, der tillige skulde være et Forarbeide for den store Statue, han vilde udføre for Vestibulen af Frue-Kirke, da Døden pludselig og uventet kaldte ham herfra Søndagen den 24 Marts om Eftermiddagen imellem Kl. 5 og 6. Han havde den næstforegaaende Aften bivaanet Studenternes Concert for de Bissenske Statuer, og den foregaaende Aften deeltaget i et privat Selskabs Munterhed. Efterat have arbeidet om Formiddagen paa Luthers Buste og derpaa tilbragt Middagen i en kjær Vennekreds, gik han saa rask og oprømt, som nogensinde, ledsaget af Architecten Bindesbøll til Theatret. Ved Indgangen forlod Bindesbøll ham, hvorpaa han ene traadte ind og ind tog sin sædvanlige Plads i Parquettet. Øieblikke efter, ved Ouverturens Slutning, forinden Tæppet gik op, sank han tilbage, uden at udstøde nogen Lyd, uden at noget Smertenstræk forstyrrede den milde høie Ro, der altid thronede paa hans herlige Aasyn og da han faae Minutter efter blev baaren ind i sin nærliggende Bolig, havde Dødens Bleghed og Fred for evigt lukket hans Læber.
Alt endnu samme Aften rygtedes det trindt om i hele Byen, at Thorvaldsen var død, og overalt blev Budskabet herom modtaget med ikke mindre Forundring end med dyb og inderlig Sorg. Bladene udkom med sort Rand, og paa en smuk og passende Maade tolkede flere af dem Fædrenelandets Tab. Saaledes hed det i „Fædrelandet”:
Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!
I disse faae Ord, der snart skulle gaae fra Mund til Mund, fra By til By, fra Rige til Rige, ligger der for os Danske et Nationaltab, der er større end noget af dem, vi i lang Tid have maattet friste! Midt under Nutidens Tryk, midt i vor Armod, midt under al vor politiske Elende stod han endnu som en Colos for vore Øine, og den Ære, der omstraalede hans Pande, kastede ligesom en Glands paa Alt, hvad der omgav ham, og bragte Trøst og Forsoning for Meget, som vi helst vilde hylle i Glemsel.
Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!
Men for ham var Døden ophøiet og salig, uden Angst eller Smerte, uforstyrret af jordiske Længsler eller af de Omstaaendes Klageraab! Skjøn og kraftig, som hine Oldtidens Heroer, hans Haand har foreviget, traadte han ind i Musernes Tempel, og allerede under Orchestrets første Buestrøg aabnedes hans Øre for Evighedens Harmonier, og inden endnu Teppet rullede op, brast Forhænget for hin store Scene, hvor hans Sjel allerede hernede havde hjemme, hvorfra han hentede sine skjønneste Gestalter, og hvor han nu skuer Alt hvad der er stort og guddommeligt, Ansigt til Ansigt.
Thorvaldsen er død! Skjønhedens Ypperstepræst er ikke mere!
Og for os, som i stille Vemod staae sørgende omkring dette uhyre Savn, er dette Alvorsbudskab en hellig Opfordring til ikke blot i Ærefrygt at frede om hans herlige Minde, men at fortjene den store Arv, som han har betroet til os, ved den Kjærlighed, hvormed vi tilegne os, og i al vor Væren og Idræt frugtbargjort den Fylde af Aand og Skjønhed, som igjennem hans Værker lever et evigt Liv. For os, der forsagte stirre ind i det store Øde, en saa mægtig Aands Bortgang har efterladt iblandt os, er dette et opløftende Kald til ved forenede Kræfter, saavidt det staaer til os, at erstatte, hvad vi i ham have tabt og det ikke blot i Kunsten at fortsætte, hvad han saa herligen har begyndt, men ved hver paa sin Viis at virke for det Lands Ære og Velfærd, hvis Stolthed han var, ‒ til Nordens Gjenfødelse i Bedrift og Seiersglands. Naar vi saaledes opfatte Thorvaldsens Død, da tør vi trøstende tilraabe hinanden:
Thorvaldsen er død! Men han lever i sine Værker og i sit folk!
Som det var at vente fandt hans Begravelse Sted (om Løverdagen den 30 Marts) med al den Pragt og Høitidelighed, der tilkom ham som Kunstnernes Konge. Alt fra om Morgenen tidlig frembød hele Kjøbenhavns Udseende hiin Blanding af Alvor og Travlhed, der stedse bebuder, at noget Overordentligt er i Vente. Alle Haandværkere holdt Hviledag, Børsen var lukket, Collegier og Skoler ferierede, ‒ kort Alt antydede, at denne Dag var af sær Betydning for Byen, ja for hele Landet. I Charlottenborg, der i mere end i een Forstand var Sørgehuset, var Alt indrettet med den Smag, som man kunde vente af et Kunstnersamfund, ‒ med den noble Simpelhed, og dog i den store Stiil, der saa ganske svarede til Thorvaldsens Sind.
Omtrent henved Kl. 10 begyndte Haandværkerne at samle sig i Exerceerhuset i Gothersgaden og et Par Timer derefter droge de, 4 a 5000 i Tallet, smukt ordnede efter de forskjellige Laug, med florbehængte Faner og Sørgeemblemer til Charlottenborg, fra hvis Port de opstillede sig i to Rader over Kongens Nytorv, igiennem Østergaden og Amagertorv til Helliggeistes Kirke. ‒ En Time derefter drog 800 Studenter med Fane (den samme, som var malet af afdøde Adam Müller til og kun brugt, ved Thorvaldsens Ankomst i 1838) og deres Sangforening foran fra Studiegaarden ad Gothersgaden til Charlottenborg, hvor de opstillede sig geledvis fra Sørgehusets Port henimod Østergaden. Imidlertid samledes det egentlige Følge fra alle Kanter i Sørgehuset og udfyldte den store Bygnings rummelige Sale, der alle vare decorerede paa en Maade, som var vel skikket til at forhøie den Stemning, hvori Alle mødtes.
Omtrent Klokken 12½ tog den egentlige Ceremonie sin Begyndelse i den store Antiksal, der var oplyst med matslebne Lamper og Blus. I en dobbel Kiste af Bly og Eeg laae her den store Mesters afsjelede Legeme med en frisk Laubærkrands om det skjønne Hoveds Sølverhaar. Ved hans Hoved stod de tvende colossale Statuer, den christelige Viisdom og den christelige Kraft, og ved disses Fødder de tvende siddende Genier, der alle høre til det store Monument af Thorvaldsen i Peterskirken i Rom over Pave Pius, og ligeoverfor den gigantiske Hercules, han kort før sin Død havde fuldendt.
Efterat en stor Deel af Følget var traadt herind, og Kunstnerne i nogle Ord af H.P. Holst havde sagt deres store Mester Farvel, gav Academiets Præses, Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, Ordre til at lukke Kisten, hvorpaa Professor Clausen fremtraadte og i nogle skjønne Afskedsord mindede om den dybe Sammenhang, der var imellem Thorvaldsens Kunstnerliv og det Sted, hvorfra han nu skulde bringes, for i Herrens Tempel at erholde Kirkens Indvielse til Gravens Fred. Kisten blev nu baaren ned i Gaarden, hvor de italienske Sangere i nogle Ord af Holst udtalte deres Fædrelands Smerte over hans Tab, og derpaa videre, imedens Kunstnernes Farvel lød endnu engang fra Altanen, igjennem de opstillede Rader af Haandværkere, ledsaget af det talrige Følge, hvortil og senere Haandværkerne sluttede sig, til Frue-Kirke, hvor den blev modtagen med en smuk Sørgemarsch af Hartmann og ved hvis Indgang Hs. Majestæt Kongen sluttede sig til Toget og derpaa indtog sin Plads i Menighedens Midte ved Siden af Dronningen, Kronprinsessen og flere andre Damer, henhørende til Kongehuset. En Cantate af Oehlenschläger blev derpaa her afsunget af det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder, og efterat derpaa Provst Tryde havde holdt Talen ved Kisten, sluttedes Høitideligheden med, at Studenternes Sangforening afsang nogle Ord af Andersen til Musik at Hartmann.
Endnu samme Dags Aften blev hans Kiste henbaaren af nogle Kunstnere, der havde staaet den Afdøde, nær, bag Alteret i samme, hvor den midlertidig blev hensat i et af de derværende Værelser, for senere at føres til Museet, hvor Thorvaldsen har ønsket at hvile midt i Gaarden, ved Foden af Christussalen.
Denne biografi om Thorvaldsen blev trykt i Magasin for Natur- og Menneskekundskab, No. 13. Dette er syvende del ud af syv, og de andre dele kan læses her i arkivet.
|
|
Martin Luther, 24. marts 1844, inv.nr. A188 |
|
|
Herkules, august 1843 - november 1843, inv.nr. A14 |
Last updated 12.02.2015