Trondhjem den 20 November 1816.
Høistærede kjere Herr Professor!
Med megen Glæde griber jeg denne Lejlighed, for med et af vore Skibe, der formodentlig kommer til at gaae til Neapel, at skrive Dem et par Ord, smigrende mig med at det vil være Dem kjert at høre fra os. Min Broder Jørgen skrev Dem nogle Ord fra Venedig og siden ved De formodentlig ej, hvorledes det gik os; vor Rejse var heldig og behagelig den hele Tiid, saa vi kom lykkelig til London den 4 Juni. Her var vi samlet med vor Ven Baillie i to Maander, da vi forlod ham og kom hertil midt i September Maaned, hvor vi fandt vor Familje vel. Med inderlig megen Glæde tænker jeg mig stedse de lykkelige Dage, da jeg var i Rom og hvor mangen behagelig Time jeg nød i Deres Selskab, desværre det vil vel aldrig meer falde i min Lod at nyde saadanne Dage! Skiebnen synes at have bestemt mig til at leve og døe blandt disse Fjelde og jeg priser mig lykkelig, at jeg endnu har dem kjær, omendskjøndt de senere ulykkelige Tider desværre har ruineret Nordmandens Karakteer, og den Ærlighed og Fødelandskjerlighed, som altid var ham eegen, er desværre for en stor Deel uddød, saa det er ej meer saa godt at være i Norge, som det var; lykkelig derfor naar man har en Familje man elsker og kan finde sin Lykke i den. Jeg formoder, De ej har forandret Deres Beslutning at komme til Danmark neste Aar; det vilde være mig en overordentlig Glæde, om jeg kunde møde Dem der og jeg er ej aldeles uden Haab. Mine gamle Forældre, som jeg fortalte Deres Godhed at have taget min Buste, nærede det Ønske at faa den i Marmor; det er derfor jeg er saa frie at bede Dem, om De vil have den Godhed at udføre den i Marmor og sende den til I.C. Ulrich i Livorno, som nok vil besørge den sendt enten til Amsterdam eller lige til Trondhjem; med denne Leilighed maa jeg og udbede mig den Godhed at faa en Gibs Buste af Dem, som jeg haaber De ej negter mig. Gid at jeg nogentid maatte være saa lykkelig at see Dem i Rom, det er et af mine største Ønsker, men desværre der er neppe Haab. Jeg behøver ej at sige Dem, kjere Herr Proffessor, hvor kjert det vilde være mig at høre fra Dem og beder Dem derfor ret indstændig, naar der gives nogen Leilighed, at De vil glæde mig med et par Ord. Hvor overordentlig er ej mangen Gang min Længsel efter at kunde gaae hen til Dem og see mig mæt paa Deres Venus og øvrige Arbeider; her er aldeles ingen Sjeleføde af den Slags, ikke engang en Gibs Statue! Kunsterne trives ej her i Norden, dog mangler det ej paa Genier, thi man seer mangen en Bonde, der fortjente en bedre Skjebne og dersom han blev opmuntret vist kunde blive til noget. Bliv ej vred, Herr Proffessor, at jeg saa længe har opholdt Dem og tillad, at jeg tegner mig som Deres meget hengivne
Hans Carl Knudtzon
