d. 19de Novbr. 1839.
En Genius henvandrer over Jorden
Ifra det lukte Paradis og bringer hver et Sabbats-Aar;
Dens Fostersønner boe i Syd og Norden
Og Blomster strøer han fra Veien han rundt omkring ihvor han gaaer
Et Alter reiste han i Danmarks Lunde
Med Offerpræst og Strengeleeg og Sang og Ungersvende-Dands
Og rundt om Offer-Ilden diser grunde
Hvor dem bag Mimers dybe Brønd saa huldt omslynger Bragas Krands.
Den Offerpræst staaer som en værdig Seer,
Imod Mysteriet han stirrer skarpt med Kjender-Blik:
Da vælte frem de herligste Ideer
Og Liv og Lys og Skikk[e]lse af ham de allesammen fik.
Vi saae vor Genius, Amorine-Reden,
I lysen himmelsk Klædebon Guds evighøie Englehær;
Grant saae vi Troen, Haabet, Kjærligheden
Og ham, som Jorden bragte Lys og herligt Haab om himmelsk Fred.
Forsand! – Alfader – han er – allevegne,
Hans hellig’ Engleskare trindt bereder blandt os Herrens Vei!
En hellig Lund han Jorden vil omhegne,
Ved hvert et Guddoms Fjed der staaer saa smuk, saa væn en Glemmigei.
End staaer den Offerpræst med Sølver-Tinde,
Ideers bolde, djærve Tolk for Evighed han Underspaaer;
Ham bringe her vi Kjærligheds Kjærminde:
Den blomstrer bedst paa Stjernen hist, naar
Tiden Evigheden naaer!