Søndagen d. 4de. Decbr 1842.
Høivelbaarne Hr. Conferentsraad!
Ofte har visseligen Nødens og Armodens Røst trængt hen til Deres aabne eiegode Hierte, men aldrig tungere og bittrere end her; Det er ikke den Nød som aabenbarner sig afsløret for Verden; og anraaber Alt og Alle; men det er den Nød som kun er kjendt af Gud og sig Selv.
Det er en Røst fra en Kummersboelig hvor den sande skjulte Trang har stadfæstet sig. Det er en barnlig Røst for sin Moder, der paa sit Sygeleie har vaandet sig, liidt og sørget i 13 Maaneder, og i denne eviglange Tid, opbudt alle Kræfter for at kunne holde ud med Skjæbnen og Livet …..!
Jeg skriver dette paa min Moders Vegne; og hvad der her nærmest har bevæget Os til at anraabe Hr. Conferentsraadens milde Godhed er det virkelig særegne Sammenstød: at min liidende Moder er født paa selvsamme Dag som Kunstens evigstore Søn. Mandagen d. 19de. Nvbr. 1770. Dette – har ofte, ja utalte Gange, været Gjenstanden for Vore Samtaler, baade i vaandefulde Dage, og i lange, søvnløse Nætter, at Hun, min retskafne, elskelige, lidende Moder just har seet Verden paa samme Dag, som Jordlivets herligste Genie, under de samme Himmeltegn, de samme Solstraaler, og maaskee paa den samme Time, og Hendes Liv derimod: har været en Kjæde af tunge Skjæbner, skuffede Forventninger, og de mørkeste Tilskikkelser; og nu er Hendes Livs Aften næsten endnu Hendes Tilværelses bittreste Side! Ingen Slægtninger eie Vi at hentye til, ingen Venner, paa den heele, store, vidtstrakte Jord!
Bortreise og Døden, disse Livets saa smertefulde, tunge Strømme, have bortskyllet den muelige Trøst som ellers ville have sendt milde Lysglimt over Hendes sidste Tid! Tilgiv den Tanke, høiædle, dyrebare Hr. Conferentsraad! som her besøgte Vore Sjæle, at jeg hendes eeneste Barn og Støtte heri Verden, paa Hendes Vegne anraaber Dem om en liden Skjærv i Armodens smertefulde Boelig, hvor den sande Kummer under sine navnløse Lidelser søgte sin underfulde, himmelsendte Fortrøstning til disse Linier!
Jeg, hendes eeneste Datter, takker nu Gud under al Vor Nød, at min Stilling heri Livet, blev den: “Eenliges” Nu kan jeg dog pleie Hende og omgive Hendes Leie, men denne lange Sygdom har udtømt alt det hvormed jeg begyndte min tunge Pligt for 13 Maaneder siden; ak! og nu har jeg kun Troen paa Guds underfulde Styrelse heri Verden tilbage, og i denne Tro, dristede jeg mig til at hentye til Deres ædle Hjerte, med barnlig Bøn om en liden Hjelp her!
Jeg har fra min tidligste Ungdom, med min inderste Sjæl hengivet mig: “Digtekunsten” Jeg har skrevet meget, og vover her at vedlægge et af mine smaa Arbeider, ikke tænkende dengang at jeg skulle kunne byde een af Jorden store, gudbesjælte Aander dette Exemplar; maa jeg opnaae det Gode, at det her fremsendte maa vorde imodtaget; ? ! og nu Gud velsigne Øjeblikket hvori jeg vover dette!
At en Upasselighed binder Hr. Conferentsraaden til Hjemmet har jeg med Smerte erfaret, dog foroven er Frommes Bønner hørt for Jordens Elskelige – og De, har hos dem en Vagt af Engle. Gud beskytte og bevare Dem!
Tør jeg vove paa Onsdag at udbede mig et naadigt Svar paa dette min Sjæl Anliggende, da vil jeg være saa frie at komme Selv til Hr. Conferentsraaden derom. Nu bevare Gud, af sin evige Kjærlighed, Dem og alle sine Udvalgte, i Liv og i Død!
Da min fromme Moder denne 19de Nvbr. fyldte sit 72de Aar, bad Hun paa sit Leie for Kunstens store Gudsøn der blev født med Hende, og den Dag besluttede Vi at vove Vor Bøn hos dette Hjerte!!!
Med dybeste Høiagtelse
Julie Berg.