The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 6989 of 10178
Sender Date Recipient
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten [+]

Sender’s Location

København

23.1.1837 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Kjøbenhavn den 23de Januar 1857. – Vi ile med at sætte Almeenheden i Kundskab om en i disse Dage ved en Forening af patriotiske og for Fædrelandets Hæder varmt følende Mænd udstedt Indbydelse til ved Subscription at tilveiebringe et Museum for Thorvaldsens Værker. Ikkun faa nationale Foretagender egne sig i den Grad som dette til at vække Folkets Begeistring og levende Deeltagelse, intet kan siges i en skjønnere Harmoni at forbinde og sammensmelte de reent-aandige med de materielle Interesser. Sagen angaaer selve Fædrelandets Ære og Anseelse, dets retmæssige Krav paa den Rang, det danske Folk almindelig tillægges blandt Europas cultiverede Nationer; den angaaer ogsaa en skyldig Hylding af taknemmelige Landsmænd, bragt den Konstner, der mere end nogensomhelst anden har hædret det danske Navn og givet det Vagt og Klang iblandt Fremmede. Dog – selve Foretagendet har i den veltalende Indledning, som ledsager Indbydelsen, en saa god Talsmand, at vi intet Væsentligt vide at tilføie. – Det glæder os imidlertid at kunne bemærke, at det allerede i de første Dage synes at vinde kraftig Understøttelse. Alene af de 17 Mænd, der have underskrevet Indbydelsen, er tegnet en Sum af henved 4000 Rbd.; og man har grundet Haab om, at flere af vore Rigmænd ville følge det saaledes allerede af Enkelte iblandt dem givne Exempel. Men – det er, hvad ogsaa i Indbydelsen siges, dog mest paa den hele Nation, Haabet om dets Iværksættelse er bygget. End ikke “den ringeste Skjerv” er udelukket, og vi kunne ikke drage i Tvivl, at jo Indbydelsen, naar den bliver almindelig bekjendt og udbredt, vil møde velvillig Imødekomst i enhver Stand af Samfuudet, hos ethvert Kjøn. For den størst mulige Udbredelse er der draget Omsorg, idet at Exemplarer af Indbydelsen i disse Dage ville blive omsendte, saavel iblandt de forskjellige Klasser af Hovedstadens Beboere, som udenfor Staden, trindt om i Landet i Danmark og i Hertugdommerne, ligesom og Committeer ville vorde dannede i de fleste af Landets Kjøbstæder. til Sagens yderligere Bekjendtgjørelae og Fremme og for at modtage de indløbende Bidrag. – At Dhrr. Udgivere af vore Provindsblade ogsaa fra deres Side, ved paa Prent at udbrede Indbydelsen, ville medvirke til dette nationale Foretagende, tør man vel med Sikkerhed gjøre Regning paa.

–––––––––

“I Løbet af de sidste ti Aar ere flere Sendinger af Thorvaldsens Arbeider, baade i Gibs, i Marmor og i brændt Leer, ankomne hertil. Af disse har Frue Kirke og Slottet modtaget deres Deel, og det, som deraf endnu henstaaer i Corridorer og afsides Kamre, vil dog engang komme til at opfylde dets Bestemmelse og forherlige den Bygning, som det skal pryde; men det største Antal af disse Konstsager, som ikke har nogen saadan fast Bestemmelse og som for en Deel tilhører Thorvaldsen, findes adsplittede deels paa Charlottenborg, deels paa Slottet, deels i Magazinerne, da der fattes et Sted, hvor man blot nogenlunde passende kunde opstille dem samlede.

Iblandt disse Arbeider findes der ikke faa ufuldendte, saavel af dem, der ere bestilte til Slottet og Kirken, som af dem, om hvis Bestemmelse vi ikke vide noget sikkert. Deres Afsendelse maa derfor synes os gaadefuld, saafremt vi ikke ville sæette den i Forbindelse med en Yttring, som Thorvaldsen alt saa ofte og saa alvorligt, især i de senere Aar, har gjentaget, at han igjen vilde besøge Danmark og, som det synes, paa en længere Tid.

Vi have desuden Formodning om nye Sendinger der sikkert ville gjøre os bekjendte med de fortrinlige Værker, som vi nødigen savne mellem de allerede modtagne. De med Opbevaringen og Opstillingen forbundne Vanskeligheder ville da paa ny gjøre sig gjeldende, og en alvorlig Forlegenhed vil opstaae, dersom Mesteren selv skulde komme, inden der for Alvor var tænkt paa at afhjelpe, hvad der mangler. Længselen efter Fødelandet er det Baand, som stærkest drager ham til os; dog følger han jo tillige ofte gjentagne Indbydelser, og opfylder et almindeligt Ønske; hvor uskjønsomt altsaa, om vi ikke vilde sørge for, at han uhindret kunde dvæle mellem de bekjendte Skikkelser, som vilde lade ham gjenfinde Italien i Danmark, lade ham i Erindringen gjennemleve sine feireste Manddomsaar der, hvor han finder sin Ungdoms betydningsfulde Minder, og hvor han maaskee helst ønskede at finde den Hvile, som selv den mest Utrættede tilsidst stunder efter.

Talen er her ikke om at sørge for et Atelier og hvad dertil hører; thi, naar Thorvaldsen kommer, vil han, efter sit eget Valg, finde Charlottenborg rede til at modtage sig, og Værkstedet færdigt til at lade Meislens Slag klinge, saasnart han vil. Men her spørges, om det sømmer sig, at hans afsluttede Arbeider, som alt findes her, eller kunne ventes hertil, bleve adsplittede paa høist forskellige Steder, eller henligge i Kasserne? og, paa hvilken Maade man bedst kunde forberede dem et værdigt Samlingssted?

Hvorledes det første af disse Spørgsmaal maa besvares, derom ville Alle være enige. Ogsaa for en værdig Opbevaring af Thorvaldsens Arbeider vil der sikkert være et eenstemmigt Ønske. Dog her fordres mere; her fordres afgjørende Kjendsninger for, at vi ere værdige til at bevare dem hos os, at vi erkjende deres fulde Værd. Thi disse Værker have en dobbelt Betydning: de indeholde en rig Kilde til den ædleste Nydelse, og de aabne vort Øie for Herligheden i antik som i christelig Kunst.

Da Thorvaldsen havde modelleret sin Jason, forbausedes Rom ved at see en Billedstøtte, der beroede paa de samme ufravigelige Grundlove, som Oldtidens beundrede Arbeider. I mere end trehundrede Aar havde man i Konstens Land opsøgt Antikerne, samlet, copieret, ophøiet dem; men alligevel vaklede den moderne Skulptur usikker hid og did, indtil en dansk Konstner gav den Ro og Fasthed. Og ene det havde været nok til at forevige ham.

Dog Thorvaldsen har endnu et høiere Krav paa vor Beundring og Erkendtlighed. Ingen af alle hans Samtidige har kraftigere end han arbeidet paa at tilintetgjøre de hule, livløse Former, som man i lang Tid havde villet tvinge Konsten i; og i høiere Grad end nogen af dem, forenede han en uhildet Modtagelighed for det skjønneste i Fortidens Konst med Selvstændighed, Uskyldighed og Styrke i sin Maade at see og opfatte Genstandene paa. Antik Naivitet og christelig Fromhed have afvexlende og eiendommeligt udpræget sig i hans Arbeider. Han lærte den moderne Plastik, – hvad Raphael saa herligt havde viist i Maleriet, – at det ei er Formen, som bestemmer Konstens Væsen og Charakter, men den høiere Aand, som reent og kraftigt udtaler sig gjennem den; og at de samme Former, under Konstnerens Hænder, ville stivne til hedensk Trods, eller bøie sig til christelig Hengivenhed, saafremt Udtrykket for disse Sindsstemninger stærkt og klart har afspeilet sig i hans Sjæl.

Den værdigste Maade, hvorpaa en skabende Genius kan hædres, er, at aabne den frieste og ædleste Virksomhed for den. At Thorvaldsen ikke har været uden denne Hæder, derom kunne vi let overbevise os, naar vi see, hvorledes hans Arbeider ere fordeelte over en stor Deel af Europa, hvorledes de smykke Landsteder, forherlige Kongeborge, byde Æresfygt og Alvor i Kirker og paa Torve. Men en lunefuld Skjebne raader ofte her, og midt i al sin Lykke har vor store Landsmand dog savnet et Held, der maa være noget af det mest opløftende for Konstneren, et Held, som det, der uadskillelig har forenet Raphaels Navn med Vaticanet, Phidias’s med Templerne i Athen og Olympia. Skjøndt Thorvaldsens mere omfattende Kompositioner ere bestemte for og opstillede i anseelige, ja vidtberømte Bygninger; skjøndt de tildeels ere udførte for eller i Forening med navnkundige Bygmestere, saa have Omgivelserne dog aldrig været saa gunstige, Konstneren ei havt saa frie Hænder, at nogen væsentlig Fordeel derved er bleven vunden for hans Arbeider. Ved intet af dem kan man vel med Føie sige, at det architektoniske saaledes forbinder sig med Skulpturen, at en høiere Eenhed deraf fremstaaer; om flere af dem har man Ret til at paastaae, at de maae sees isolerede, saafremt de skulle nydes og vurderes som de fortjene.

Men den rige, afvexlende Kreds af Frembringelser, som skylde deres Tilværelse ene og alene til Konstnerens Længsel efter at fastholde og virkeliggjøre de Billeder, der opfordrende eller begeistrende foresvævede ham, – alle disse Billedstøtter og halv ophøiede Arbeider med den friske Afglands af Grækernes evig unge Gude- og Helte-Liv, hvor ere de ikke spredte vidt omkring i Landene, hvor staae de ikke fremmede og forlegne midt imellem deres Beundrere, fordi Omgivelserne ængste eller trykke dem, eller fordi de savne det Lys, hvori de klarest kunde aabenbare hele deres Skjønhed! Selv det Bifald, hvormed de bleve modtagne, har uvenligt skilt dem fra hverandre og saaledes udstykket det store, skjønne Billede af hans Konstnerliv, at dets fulde Betydning efterhaanden maa svækkes og tabe sig. Allerede nu – hvor faa af Thorvaldsens Beundrere, som ei til forskjellige Tider have været i Rom, kjende vel hele det Omfang af erotisk Lune og tragisk Dybde, som bevæger sig i disse Værker.

Lykkelig maa vistnok den kaldes, der kraftigen bidrager til, at Konstneren kan frembringe eller fuldføre udødelige Værker; og naar Talen er om Thorvaldsen, da kunne vi med Rette glæde os over, at Udsmykningen af Hovedstadens første Kirke har beriget Konsten og os med Statuer og Fronton-Grupper, fulde af Alvor og Værdighed, af bibelsk Kraft og Enfoldighed. Men ogsaa det er en skjøn Lod, en hellig Pligt, at værne om Konstnerens Minde, at befordre den klareste, fuldstændigste, mest levende Erkjendelse af hans Fortjenester, og saaledes lade hans Genius ustandset og [u] svækket virke paa senere Slægter. Og med Hensyn til vor Konstner, hvem burde da denne Lod nærmere tilfalde end hans Landsmænd? For hvem kunde det være kjærere og glædeligere at opfylde denne Pligt? Og hvor vilde den bedre og fuldstændigere kunne udføres end i hans Fødeby, som ene kan opvise hans tidligste, alt saameget lovende Ungdomsarbeider, og som tillige er prydet med ikke faa af hans Manddoms mest fuldendte Værker.

Tænke vi os en Bygning, opreist og indrettet til at modtage alle de Afstøbninger over hans Modeller, som findes her og i hans romerske Atelier, samt alle de Arbeider i Marmor, brændt Leer osv., der ikke have nogen anden Bestemmelse. Rummet skulde være saa godt benyttet, den architektoniske og malede Decoration anvendt med saamegen Smag, Lyset saavel beregnet, og de forskjellige Gjenstande saaledes sammenstillede i større og mindre Kredse af beslægtede Forestillinger, at de plastiske Arbeider der maatte føle sig ligesom hjemme og fremtræde roligt og klart, med al den konstneriske Virkning, som er nedlagt i dem, og, hvor det gjordes fornødent, saa at sige fuldstændiggjorte ved en tilsvarende Omgivelse. Tænke vi os denne Bygning tillige som et værdigt, nationalt Mindesmærke ved dens architektoniske Charakter og dens Beliggenhed, saa have vi her det første, svage Udkast til et Museum, hvor et fuldstændigt, harmonisk Billede af Thorvaldsens daadrige Liv knude træde Beskueren imøde.

At et saadant Foretagende vilde tækkes Thorvaldsen som den skjønneste Erkjendelse af hans Fortjenester, derom kunne vi være forvissede, og med Glæde vilde han see sine Arbeider saaledes samlede og opstillede, saaledes bevarede og overantvordede til kommende Tider. Det vilde være en virksom Anledning for vore Konstnere til at vise sig deres store Mester og Folkets Tillid værdige. Det vilde fremkalde en Kappelyst, en Samvirken mellem de forskjellige Konstfag og Haandværkere, der ikke kunde blive uden heldbringende Følger. Kun ved den udholdende Anstrængelse, den Redebonhed, til at offre, som Begeistringen for et saadant Foretagende og den faste Overbeviisning om dets Nødvendighed fremkalder og vedligeholder, kan det iværksættes og fuldendes. Men Offere, som vilde overstige Enkeltes Kræfter, eller maatte synes afskrækkende for en Klasse af Samfundet, kunne uden Vanskelighed bringes, naar alle Stænder forene sig derom. Thi det gjelder om et Værk, der har sin kraftigste Opfordring i Nationens Ære, og først da vinder sin fulde Betydning naar det tilhører Nationen. Og handle vi da blot opoffrende? Kunne vi betragte det som et ringe Vederlag, at Lysten til den forædlende Nydelse af dannende Konst og Sandsen for det Skjønne kraftigen bliver vækket, Almeenaanden hævet, Fremmedes Agtelse tilvundet? Kun ved et saadant Foretagende kunne vi, som overlode det til en Fremmed, at være den optrædende Thorvaldsens Velgjører og Beskytter, gjenvinde Ret til at kalde den fuldendte Konstner vor Landsmand i Ordets skjønneste Betydning.

Da Thorvaldsen i 1819 besøgte os, modtoge vi ham med jublende Begeistring, thi han havde knyttet sin velgrundede, europæiske Berømmelse til det danske Navn. Vi vare henrykte ved at see ham iblandt os, thi Konstnerens Høihed glemtes over Landsmandens elskelige, hjertelige Personlighed. Da mødte vi ham ei alene med en ungdommelig Enthustasme, men vi beredte ham tillige en ny Kampplads, som han hentede nogle af sine rigeste Hæderskrandse paa.

Modtoge vi ham dengang saaledes, hvorledes ville vi da modtage ham nu, dersom han kommer alderstegen, hæderkronet, ledsaget af nye Skatte, til Berigelse for vor Hovedstad? Hvor sørgeligt dersom han skulde finde, at hiin Begeistring kun havde været hurtig opblussende, og at Ligegyldighed og Smaalighed rugede over de os betroede Konstværker! Lader os ikke glemme, at den Mand, der æredes af mægtige Herskere som Nutidens første Konstner, er født i Danmark, og at vi skylde vor egen Værdighed som Nation, her at handle saaledes, at der ingen Mistanke skal hvile paa os, som om vi ei forstode at skjønne paa den Lykke, der er vederfaret os, og at vi ikke skulle ligesom tillade Andre at tilegne sig den Ære, der tilkommer os.

Længe tør vi heller ikke betænkelige tøve med hvad vi ville gjøre. Halvtredsindstyve Aar ere allerede henrundne siden Thorvaldsen modtog Academiets første opmuntrende Belønning, og kunne vi end fortrøste os til, at han gaaer en kraftig Oldingsalder imøde, saa maae vi tillige erindre os, at vort Foretagende udkræver flere Aars Forberedelse, og at vi maae sikkre os imod den lammende Indflydelse, som et uventet Slag pleier at medføre for den alt for Trygge.”

–––––––––

“I Henhold til Ovenstaaende aabnes herved Subscription til et Museum for Thorvaldsens Værker. Det nærmeste Øiemed med denne Subscription er imidlertid blot at give vore Landsmænd og Landsmændinder Leilighed til at tegne sig som bidragende, og en nøiere Angivelse af den fornødne Sum synes derfor overflødig, saa meget mere som den, uden at være grundet paa et fuldstændigt Bygnings-Project, maatte savne den tilbørlige Paalidelighed. At der udfordres betydelige Summer til Udførelsen af et saadant Monument, vil letteligen indsees; men fordeles disse Summer paa en saa stor Deel af Nationen, som vilde være ønskelig, for at det i Sandhed kunde blive et nationalt Mindesmærke, da vil Bidraget neppe blive besværligt for nogen, især da det kan fordeles paa 3 Aar. Heller ikke er nogen Grændse sat for Bidragets Størrelse, da det synes lige saa ubilligt, at hindre den Rundhed, som flyder af større Evner, som at udelukke selv den ringeste Skjerv, der bydes med et velvilligt Sind.

Kjøbenhavn, den 10de Januar 1837.

H. N. Clausen, Collin, Reventlow Criminil,
Professor. Conferentsraad. Kammerherre og Greve.
Dumreicher, H. Freund, Gamst,
Etatsraad. Professor. Fabrikant.
Hambro, N. Høyen, C. Moltke,
Hofraad. Professor. Kammerherre og Greve.
v. Prangen, H. Puggaard, Rathgen,
Oberst. Grosserer. Justitsraad.
P. B. Scavenius, Schouw, J. Thiele,
Kammerjunker. Professor. Professor.
Treschow, P. M. Tuxen,
Etatsraad. Commandeur=Capitain.
General Comment

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 11te Aargang, Nr. 23, 1837.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Kjøbenhavnsposten 23.1.
Subjects
Commission for the Academy of Fine Arts, Copenhagen · National Subscription for Thorvaldsens Museum · Thorvaldsens Museum, Establishment of
Persons
H.N. Clausen · Jonas Collin · Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum · Hermann Ernst Freund · Heinrich Gamst · Joseph Hambro · N.L. Høyen · Friederich Ernst von Prangen · Hans Puggaard · Heinrich Reventlow-Criminil · Peder Brønnum Scavenius · J.F. Schouw · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · F. Treschow · P.M. Tuxen
Last updated 02.06.2016 Print