The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 3787 of 10186
Sender Date Recipient
NN
Redaktørerne ved Nyt Aftenblad [+]

Sender’s Location

Kiøbenhavn

20.8.1825 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original


Af et Brev fra Rom.

Den 28 Juni 1825.

Jeg har foretaget en særdeles interessant Reise til Neapel og jeg kan ikke lade være, at fortælle dem lidt derom; thi “den som reiser meget, seer meget og kan fortælle meget,” siger Cervantes’s Don Quixote. Reisen gik for sig i Slutningen af Januar i Selskab med nogle Landsmænd og et Par ret vakkre Tydskere. Vi giennemreiste lykkeligt de berygtede pontinske Sumpe, hvis Udseende intet afskrækkende har, men hvis Virkninger tydeligt udtale sig fra de guulblege svulne Ansigter paa dem, som nødsages til at opholde sig her, hvoriblandt især Soldaterne, som Nat og Dag ere paa Post, for Sikkerhedens Skyld, maae have en tung Skiæbne. De faae til Erstatning for deres Helbred dobbelt Sold, ligesom og de giennemfarende Extrapostkarle dobbelte Drikkepenge.

Scenen forandredes snart paa det yndigste ved Terracina, hvis skiønne Klipper og Beliggenhed ved Middelhavet ikke kan tænkes smukkere: her begynder man tillige at sole tilfulde sit sydlige Stand-punct ved Synet af indiske Figner, menneskehøie Aloe-Planter og den Frodighed og Fylde, hvormed alt trænger sig frem. Da vi ankom til Molo de Gaeta forbausede dens Omgivelser og Udsigt over Havet os med Skiønheder, som endnu overgik Terracinas. Her findes Cicero’s Grav og Landsted. Det sidste er nu forvandlet til et Giestgiversted, udentvivl det mærkværdigste i Verden. Vi spadserede i hans Have, besaae hans Bede og spiste Apelsiner, som vi selv plukkede. Vi vare alle i en sand Glædesruus, ved Tanken om hvor vi vare: dertil kom at vi allerede lykkeligt vendte Ryggen mod det berygtede Fondi, hvis Beboere staae i en vist nok fortjent Mistanke om hemmelige Forbindelser med Røverne. Da vi vare i Byen ilede just en Snees Karle ud for at giennemstreife de nærliggende Bierge; vi maatte gyse ved Synet af dem; thi lumskere kunde Røverne ikke selv see ud. Her var det farligste Punct og Soldaterne fandtes ogsaa stedse talrigere posterede: ved enkelte særdeles farlige Steder ledsagede de vor Vogn uden vor Anmodning, og forlod os ligesaa umærkelig igien. Den 4de Dags Eftermiddag kom vi under stedse smukkere Afvexlinger og efterat det gamle Capua var passeret, glade og lykkelige til Neapel.

Formedelst den gamle Konges Dødsfald fandt intet Carneval Sted, men vi mærkede snart, at kun Maske og Dragt var forbudet, da iøvrigt denne mageløse Stad vrimler af faa originale Charakterer og dens 400,000 Mennesker alle henrives af en saa naturlig Munterhed, at enhver Dag synes helliget Overgivenhed og Latter. Da Folk her mere brøler, end taler, og enhver Lazaron, hvoraf Gaderne ere fulde, begynder sin Tale med et Skrig, varede det en Stund førend vi uden Bedøvelse og Ængstlighed kunde nyde Skuespillet. I den velbekiendte Toledo, som er en Gade meer end en halv Fjerdingvei lang og hvis pragtfulde Bygninger med de flade Tage, alle ere prydede med ligesaa mange Jern-Altaner som Vinduer, er bestandig en Allarm og en Trængsel, som om et Oprør var i Giære. De brune Lazaroner, hvoraf mange blot løbe om i en Sæk, i hvis Bund de har skaaret Armhuller, de vindige Præster, Bønderne fra Calabrien, som med deres spidse hvide Hatte see ud som Pulcineller, og de fede Munke, alle søge med latterlig Vigtighed at ile hinanden forbi og tillige undgaae Leievognene, som, da Kiørsel her er meget elsket, findes i stor Mængde, og hvis sagteste Trav er som den meest rasende Carriere hos os. Tænk Dem nu dertil, at alle Sysler, lige indtil Madlavning, finder Sted paa Gaden, og at et evigt giennemtrængende Skrig lyder fra dem, der tæt uden for Husene have deres Smaahandel og falbyde deres Varer, saa har De nogenlunde en Idee om denne interessante Virvar, og begriber let, at en Fremmed kan glemme Tid og Alt og sidde flere Timer i et Kaffeehuus og stirre derpaa. Vil man om Eftermiddagen forandre Standpunkt og forlade Toledo, hvor de tilgrændsende Smaagader snart vise Øiet maleriske Borge og Ruiner, snart har Vesuv til Baggrund, da kan intet tænkes mere underholdende end Molo, en lang Plads, som støder op til Havnen, og hvor især Pulcinel og Dukke-Theatrene drive deres Spil. Den naturlige Overgivenhed, hvormed enhver Pulcinel giør fine Løier, og det Tydelige i at han selv moerer sig derved, giver det Hele et Liv og et Anstrøg af uskyldig Glæde, som maa behage Enhver. Derfor havde Alle, selv de yngste paa 14 Aar, deres undertiden meget aldrende og velklædte Tilskuere, og de stakkels Munke, som ikke ellers maae besøge Skuespil, kan staae her flere Timer, i en velgiørende Selvforglemmelse af deres glædeløse Liv. Det er umueligt at bare sig for Latter, naar man bemærker hvorledes Pulcinellens Ansigtsfordreininger reflectere paa Ansigterne af de omtalte calabresiske Bønder, og holde dem, Eierne ubevidst, i en evig Bevægelse, saa at der undertiden ere ligefaa mange Pulcineller, som Tilskuere.

Matroser og Lazaroner spille i nogen Afstand Terning om Iis, eller gnave paa Apelsiner, som i hele Bunker, ligesom ogsaa Nødder, ligge allerede pillede for dette magelige Folk. Her seer man offentlige Concipister, som ved deres lille Bord deels med Tankeblik spidse Pennen, deels knibe Øinene sammen, naar Vedkommende hvisker dem altfor tæt ind i Øret, og noget derfra har en Lazaron opslaget et skident Barbeertelt, hvor han paa Tenniersk Maneer skraber sine Kamerater for 1 Gran: — Længere nede ved Havnen sættes man i den gladeste Forbavselse ved at see de mærkværdigste Grupper af Matroser, Invalider og Lazaroner, der lytte med Cigaren i Munden opmærksom paa en aldrende Forelæser, som med ziirlige Gestus, foredrager hverken meer eller mindre end Ariost, Tasso og Metastasio. Ikke sielden recenseres enkelte Steder, som mueligen kunne slaae ind i en eller anden af Tilhørernes Virkekreds, paa det strengeste og Forelæseren springer da som oftest op og tager rasende Digterens Parti. Alt dette finder Sted under den meest yndige Omgivelse af Middelhavet, hvis Bølger endnu her aldrig iisnede, af de deilige Øer Capri og Ischia, og til Venstre Vesuv, fra hvis Top nu og da stige smaae Røgskyer. I Havnen bør man tage en Baad for fra Søen at see Neapel med sine hvide fladtagede Huse og Villaer ligge som et Sølvskum omkring Havets Bæger. Lader man sig atter sætte i Land ved Villa reale, da nyder man i denne kongelige, endnu meget unge, men sydlig skiønne Have den behagelige Lyd af Havet, som bruser paa dens ene Side medens dens anden vender ud til Chiaja, den af den kiørende fornemme Verden meest besøgte Gade. I Haven er opstillet herlige Marmor-Copier af Oldtidens berømteste Statuer. At see her i det Grønne den belvederiske Apollo med Italiens blaae Himmel over sig, og den døende Fægter under Hanget af Taarepile udaande Livet, er en ganske særegen Nydelse. I Havens Midte findes den originale antike farnesiske Tyr, som England forgiæves har villet kiøbt, jeg troer for 60,000 L. Strl. Efter Sigende skal den nu bortflyttes og en Copie sættes istedet.

I lige Linie med Villa reale, og ganske i dens Nærhed, ligger den bekiendte Pausilipgrotte, som udhuggen igiennem en Klippe fører til Buzole ɔc. Jeg brugte 10 Minuter for at gaae igiennem den. Murat, som frygtede dens Mørke, har med stor Bekostning opført en anden Vei. Over Grotten seer man den maleriske Ruin af Virgils Grav, hvor en føelsom Franskmand paa en Marmorplade har skrevet nogle sentimentalske Linjer. Er nu Aftenen pludselig indtraadt under en saadan Spadseretour, som man hver Dag med ny Interesse kan forandre, da tilbyder Neapels sex Theatre Aften-Underholdning. Af disse besøgte jeg meest Carlino, hvor en udsøgt komisk Troup paa et lille Theater under Jorden og for en blandet Samling af Tilskuere (Lazaroner paa de bageste Bænke) udfører, under en bestandig Latter, de pudseerligste Farcer med Pulcinel.

(Sluttes i næste Nr.)

(...)


Af et Brev fra Rom.

Den 28 Juni 1825,
(Slutning fra forrige Nr.)

–––––––––

En ganske anden Virkning frembringer Neapels St. Carlo-Theater, hvor herlige Decorationer, prægtige Optog og rige Dragter synes at være Hovedsagen. Jeg var saa heldig, i Anledning af den nye Konges høitidelige Tog til St. Januar-Kirken, at see hiint uhyre Theater, som skal være det største man kiender, fuldstændigt oplyst. Foruden de forreste Lamper, og dem i det gigantiske Orchester, brændte i Sølv-Candelabrer 800 Voxlys, der, i Foreening med den 3 Etager høie Lysekrones Glands, opklarede den stærkforgyldte Tilskuerplads, som bestaaer af 6 Etager og tæller henved 200 Loger, hvoraf hver anden hæver sig over et Sølv-basrelief i blaa Grund: betænk nu tillige, at de to første Etager vare besatte af Damer, som næsten skiultes af Ædelstene, saa at Glandsen tvang det blændede Øie til at see op mod Loftet, hvor Apollo og Muserne meget smukt ere afmalede. Da hele Kongehuset var kommet og modtaget med et Vivat, hvori de østerrigske Officerer ikke toge Deel, begyndte Skuespillet, som havde Hensyn paa Dagen, men som med Undtagelse af de fortreffelige Decorationer, hvoriblandt var Vesuv, i sin gamle Skikkelse, med antike Byer ved sin Fod, — og et massivt deiligt Tempel forrest paa Scenen, — var yderst vandet. En langt større Glæde nød jeg senere ved at see Rossini’s “Moses,” et Værk, som intet Theater vil kunne fordømme, og som sikkert hiemme vilde udsone vort Publicum meget med denne Componist. Har end “Joseph og hans Brødre” maaskee angivet Rossini den rigtige Grundtone, og har han end ikke foragtet at lytte til Mozarts alvorlige Basunstød i Don Juan, saa er hans ejendommelige Aand dog her med megen Genialitet gaaet ind i et Fag, der, udentvivl kun ligger i svag Berørelse med hans egentlige musikalske Charakteer.

Udførelsen var særdeles god, og enkelte Duetter blev siungne og spillede med en Lidenskab og Smag, hvis Lige jeg endnu hiemme aldrig har hørt eller seet. Til Nydelsen af saadanne Yndlingsnumere forberedes man ved et fiint Pst!, der hvisler over hele Huset. Et saadant Tegn afbryder strax selv den interessanteste Samtale. Hovederne bevæge sig efter Tacten, nogle nynne saa smaat med, og et sagte udaandet bravo høres hist og her fra en smuk Mund. Et meget høirøstet Bifald har jeg endnu ikke hørt, ligesaalidt som Dialogen i Logerne yttrer sig uanstændigt høit; men da den samme Opera her bliver givet, Gud veed hvor ofte i Træk, og Abonnenterne maae være tilfreds dermed, synes det ikke saa besynderligt, at man omsider ikkun har Øre for de smukkeste Musiknumere og ikke agter de tynde Recitativbeen, hvorpaa den for det meeste flaue Handling bevæger sig fremad, skiøndt det er ustridigt at Italienerne forstaae at synge Recitativ. Den evige Gientagelse af Stykket virker ogsaa saa dræbende paa de Spillende selv, at jeg paa et andet Theater saae en Skuespiller vende sig til Siden for at gabe, medens hans Medspillende førte Ordet. Om Carlo-The[a]tret vil jeg kun sluttelig fortælle Dem, at det aldeles er opbygt som det forrige kort tilforn afbrændte og for sin akustiske Form saa berømte Opera-huus, men da Lyden fra een Loge dog blev uforstaaelig, og Bygmesteren beviste, at han nøiagtigt havde fulgt Planen, fandtes Feilen endelig i Manglen af et uldent Tæppe, som tilforn var anbragt ved Indgangen. Relata refero. I mit Øre manglede Tæppet der endnu.

Den Sorg, som anstændigviis ved den gamle Konges Død skulde hvile over Staden, blev i Anledning af det anmeldte Kongetog til St. Januarkirken udsat i trende Dage, i hvilken Tid Neapel hver Aften var illumineret og tog sig især fortryllende ud seet fra Vandet. Toget selv gik for sig Kl. 11 Formiddag. Alle Toledos utallige Altaner vare behængte med rige Stoffer, og tæt fyldte med Herrer og Damer. Soldater paraderede i den uhyre Gade og det ene Musikcorps afløste det andet. Et evigt Vivat skingrede i Luften. Den overordentlige Menneskemasse bølgede frem og tilbage: pludselig blev Sacramentet baaret over Gaden til en Døende. Alt blev stille. Soldaterne og Folket knælede, ligeledes Alle paa Altanerne og en vild Flok Lazaroner, som, med røde Kokarder paa de brune Huer og grønne Qviste i Hænderne, just styrtede med et Skrig om Hjørnet, taug pludselig, kastede sig dybt til Jorden og holdt de grønne Qviste i Veiret. Et Øieblik derefter begyndte Jublen igien, og da Toget satte sig i Bevægelse kiørte Kongen, som er meget afholdt, under en bestandig Blomsterregn fra Altanerne, til sit Bestemmelsessted. For min gode Plads havde jeg Justitsraad og Professor Schonberg at takke, der tilligemed Dalgas’s Familie viste os al muelig Venlighed, og kappedes deri med den danske Legationsraad Vogt.

Vore herlige Toure paa Æslet til Bajæ ɔc. og vort Ophold paa de yndige Øer Ischia og Procida, paa hvilken sidste Øe de deilige Beboerinder næsten gaae klædte i aldeles græsk Dragt haaber jeg ved en anden Lejlighed at kunne detaillere Dem. At jeg har været i Pompeji, kan De begribe, men hvad man føler ved at være der, kan jeg umuelig giøre Dem begribeligt. Man maa studse, smile og græde næsten paa engang. Med mindre Sindsbevægelse kan man i Neapel i Studierne gaae og betragte hvad man af denne ikkun for en trediedeel opgravede Guldgrube allerede har bragt for Dagen, og som klart oplyser indtil de mindste Ting af Romernes offentlige og private Liv. Meget interessant er det iblandt andet at man i Pompeji har fundet et Instrument, brugeligt mod Steensmerter, der i alle Henseender skal ligne det i vore Dage i Paris opfundne lignende Redskab, og som har gjort saa særdeles Opsigt. I Studierne findes ogsaa den farnesiske Hercules, en uhyre Kraftfigur; ligeledes i et særskilt Cabinet, Venus Callipygos. Hendes Venstre hæver det bageste Gevandt yderst gratiøs i Veiret; mens den høire Haand mere sparsomt blotter det høire Been noget over Hoften. Hendes Hoved seer over Skulderen ned ad tilbage. Vort Ophold i Neapel varede i to Maaneder, der forekom os som Uger, og dog kan jeg forsikkre Dem, at vi med en indre Glæde satte os i den Vogn, som atter førte os tilbage til det gamle stille Rom. Da vi kiørte ind af Porten, det var i den stille Uge, saae vi overalt lutter Pilegrime, og det var som Rom for Resten var uddøet. Pavens Speculation med det hellige Aar er nok iøvrigt gaaet i Lyset. Den Mængde velhavende fromme Familier, som ellers pleie i saa Tilfælde at berige Rom fra andre Lande, ere udeblevne. Vedkommende Regieringer have hemmeligt forpurret det. Nu er Paven meget opbragt, og har ladet Romerne saa strengt faste, at det af Sult sortnede for Øinene af de ikke Faa, der endnu ikke have faaet Øinene rigtig op. Desstørre var ogsaa det kaade Galenskab, hvormed Romerne afknallede deres Fastepotter første Paaskedags Middag: jeg stod just uden for Capitolium da Ringningen begyndte: i første Øieblik tog Alle Hattene af og Mange knælede, men strax efter begyndte den tøileløseste Glæde at vise sig ved en næsten uendelig Skyden ud af Vinduer, Dørre og paa Gaden med smaae Kanoner, Geværer, Pistoler og Fastepotter fyldte med Krudt. Mænd blev til Børn, og Børn fik Mands Mod og knallede rask af. Langfredagmorgen mødte jeg Thorvaldsen, som under Samtalen viiste mig et lille Hul paa sin Frakke paa venstre Side af Brystet ved Hjertet. “I Dag for to Aar siden,” sagde han, “var jeg Døden meget nær. Just som jeg stod og syslede med en Pistol, for ogsaa at bidrage mit til den almindelige Glædesild, afskiød en lille Dreng en anden til Ulykke skarp ladt Pistol imod mit Bryst. Ved den besynderlige Smerte, som jeg følte i hele min venstre Side, og bedøvet ved det pludselige Tilfælde, sank jeg ned paa Sengen og yttrede at jeg troede mig farlig saaret. Hele Huset kom i Skræk og jeg havde Umage med at dæmpe deres Skrig, som især steeg til det høieste, da man ved Undersøgelsen fandt Blod ved mit Hierte. At dette hidrørte fra en af mine Fingre, som var qvæstet af Kuglen, opdagede vi først senere, da de ogsaa fandt Kuglen, som var bleven flad liggende ved min Fod paa Gulvet. Hvor Kuglen er gaaet ind, hvorledes den har afkræftet sig paa mit Legeme, og hvor den er gaaet ud igien, er mig ikke let at sige med Vished: Forunderligt var det Hele, og havde jeg været Katholik, havde man vist raabt: Mirakel! og betragtet mig med store Øine; nu fik Drengen Æren, og man sagde, at han som god Katholik ikke var istand til at skyde en Mand af min Reputation. *)

I en senere Samtale med Thorvaldsen, i hans Studier, yttrede han atter sit Ønske, at man hjemme, efter hans Forslag, vilde lade Figurerne til vor Frue Kirkes Frontespice afstøbe i Bronce, som baade vilde tage sig bedre ud, være mindre bekosteligt og som huult Arbeide tynge mindre. Han var ikke ganske tilfreds med, at Apostlerne ikke komme til at staae frit, hver paa sin Piedestal, som efter hans Mening vilde see ulige smukkere ud end deres Standpunct i Nicherne, som altid trykker Figuren og berøver den sin aldeles frie Virkning: han anmærkede tillige, at Nicherne er en Opfindelse af den allerede forfaldne Konst.

Man kan vist nok kalde det en Konstens Triumph, at Thorvaldsen, en Fremmed og Lutheraner, fremfor nogen Anden er bleven overdraget det Hverv, at sætte den Afdøde Pave Pius den syvende et Monument i Peters-Kirken. Men dette skedte ogsaa da den oplyste og geniale Cardinal Consalvi levede. Man har allerede nu villet slaae paa, at ingen skriftlig Contract er oprettet desangaaende, at Italieneren Fabris kunde giøre den Ting ligsaa godt, og udtrykkeligt sagt, at det vilde være et Scandal om Thorvaldsen, den Hedning, skulde faae Lov til at reise en Pave (og naturligviis sig selv med) et Mindesmærke i den allerstørste og allerchristeligste Kirke i Verden. Da denne Yttring kom for Ts. Øre, havde han en, men ogsaa kun een urolig Nat; han tog strax en dierv Haand i Arbejdet, fuldendte hurtig Pavens Figur, hvis siddende velsignende Stilling er den smukkeste og naturligste man kan see, og componerede tvende Figurer, fulde af poetisk Udtryk: den christelige Klogskab, og den aandelige Styrke, som skal staae ved hver Side af Monumentet. “Jeg giør under alle Omstændigheder mit Værk færdigt”, sagde T., “bruge de det ikke, saa kan det staae for Efterverdenen, som jeg haaber ikke skal finde det slet nok til at sønderslaaes.” Billedhuggeren Fabris er i øvrigt en saa slet Mester, at Italienerne selv giøre Satirer over hans ikkun extensiv store Arbejder. I Thorvaldsens Værksted findes tillige en Friese, som Kronprindsen af Baiern har bestilt hos ham, og som naar den bliver færdig vil i Størrelse overgaae hans Alexanders Triumph. Æmnet er Christi Fødsel, Liv og Død. Han har fuldført Begyndelsen og Enden, og, nydelig nok, ladet den samme Engel, som begynder Friesen, med at bebude Maria Christi Fødsel, ende den, ved al forkynde Maria, som kommer til Christi Grav, at han er opstanden.

De Danskes Antal er nu betydelig formindsket i Rom. — Ved et Afskeedsgilde foreslog Thorvaldsen os om Natten Kl. 12, i del fortryllende Maaneskin, at besøge Roms gamle Forum og Colliseum. Jeg havde tilforn Hørt tale om Maanens og den stille Nats Virkninger paa disse Steder, men saa høitidelig stort og romantisk havde jeg aldrig tænkt mig Virkningen af disse uhyre Lys- og Skyggemasser fra Søjlerne, fra Tempelruinerne, fra Triumphbuerne og fremfor alt i og fra Colliseum. Det er et Syn, som kun kan kiøbes ved Reisen til Rom, det kan aldrig ved Beskrivelse tænkes eller føles, — og nydes kun heelt, naar man fra Barnsbeen har maattet giort Bekiendtskab med de Gamle og i Tiden har lært at agte og holde af dem. Nærværelsen af Thorvaldsen, som med sin dybe dampede Stemme i den tause Nat giorde os opmærksom paa mange Skiønheder, giorde vor stille Nydelse fuldkommen. Paa Hjemvejen lød besynderlige klare Toner, ligesom Klokkeklang fra Ruinerne. Den Nat vil jeg aldrig kunne glemme.

Nogen Tid tilforn foretog jeg i Selskab med nogle Landsmand en lille Landreise til de smukkeste Steder om Rom, hvilke alle have deres ejendommelige Charakteer, Albano, Aricia, Rocca di papa, Censano, Monte portia, med sin fortreffelige Viin, og det yndige Frascati. Nu stod Tivoli efter vor Bestemmelse kun tilbage, hvortil jeg kom nogen Tid efter i det deiligste Veir og med egne Øine saae Ruinerne af Horats’s og de store Rester af Mæcenas’s Villaer, og det noksom bekiendte deilige Vandfald med dets endnu smukkere Cascateller, altsammen Ting, som stukne i Kobber tidt har vakt min Længsel hjemme. Jeg agter nu, naar Heden bliver altfor trykkende, at forlade Rom og i et Par Maaneder at nyde Landlivet i Nærheden af det gamle Alba longa.

Freund har for Øieblikket travlt i Livorno med den behørige Indstikning af H. H. Prinds Christians Konstsager, hvoriblandt der skal findes nogle fortrinlige etruriske Vaser. Skibet er i øvrigt lille og vil ikke kunne medtage noget betydeligt af Thorvaldsens Værker. Freund vedbliver med Kiekhed sin Frise af den nordiske Gudelære, hvoraf det allerede Færdige efter min Mening røber saavel særdeles Eftertanke som Phantasie. Bissen fylder et Skab i sin Stue med smaae Grupper i Leer, den ene smukkere end den anden. Thorvaldsen har af Thieles Buste, det eneste af Bissens Arbeider han har seet, havt nok til at yttre sig særdeles fordeelagtigt om ham, hvad vilde han ikke dømme ved at see Tegningen til en Friese, som B. for nyelig har udkastet: den forestiller Moses, som fører Jøderne ud af Egypten, og maa forbavse enhver baade ved sin Ynde og Riigdom. Harder er for nyelig kommen tilbage fra en for hans Konst alt for kort Reise til Neapel; hans Ideer ere dog derved upaatvivlelig blevne udvidede og han har allerede flittig udkastet mange smukke Tegninger af den fremmede Natur der, som han hidtil kun har kiendt af Andres Fremstillinger. Han forlader snart Italien og agter i Tyrol at giøre sig fortroelig med dens mægtige Biergnatur. Koop er vakt til et nyt og rask Liv i hans nuværende trangfrie Stilling. Han har anskaffet sig Lærred og efter en særdeles smuk Skizze begyndt paa et Æmne af det gamle Testamente; han har valgt Moses som slaaer paa Klippen. Han haaber ved dette Malerie baade nogenlunde at kunne løse sin Gield til Hjemmet og tillige godtgiøre at hans Ophold her ikke har været uden Frugter; lykkes dette ham, som jeg haaber, da vender han sandsynligviis i Efteraaret 1826 tilbage til Danmark.

Paven, som er meget ilde liidt, giør den ene Helgen efter den anden. For nyelig blev en ved Navn Julianus giort til Beatus (en underordnet Grad af Helgenskab) fordi han har faaet stegte Fugle til at flyve. Jeg vilde have troet saadant Tøierie i disse Tider umueligt, dersom jeg ikke selv havde seet Tingen forestilt i et Malerie, som var opslaaet over Indgangen til Peters Kirken. Over Maleriet stod skrevet med store Bogstaver paa Latin hans Bedrift, og Fuglene vare saa herlig fremstilte giennembrasede af Smør, at Vandet løb ud af Munden paa mangen Bonde, der gabede paa dem. Ogsaa fandt Bønderne selv dette Mirakel vel drøit, og søgte at læse sig til i andres Ansigter om de turde lee deraf, eller om de skulle korse sig. Imidlertid gik Beatisiceringen selv meget smukt for sig i den herlige Kirke, om hvis Størrelse De ventelig selv har læst saa meget, at jeg kun behøver at tilføie, at *** selv, hvis han ikke lod sig skuffe af dens mærkværdige Forholdsrigtighed, vilde erkiende den stor nok til anstændigt at forrette sin Gudstjeneste i. Jo helligere alt gaaer for sig i Rom, des usikkrere begynder Omegnen at blive. Adskillige Overfald have givet Paven Anledning til nye Edicter imod Røverne, men hvad kan det hielpe, naar hans egen allerhelligste Person ikke engang er sikker for Dolk og Gift. Hele Rom hvisker om en Sammenrottelse iblandt de adelige Familier, som har haft til Hensigt at myrde Paven. Den er bleven opdaget derved, at en af de Medvidende ved sin Lunkenhed i Forsamlingerne paadrog sig de Andres Mistanke om Forræderie. Han skulde altsaa i Tide ryddes af Veien, og Vedkommende betiente sig til den Ende af en Søn af den forrige Paves Kok, et Uhyre som tilforn havde dræbt fire Mennesker, men altid, maaskee formedelst Faderens gode Saucer, af Paven faaet Tilgivelse. Denne Forbryder fik sit Offer lokket hen til et afsides Sted, hvor han fuldførte Gierningen. Men da Kniven ikke var stedt dybt ind, og den Saarede dog troede sig dødsens, bekiendte han i sit Skriftemaal den hele Sammensværgelse. Han lever endnu. Ogsaa Morderen er greben, og som en Følge af det Hele ere mange Adelige hemmeligt arresterede, hvor de holdes fangne veed man ikke, de Ulykkelige see nok aldrig mere Dagens Lys. Hvad deres Plan egentlig videre gik ud paa, er ikke bekiendt. Man talte endvidere om at Sammensværgelsen skulde have udbrudt paa den Fest, som holdtes af den franske Minister i Anledning af hans Konges Kroning.

–––––––––

General Comment

Dette er et brev fra Rom, som blev udgivet i Nyt Aftenblad af to omgange henholdsvis 20.8 og 27.8.1825.

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1825, Nyt Aftensblad 20.8 27.8.
Subjects
Artistic Environment in Rome · Accounts of Journeys · Thorvaldsen and Christianity · Accidental Shot 1823
Persons
H.W. Bissen · Ercole Consalvi · Christian Dalgas · Giuseppe de Fabris · Hermann Ernst Freund · Hans Harder · Andreas Ludvig Koop · Ludwig 1. · Albrecht Schønberg · Bertel Thorvaldsen · Frederik Siegfried Vogt
Works
Last updated 11.01.2016 Print