The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9347 of 10181
Sender Date Recipient
NN
Adam Oehlenschläger
H.C. Ørsted [+]

Sender’s Location

København

1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Mindekrands
over
Kunstnernes Konge,
Billedhuggeren
Conferenceraad
Albert Thorvaldsen,

Danmarks Glæde og Storhed.

–––––––––

Samlet, ordnet og udgivet,
efter forskjellige Blade og Skrivter,
af

Caroline Møller.

–––––––––

Kjøbenhavn, 1844.
Paa Udgiverindens Forlag.
Trykt hos H. S. Brill.

–––––––––

Helliget alle de Ærede,
fra de Høieste til de Laveste,
som hædrede Nationen
ved
at ledsage
den store Thorvaldsen
til
sin Bisættelse.

–––––––––


Albert Thorvaldsen.
–––––––––
(Hans Fødsel og Levnet.)

Denne verdensberømte Kunstner er født den 19de November 1770. Hans Fader, Gotskalk Thorvaldsen, var en fattig Billedskjærer ved Holmen, der ikke havde Evne til at anvende Synderligt paa Sønnens Opdragelse. I en tidlig Alder yttrede denne megen Anlæg til Tegning, og da han var 11 Aar gammel, blev han derfor gratis indsat i Kunstacademiets Skole, hvor han gjorde god Fremgang. I Aaret 1787 vandt Thorvaldsen den mindre Sølvmedaille, og to Aar derefter blev den Store ham tilkjendt. Han maatte nu dele sin Tid mellem Kunsten, og den Hjælp og Bistand, han var sin trængende Fader skyldig. Næsten tvungen af sine Velyndere, concurerede han, i Aaret 1791, til den lille Guldmedaille, som han vandt; 2 Aar derefter vandt han ogsaa den store Guldmedaille, der berettigede ham til et Reisestipendium. Men for at han kunde vinde Tid til at uddanne sig endnu mere, blev Reisen opsat til Aaret 1796, da han reiste til Italien paa en Orlogsfregat og begav sig til Rom. Det første Kunstværk af ham, der vakte almindelig Opsigt, var Jason, som henter det gyldne Skind; det var færdigt i Januar 1803, kort førend han skulde reise tilbage til Danmark. Tilfældigviis besaae Englænderen Thomas Hope hans Værksted, hvor han blev saa indtagen i Jason, at han bestilte dette Kunstværk udført i Marmor for 800 Zechiner, hvorved Thorvaldsen sattes istand til at forblive i Rom og uddanne sig for Kunsten. Han kom nu snart i Ry, fuldendte det ene Arbeide efter det andet, og blev i Aaret 1810 udnævnt til Professor ved den romerske Kunststole, St. Lucas. Keisere og Konger hædrede ham, og Ludvig af Bayern blev hans fortroelige Ven. Siden Grækernes gyldne Dage har endnu ingen Billedhugger nærmet sig Idealet for det Skjønne og Fuldkomne i Kunsten, saaledes som Thorvaldsen. Han blev overlæsset med Bestillinger fra alle Kanter, og man maa i Sandhed forbauses over, hvorledes det kunde lykkes denne Mand, at fuldende saamange herlige Kunstverker.

Efter 23 Aars Fraværelse besøgte Thorvaldsen atter Kjøbenhavn, hvor han fandt den hjerteligste og meest ærefulde Modtagelse; Regjeringen overdrog ham Udførelsen af endeel Arbeider, bestemte til at pryde Frue Kirke, nemlig: Statuerne af Christus og de 12 Apostle, samt en Fremstilling af Johannes den Døber, som prædiker i Ørkenen. Efter et Aars Ophold i Danmark, vendte han igjen tilbage til Italien, og hans Reise til Rom lignede et Triumphtog. Han lagde atter Haanden paa sine mangfoldige Arbeider, og udførte dem saaledes, at de kunne betragtes, som nogle af de ypperligste Verker, menneskelig Kunst har frembragt.

Nogle af de skjønneste blandt Thorvaldsens Arbeider ere: hans 3 Gratier; hans Allegorie: Dagen og Natten; Friesen i en af Salene i det pavelige Pallads paa Monte Cavallo i Basrelief, og hans i Sandhed poetiske Figur: Haabet. Derefter forfærdigede han to, ikke mindre skjønne Karyatider i Legemsstørrelse; Gravmonumentet for den i Florents afdøde unge Bethmann fra Frankfurt am Main, og mangfoldige sindrigt udtænkte og herligt udførte Basrelief, hvoriblandt: Bachus, som lader Amor drikke af sin Skaal; Minerva, der sætter Sommerfuglen paa det af Prometheus formede Menneskebillede; Amor, som klagende viser Venus sin af en Bi stukken Haand; Hygiea, der lader Æskulaps Slange drikke af sin Skaal; Amor, som med sin Piil søger at kalde den afmægtige Psyche tilbage til Livet; og Muserne, som ved Klangen af Apollos Lyra, dandse omkring Gratierne.

Napoleon bestilte hos ham et stort Basrelief, forestillende Alexanders Triumphindtog i Babylon, der, tilligemed fire andre Basreliefs, kjøbtes til Christiansborg Slot. Alexander og Frands den Anden, Polakker og Schweitzere, overdroge ham Udførelsen af offentlige Monumenter. For Warschau forfærdigede han Poniatovsky’s Statue til Hest; for Rom: Pius den Syvendes Gravmonument og Bonsalvi’s Büste; for München: Hertug Eugen af Leuchtenbergs Gravmonument. For at opstille det sidstnævnte, begav han sig selv til München i Februar 1830. Under sit Ophold i Kjøbenhavn modellerede han Kongens og Dronningens Büster, som han senere udførte i Marmor. Ogsaa Büsterne af den Kongelige Families øvrige Medlemmer bleve senere modellerede af ham og udførte i Marmor.

Thorvaldsens herlige Kunstverk, der er opsat over Indgangen til Frue Kirke, forestiller Johannes den Døber, der prædiker i ørkenen. Alle Figurerne ere her af rødguult, brændt Leer, det saakaldte terra cotta. I Midten af Gruppen see vi Johannes staaende paa et Klippestykke og ophøiet over Tilhørerne. Med den høire Haand peger han mod Himlen; i den venstre holder han Staven med det lille Kors, hvormed de Gamle pleiede at afbilde ham, for at betegne hans Forhold til Christus. Øseskaalen, en Muslingskal, hænger i en Rem over hans Skuldre og betegner ham som Døberen. Dyb Alvor taler ud af hans Aasyn; det stærke Haar, de kraftfulde Lemmer, og den laadne Underklædning, vidne om hans, ved en streng Levemaade, hærdede Kræfter. Ved hans venstre Side staaer en Dreng, som har afført sig sin Overklædning, for at modtage den hellige Daab. Ved Døberens høire Side see vi en Mand i den modnere Alder, som ligeledes har afkastet sin Overklædning, for at døbes. Hans Sjæl hænger ved Lærerens Læber; sin ene Fod har han sat op paa Klippestykket; Albuen støtter han paa det saaledes hævede Knæ, og hans Hoved hviler i Haanden. Bag denne Mand øine vi en Gruppe, bestaaende af to Personer. En skjøn Yngling har slynget sin Arm om Faderens Hals, og synes at iagttage det Indtryk, Prophetens Tale gjør paa ham. Hele Gruppen er saa mesterligt og idealsk udført, at den vækker den tænkende Tilskuers Beundring. Den sluttes as en liggende Figur, der forestiller en deilig Yngling, som, henstrakt paa sin Kappe, med Haanden under Kinden, lytter opmærksomt til den prædikende Johannes Røst.

Saaledes udmærkede Thorvaldsen sig, og blev den store Mand for sit Fædreneland, bestemt til Udødelighed og til at gjemmes i Historiens Annaler.


Thorvaldsens Død.

Albert Thorvaldsen, Kunstnernes Konge, er død. Som et Sorgens Budskab gaaer det Landet rundt. Men han lever i sine Verker, i disse, hans og Danmarks Hæder og Storhed, vil han stedse leve: i den Helligdom, som er opreist for hans Kunstverker, og hvor hans Støv ogsaa skal hvile, vil han leve blandt os!
Han blev pludselig upasselig i Aftes i Theatret kort før Stykkets Begyndelse, blev baaret ud af Parquettet og døde strax.

Thorvaldsen er født den 19de November 1770 og opnaaede saaledes en Alder af 73 Aar 4 Maaneder; han var rask og rørig og beskjæftiget med sine Arbeider lige til sin sidste Stund.

Havde han levet til den efterfølgende Søndag, nemlig den 31te Marts, vilde det været en stor Høitidsdag for ham; thi det var da netop 50 Aar siden, da han beskedent fremtraadte for Academiets høie Præses og modtog den store Guldmedaille.


Gravdigte over Thorvaldsen.

1.

“Som de omsvævede ham, paa hans Vink fra Himlen
nedkaldte,
Saa Amorinerne har kjærligt beskjærmet ham her,
Og saa sagtelig nys ham hævet paa Tonernes Vinger;
Uden at vide hvordan, naaede han let deres Hjem.

Guddoms-Formen ei blot, men Livets Varme og Fylde,
Var det hans Aand og hans Haand Leret og Marmoret gav,
Nu er Haanden vel kold. som disse, før han dem rørte,
Men, til de falde i Støv, Aanden skal leve i dem,
Og, hvis om Danmark, maaskee hvert andet Minde udflettes,
Trygt over Glemselens Hav, Thorvaldsen udflettes, bærer
dets Navn.”

2.

O, Danmark! skjul din Taare ei,
Den rinde heed og længe;
Den bane sig fra Hjertet Vei
Og give Sorgen Gænge!
Forsvunden er den Skaberaand,
Som alle Hjerter hylded’
Og sjælløs hviler, ak! den Haand,
Som Verdener fortrylled’!
Trindt i vort Hjem nu Vemod boer;
Han til et Bedre stunder,
Mens Sorgen ruger over Nord,
Hvor Kunstens Konge blunder.
O, Danmark! skjul din Taare ei,
Den rinde heed og længe;
Den bane sig fra Hjertet Vei
Og give Sorgen Gænge!

R. L.

3.

Bittert rinde, Dania! din Taare
Hyl Dig dybt i dunkle Sørgeflor;
Du har tabt Ham – See paa Dødens Baare
Hviler Han, som Verdner nævne stor;
See den Sol, som herligt fra dig straaled’,
I hvis Glands saa stolt du baded Dig,
Har sin Bane fuldendt – fundet Maalet;
Og fra Støvets Lænker gjort sig fri

Tys, Han slumrer, stille, væk Ham ikke;
Seer Du Engle om Hans Leie staaer!
Tys, Han drømmer, milde er Hans Blikke:
Ja Han drømmer om sin Ungdoms Vaar;
Det var her i Hertas grønne Dale,
Disse Dale Barnet Liv jo gav,
Her Han nød sin Aftenstund den svale,
Her Han fandt sit Maal, den stille Grav.

Hvad Hans Grav? O evigt vil Han leve!
Er Han død, der trylled Alt til Liv?!
Han hvis Navn beundrende vil hæve
Sig til Efterverdners fjerne Bliv?!
Han, som hver en Dansk med Stolthed kunde
Nævne Søn af Danmark! Er Han – død?
Nei! Han efter fuldendt Daad vil blunde,
Og i Moders Favn er Hvilen fød.

L. V….


Aabningen af Thorvaldsens Liig.

Ved den, Tirsdagen den 26de Marts, foretagne Obduction, fandtes Hjernen i det Hele taget fund; Hjertet noget forstørret, og Klapperne fra Hjertet til den store Pulsaare (aorta) fortyndede, samt paa flere Steder gjennembrudte. Hjertets Hovedpulsaare (arteria caronaria) paa enkelte Steder forbenet, og en sygelig (atheromatheus) Masse udtraadt i dens Huulhed. Den store Pulsaare (aorta) paa flere Steder forbenet, og dens indvendige Hinde hist og her gjennembrudt af de afsatte Beenlameller. Den nederste Deel af høire Lunge forandret til en blød miltlignende Masse. Mellem den tilsvarende (nederste, yderste) Deel af samme Lunges Lungesæk, og den nedenunder værende Deel af Mellemgulvet, fandtes en lukket Sæk af en lille Haands Størrelse, indeholdende endeel halv-indtørret og af Forbeningen omgiven purulent Masse.

Underlivets Organer vare i det Hele taget sunde. En rigelig Fidtafsætning beklædte de fleste indvendige Organer, navnligen ogsaa Hjertet og Hjerteposen. Fontanellerne paa Benene saaes tørre; Saaret paa høire Skinnebeen omgivet af forhærdet Cellevæv. Døden synes altsaa at være udgaaet fra Brystet, navnligen fra Hjertet, hvis organiske Sygdomme ofte medføre en, som i dette Tilfælde, pludselig Standsning af Livet.


Thorvaldsens Testamente til sit Fædreland.

(Et Udtog).

I dette Testamente, der er af 5te Decbr. 1838, siger Thorvaldsen: “Til min Fødebye Kjøbenhavn skjænker jeg alle de mig tilhørende Kunstgjenstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der er i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere til min Død maatte erholde; det Hele bestaaende af Statuer og Basrelieffer i Marmor og Gibs, antique Vaser, udskaarne Stene, Paster, Broncer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtverker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haandtegninger, Bøger og hvilkesomhelst andre antique og moderne Gjenstande, der henhøre til Videnskaberne og de skjønne Kunster. Til at opbevare disse Gjenstande stal oprettes et eneste og særskilt Museum, som skal bære mit Navn, og som ikke maa blandes med hvilkesomhelst andre Samlinger, ligesom at Staden Kjøbenhavn skal lade indrette et sikkert Locale til dette Museum. Thorvaldsen selv har foreløbigt bestemt en Capital af 25,000 Rbd. til sit Museum, og befalet, at Renterne af disse skulle anvendes til hvad der hører til Kunstsagernes hensigtsmæssige Opstilling og til Museets indvendige Forskjønnelse; han nærer den Anskuelse, at denne Bygning paa Communens Bekostning stedse forsvarligt vedligeholdes, og at paalideligt Tilsyn dermed haves, saa at den altid kan blive et sikkert og anstændigt Opbevaringssted for de kostbare Kunststatte han har skjænket Staden Kjøbenhavn. Til executores testamenti eller Udøvere af hans sidste Villie, ere for Øiebkikket udnævnte DHrr. Conferentsraad Collin, Justitsraad Thiele, Professorerne Clausen, Schouw og Bissen, samt et Medlem as Kjøbenhavns Magistrat; men Thorvaldsen har bestemt, at naar Nogen af de Nuværende fratræder, skal deres Tal indskrænkes til Fem, hvoriblandt altid skal være tvende Professorer af Academiet for de skjønne Kunster, et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat, og, idetmindste een Lovkyndig, som vælges enten mellem de Tilforordnede i Høiesteret, eller i Landsover- samt Hof- og Stadsretten, samt at den udmærkede Billedhugger Bisseu stal overdrages Fuldførelsen af hans ufuldendte Verker, mod Godtgjørelse fra Museumsfondet, ligesom det specielle kunstneriske Tilsyn med Museet er overdraget denne Professor.


Udtog af H. C. Ørsteds Digt over Conferentsraad Thorvaldsen.

“Naar høit Du hører saadan Mand berømme
Som værd en Plads blandt Jordens store Mænd,
Naar dig han vises som en Seiervinder,
Med Pragt modtaget rundt fra Land til Land,
Naar Du af Keiser og af Konger finder
Ham æret høit liig Mand af Fyrstestand,
Du siger: “Ei han slog Barbarers Hære!
Ei har hans Kløgt neddæmpet blodig Krig!
Ei prises han som den, der skal os lære
En Kunst, som Folk og Stat kan gjøre riig,
Har den, hvis Id kun heldigt smigret Øiet,
Ved kunstfuld Arbeid, velgjort Billedværk,
Fortjent at vorde hædret og ophøiet,
Som Manden viis, som Kæmpen bold og stærk?”

Det danske Folk har i Gjerningen besvaret dette Spørgsmaal baade i Glæden og i Sorgen: baade den Gang da Thorvaldsen kom her efter lang Fraværelse og besteg Fædrelandets Kyst den 17 Septbr. 1838, og nu ved hans Død. Den samme Aand har udtalt sig i Glæden og Taknemmeligheden, som nu i Sorgen; Danmark har stedse viist, at det har opfattet og paaskjønnet sin store Søns høie Værd. Aldrig har Kjøbenhavn været Vidne til en Jordefærd som denne; aldrig har den ægte danske Aand udtalt sig klarere hos alle Stænder; aldrig viist sig med en renere eller oprigtigere Deeltagelse, i en værdigere Skikkelse! – og Europas Fyrster havde forstaaet at vurdere hans Kunstnerværd, og derfor var han Storkors, Commandeur og Ridder af omtrent 13 Ordener.


Kunstnernes Sang over den Forevigede.

(Først afsjungen i Antiksalen, hvor Liget stod, og dernæst fra Charlottenborgs Balkon.)

Med tunge, tunge Taarer,
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted’ til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men Faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester! –
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader –
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven!


Thorvaldsens Jordefærd.

Toget begyndte Klokken 1 1/2, og aabnedes af tvende Kunstnere i Spidsen for 1) en Deel Søfolk. Dernæst fulgte Studenterne, omtrent 7 à 800; 3) Islændere, som for Tiden opholde sig her; 4) Kunstnere af alle Classer; og derpaa 5) Liget, som man skiftedes til at bære. Kisten er af Egetræ, smuk og simpel; paa den ene Side fremtræde Parcerne, paa den anden Side Victoria fra den sortmalede Grund, ved Egetræets naturlige Farve. Paa Kistelaaget en Palmegreen og en Cypres, anbragte paa samme Maade. Over Hovedenden af Kisten hæver sig hans egen af ham selv forfærdigede Portrætstatuette, som støtter sig til et Haabets Anker. Umiddelbart efter Kisten fulgte Academiets Medlemmer, i Spidsen for hvilke dets Præses, Hs. K. H. Kronprindsen, og de øvrige Prindser. Et overordentligt talrigt Følge sluttede sig hertil; 7) begge Militairetaterne, de civile og militaire Embedsmænd og alle Borgerklasser fandtes her repræsenterede. Endelig sluttede 8) de en haie fra Charlottenborg til Helliggeistes Kirke opstillede Lang med deres Faner, behængte med Sørgeflor, sig efterhaanden til den forbidragende Skare. Ved Indgangen til Frue Kirke opstillede de Studenter, som ikke fandt Adgang til Kirken, sig i Række til begge Sider. Hs. Majestæt Kongen modtog i Kirken Liget, som blev baaren op foran Chorsdøren, medens der præluderedes fra Orgelet; HdS. Majestæt Dronningen, tilligemed den øvrige kongelige Familie overværede Høitideligheden. Gaderne, hvorigjennem Toget gik, vare belagte med hvidt Sand og bestrøede med Grønt. Paa flere Steder kastede man fra Vinduerne Blomster ned over Kisten. Fra Kl. 11 1/2 ringedes der med Byens Klokker, og da Toget satte sig i Bevægelse, lød der Sørgemusik fra Taarnene, indtil det naaede Kirken Kl. 2 3/4.


Ohlenschlægers Cantate over den store Thorvaldsen.

Chor.

Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste Dig forladt,
Fædreland? – Ak gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.

Recitativ.

Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre.
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De sjunge: Vi bringe Dig til Din Skaber!
Dit Fædreland ei Dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henflumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi Dine Værker – de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.

Choral.

Friskt i Din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.

Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke riig;
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.

Sang.

Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter;
Det var den Bog og de Viisdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer,
Den levende blev; – han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbauset Europa seer.

Tre Stemmer.

Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.
Og Medicæeernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffet Corregios Ord
Han gjentog, Naturen det selv befaler:
“O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” –
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?

Flere Stemmer med Chor.

Og stort som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordisk Øie,
Da Thorvald saae et himmelskt Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder der staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker – salig skjøn –
Sin Haand mod ham og siger: Kom min Søn!

Slutningschor.

Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst.
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod Dig, hvis Hjerte ahned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst!
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De skal i modne Fremtid Din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! – hvad kan vi skjænke Dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra Dit Himmerig!


Studenternes Sang over den Hedengangne.

(Efterat Hr. Stiftsprovst Tryde havde holdt Tale over og kastet Jord paa det Forgængelige af Thorvaldsen. Af H. C. Andersen og Hartmann.)

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I Din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste
Sin Sendelse paa Jorden har han endt, –
Vi har ham seet og kjendt!

Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk.
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige,
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var;
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden,
Opløs Dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn sov vel!


Slutning.

Thorvaldsens Dage ere nu endte i denne Verden! – Han har erhvervet sig Europas Høiagtelse og Beundring, og vil for stedse hvile uforglemmelig i Danmarks Annaler!

Caroline Møller.

General Comment

Dette trykte hæfte indeholder en række tekster og digte om Thorvaldsen i anledning af hans død.

Archival Reference
M16,22 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844)
Subjects
Poems for Thorvaldsen · Thorvaldsen's Funeral · Thorvaldsen's Death
Persons
Bertel Thorvaldsen
Works
Last updated 25.04.2019 Print