Comment on March 1840 & 1820

Stampe staver dette italienske ord, som hun har hørt det. Det skulle sandsynligvis staves pupaiolo.
Ordet kendes ikke på nutids-italiensk, men det er afledt af pupa, dvs. dukke, så en umiddelbar oversættelse ville være dukkemager – som Stampe skriver.
Denne karakteristik af Thorvaldsen som dukkemager bygger naturligvis i første omgang på en sammenligning mellem hans statuer og dukker.
Men da Anna Maria Buti kendte Thorvaldsen meget godt, kunne den etiket, hun hæfter på ham, også rumme alle mulige tvetydigheder:
Buti kunne nemlig også mene spædbarnsmager, altså at Thorvaldsen gjorde kvinder gravide, selvom der dog ikke kendes andre Thorvaldsen-børn i Rom end de to, han fik med Anna Maria Uhden.
Pupa betyder heller ikke kun dukke, men også pige, og pupazza er en attraktiv og frivol kvinde, så Buti kunne måske også godt mene pige-mager, altså en forfører.
Endelsen -iolo minder om nationalitetsbetegnelser som fx spagnolo og romagnolo, så måske har Buti selv koblet endelsen på ordet pupa for drillende at antyde, at Thorvaldsen stammede fra et sted, hvis indbyggere skabte en del “dukker” i alle de ovennævnte betydninger.

Last updated 17.10.2019