Comment on 8.11.1828

Szymanowska refererer formentlig til det brev, Thorvaldsen havde skrevet til hende omkring et halvt år tidligere, 26.5.1828 – det eneste kendte brev fra Thorvaldsen til Szymanowska – hvor han meddeler hende, at han til sin tilfredshed har hørt, at kassen indeholdende Nicolaus Copernicus og portrætbusten af hende er ankommet til Warsawa. Som det fremgår, gentager hun sin tak for brevet, hvilket må betyde, at hun må have skrevet til Thorvaldsen i hvert fald en gang tidligere i tidsrummet mellem 26.5.1828 og 8.11.1828. Dette brev eller disse breve kendes p.t. ikke, men det er sandsynligt, at der er tale om et eller flere vigtige led i korrespondancen, da Szymanowska efter al sandsynlighed dér har reageret på ankomsten af den meget længe ventede portrætbuste, der altså endelig var ankommet til Warsawa. Muligvis havde hun endnu ikke selv set den, eftersom hun boede i Sankt Petersborg, men beskeden om dens ankomst må helt givet have været betydningsfuld for hende. Derfor er det påfaldende, at et sådant brev mangler.

Last updated 10.02.2014