Denne referenceartikel vedr. den årligt tilbagevendende festligholdelse af Thorvaldsens første ankomst til Rom 8.3.1797 er under udarbejdelse.
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Thorvaldsen besluttede sig for at fejre sin såkaldte romerske fødselsdag, dvs. den dag, han første gang ankom til Rom 8.3.1797.
Sikre omtaler kendes først forholdsvist sent i Thorvaldsens liv, men nogle kilder indikerer, at det har fundet sted langt tidligere.
Måske med et hint om, at Thorvaldsen også holdt fest samme dag 20 år tidligere:
Den 8. Marts 1826 var mig med Hensyn til Thorvaldsen meget mærkelig; paa den Dag, 30 Aar tilbage, saae han for første Gang Lyset i Rom, og derfor nævner han den ogsaa som sin Fødselsdag, da han ingen anden kjender. De berlinske Kunstnere, som bo i samme Hus som Thorvaldsen, foranstaltede en Fest, hvortil enkelte Danske efter Thorvaldsens Ønsker bleve indbudne; blandt dem var Koop og jeg. Vi bemærkede Begge en Tankefuldhed hos Thorvaldsen, som han ikke godt kunde overvinde: Alt blev naturligvis opbudt, for paa den hjerteligste og tillige muntreste Maade at hylde ham, men han vedblev dog imod Sædvane at være stille. Hans gamle Værtinde slog ham paa Skulderen og sagde: ‘Naa, hvordan er det fat, Thorvaldsen! Jeg synes ikke, at De er saaledes i Aften som for tyve Aar siden, da De var færdig at vende op og ned paa hele Huset.’ Thorvaldsen svarede og sagde: ‘Passati gli giorni, passati!’ Siden tog han Guitaren og spillede Saltarella, og vi Andre dandsede. Koop dandser den især smukt, og Thorvaldsen ser ham gjerne dandse. I min Begejstring den Aften klinkede jeg saa tidt, at jeg ved Afskeden med Thorvaldsen nede hos ham selv om Natten, hvor vi Danske røg en Cigar, var færdig at rive ham omkuld af bare Kjærlighed; item vrøvlede jeg, efter de Andres Sigende, ubarmhjertig meget. Næste Aften var jeg i et italiensk Selskab, hvor Thorvaldsen ogsaa var, og han kunde ikke bare sig for at le, da jeg bad ham fortælle mig Lidt af hvad jeg havde sagt den forrige Aften. At se Thorvaldsen i en fornem Cirkel, er ogsaa højst mærkeligt, da man skulde tro, at hele hans Liv drejede sig om Etiketten, og det er mig gaadefuldt, hvorledes en Mand paa samme Tid kan skjænke den ydre Verden en saadan Opmærksomhed og henleve saa megen Tid i den, og dog beholde sin egen indre Verden saa ren og ideal.
Kæder det sammen med Caroline von Humboldts forespørgsel:
[Her var vi ogsaa] N 4 d 8de Marz paa hans romerske fødselsdag den dag han kom første gang til Rom en Dag han havde foregivet, da frue Humbolt ende[lig] vilde vide hans Fødselsdag, som han virkelig ikke vi[d]ste dengang.
Vi have tidligere lejlighedsvis angivet d. 8de Marts 1797 som den Dag, paa hvilken Thorvaldsen første Gang saae Rom. “Saa længe han endnu var det unge, fremstræbende Talent, der ikke ændsedes af Mængden, var der vel kun faa, som interesserede sig for at vide hans Fødselsdag; men da hans Berømmelse begyndte at udbrede sig over hele den civiliserede Verden, og han syntes at ville blive en Stjerne af første Rang, gik del ham som andre store Mænd: man erkyndiger sig gjerne om de mindste Smaating, der angaa dem.”
— I Ministeren Humboldts Familie var Thorvaldsen ofte indbudt til Familiefester, og ved en saadan Lejlighed spurgte Fruen ham engang om hans Fødselsdag. “Jeg veed det ikke” — maatte han erklære — “men d. 8de Marts kom jeg til Rom, og den Dag vil jeg herefter betragte som min Fødselsdag; paa den Maade bliver jeg jo en hel Del Aar yngre” — tilføjede han spøgende. Han kjendte virkelig heller ikke sin Fødselsdag, og den var lige saa ubekjendt for alle andre, indtil Haste bekjendtgjorde den i sin Opsats i Riises Arkiv.
I en lang Aarrække blev derfor den 8de Marts fejret som Thorvaldsens Fødselsdag i en fortrolig Vennekreds i Tiberstaden. Det var hos hans gamle Vært, Familien Buti, der selv gjorde Gildet, og som en Følge deraf indbød Gæsterne. Disse vare da i Almindelighed Tyskere og Italienere; kun en enkelt Dansk blev taget med. De Danske vilde gjerne selv have højtideligholdt Dagen med Thorvaldsen i sin Midte, men ganske løsrive sig fra de gæstfri Butis, kunde han ikke. Her maatte han stadig tilbringe næsten hele Festaftenen. Slutningen af Aftenen og en Del af Natten skjænkede han saa stundom de Danske.
Richiesto più volte Alberto Cavaliere Thorwaldsen del suo giorno natale, ebbe a rispondere sempre esser quello del suo arrivo in Roma, adottando così questa augusta Capitale in sua Patria e Genitrice.
Questa sua dichiarazione, che include un senso profondo di gratitudine, che molti Artisti d’ ogni età e di più nazioni, e molti Amatori delle Arti buone, si uniscano a celebrare il giorno 8 marzo, epoca appunto in cui il nuovo Maestro della Scultura giunse sul Tebro.
Perciò nella sera del predetto giorno una schiera eletta e frequente si raccolse intorno all’ abitazione del sullodato famoso Scultore, recando fiaccole in mano, e con ogni segno di letizia gridando le lodi del sommo Artista.
Midt i Fastetiden høitideligholdt vi Danske endnu en smuk Fest. Thorvaldsen er rigtignok, som man nu veed, født den nittende November, men det vidste vi ikke dengang. Hans Fødselsdag blev derfor høitideligholdt den ottende Marts, paa den Dag, da han første Gang saae Rom; “thi paa den Dag begyndte først mit sande Liv,” sagde han, “den maa da betragtes som min rette Fødselsdag.”
Paa den ottende Marts bragte derfor baade de danske og de tydske Kunstnere ham et Fakkeltog og hilsede ham med Jubel. Han svarede kun med faa Ord, som han pleiede ved slige Leiligheder. Vi Danske bleve længe sammen om Aftenen; ved den Leilighed fik vi ogsaa Thorvaldsens unge Datter at see.
Thorvaldsen vidste ikke med Bestemthed, hvilken Dag han var født, men havde til sin Fødselsdag udnævnt den 8 Marts, den Dag, da han var kommen til Rom. De Danske i Rom og en Deel tydske Kunstnere besluttede at benytte den tilfældige Nærværelse af et ypperligt østerrigsk Militair-Musikcorps for at bringe ham en Serenade. Toget drog med Fakler fra Piazza Barberini, og udenfor Thorvaldsens Huus dannede Fakkelbærerne en Kreds, indenfor hvilken Musikcorpset tog Plads. En Deputation, bestaaende af de tydske Kunstnere Herrmann, Hofer, Thürmer og Zahn, bragte ham en Lykønskning, og Musiken spillede en Tidlang. Jeg gik op til Thorvaldsen, som jeg aldrig før havde seet saa bevæget og forvirret; han var ude af sig selv, trippede omkring, vilde sige Noget, arrangere Noget, men det lykkedes ham ikke. Han kom først til sig selv igjen, da Persianis Damer, der besøgte ham for at lykønske ham, i Forening med Gerson og mig begyndte at musicere for ham.
For en oversigt over alle p.t. opmærkede kilder, se dokumenter tilknyttet emneordet Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3..
Sidst opdateret 02.03.2022