Artiklen ser nærmere på Thorvaldsens fremstillinger af hhv. engle og genier og indsætter motivernes tvetydighed i Thorvaldsens generelle attributrokerende univers.
Både engle og genier er hos Thorvaldsen afbildet som bevingede væsener – de kan være fremstillet som små buttede drengebørn eller som smukke, purunge mænd. De er aldrig fremstillet som kvinder eller piger. Er der tale om unge engle, er de altid påklædte, mens unge genier oftest er afbildet nøgne eller halvnøgne. Som smådrenge er de som oftest nøgne uanset type.
Til Thorvaldsens fremstillinger af engle og genier kommer hele gruppen af Amor-fremstillinger, der specifikt viser kærlighedsguden Eros / Amor i forskellige situationer. Figuren er yderst hyppigt afbildet hos Thorvaldsen, men behandles altså ikke særskilt herI.
Nederst i artiklen findes en oversigt i kronologisk form over Thorvaldsens engle- og geniemotiver samt over de tilfælde, der kan være svære at rubricere entydigt i den ene eller anden kategori.
Motivisk og idémæssigt er genier såvel som engle forbundet med antikkens såkaldte eroter og amorinerII, dvs. små bevingede væsener, der virkede som sendebude for guderne og fulgte menneskene som skytsånder gennem hele livet. De antikke romerske genier (genii) var sådanne smådrengelignende skytsånder knyttet bl.a. til det enkelte menneske, og de anvendtes ofte som motiv på sarkofager og i arkitektoniske udsmykningerIII (f.eks. i form af de såkaldte reggifestoniIV, dvs. guirlandebærende genier, se fig. 1 og 2).
| |
|
| Fig. 1. Thorvaldsens eget eksemplar af et antikt romersk campanarelief forestillende en Erot med guirlande, H1114. | Fig. 2. Skitse efter ukendt forlæg af Vinget genie bærer en guirlande af frugt og blade, C803v. |
De små genier blev overtaget af de tidlige kristne som billeder på engle i f.eks. katakombmalerier og på sarkofagerV. I middelalderen blev det imidlertid snarere den voksne sejrsgudinde (græsk Nike, romersk Victoria), der dannede forlæg for englefremstillingerne, og de små drengebørn dukkede først for alvor frem igen i renæssancen og barokken under fællesbetegnelsen puttiVI – både som billeder på engle i religiøse sammenhænge, på genier og såkaldte spiritelliVII (små svævende ånder forbundet med og med indvirkning på liv og vejrtrækning) samt på Amors (og Venus’) ledsagere, når fremstillingen gjaldt den jordiske kærlighedVIII (dvs. egentlige eroter og amoriner).
Betydningsforskellen er (i hvert fald i princippet) stor mellem den fromme, religiøse opfattelse og den jordiske, i sidste instans løsslupne og orgiastiske betydning. Konteksten er derfor afgørende for afkodningen af motivets betydning, og det kan ved vage begreber om motivets kontekst selvsagt være svært eller umuligt at skelne den ene type fra den anden. Af samme grund er det også muligt for kunstneren at spille på begge associationer.
I kunsthistorikeren Charles Dempseys bog Inventing the Renaissance Putto omtalesIX den genfødte renæssance-putto generelt som spiritello hos den italienske billedhugger Donatello (ca. 1386-1466), som har fået æren af at være den kunstner, der for alvor genoplivede og fornyede fremstillingen af de små oftest bevingede drengebørn i kunsten. Dvs. de er nærmere beslægtede med genier end med engle. Dempsey plædererX (i forlængelse af den tyske kunsthistoriker Wilhelm Bode (1845-1929)) for, at de har haft en afslappende, forløsende rolle, der svarer til satyrernes i det antikke græske drama – dvs. de nye putti har fungeret som en forholdsvis selvstændig modvægt til hovedfortællingens tunge, alvorlige og dramatiske indhold – i de græske tragedier eller i de mange fremstillinger af Kristi liv og de utallige gengivelser eller referencer til helgenhenrettelser.
Thorvaldsens værker har en kraftig overvægt af genier ift. engle. Faktisk kendes kun forholdsvis få værkerXI med sikre englemotiver, og de skyldes primært bestillingen til Vor Frue KirkeXII og SlotskirkenXIII i København. Også relieffet Bebudelsen, A569 (fig. 3), fremstiller, qua sit litterære forlæg en engel, nemlig ærkeenglen Gabriel, men selv denne fremstilling kan ifølge Nanna Kronberg Frederiksens artikel Venus Priapus rent faktisk vise sig at være tvetydigXIV, og kan dermed, trods det entydigt kristne udgangspunkt, befinde sig i mellemrummet mellem kristen og antik ikonografi.
 |
 |
| Fig. 3. Thorvaldsens relief Bebudelsen, A569, med ærkeenglen Gabriel. | Fig. 4. En beskyttende engel i typisk, påklædt udformning i Thorvaldsens relief Flugten til Ægypten, A571. |
En anden tvetydig type kan muligvis ses i relieffet Barnets skytsengel, A596, der både kan opfattes som engel og klassisk forstået skytsånd, dvs. en beskyttende genius knyttet til det enkelte menneske, omend klædedragten klart ligger nærmest Thorvaldsens øvrige tækkeligt klædte englefremstillinger (fig. 5).
Barnets skytsengel, A596.
Hertil kommer flere relieffer med små bevingede putti, der i kraft af deres kirkelige kontekst generelt opfattes som engle frem for genier: Relieffet med den nuværende titel Tre svævende engle, jf. A555,3, der udgør den ene side på den firesidige Døbefont, jf. A555 (fig. 6), oprindeligt udført til BrahetrolleborgXV på Fyn, og to relieffer med guirlandebærende, svævende putti, udført som bestillingsopgave til alterbordet i katedralen i Novara, jf. Svævende engle, A590 og A591 (fig. 7 og 8). Disse blev udført netop med henvisning til, at man i Novara ønskede en variation over førnævnte døbefonts såkaldte gloria-reliefXVI.
 |
  |
| Fig. 6. Det såkaldte gloria-motiv på Døbefont, A555,3, bestående af tre tætgrupperede putti eller engle. | Fig. 7 og 8. De to relieffer med titlen Svævende engle, hhv. A590 og A591, udført til alterbordet i Domkirken i Novara efter inspiration fra gloria-relieffet. |
Reliefferne til Novara-katedralen er kendetegnet ved, at stort set samtlige kønsorganer er dækket til, mens to andre putti-relieffer, der tidligere, fejlagtigt, er blevet anset for at være tilknyttet Novara-bestillingen, viser alt fremXVII. Dette kan være en vigtig skelnen ift. Thorvaldsens religiøse og verdslige ikonografi.
Selvom en sekretær for Thorvaldsen i et brevudkast omtalte de guirlande-bærende Novara-putti som “sei angioletti con ghirlande” (seks små engle med guirlande), ligger de motivmæssigt meget tæt på et kaminrelief, hvor de der fremstillede putti kaldes amorinerXVIII, jf. A592 (fig. 9) – ikke engle. Dette kaminrelief har på sin side en tydelig sammenhæng med Thorvaldsens såkaldte EnglefriseXIX (fig. 10), i Christiansborg Slotskirke, København.
 |
 |
| Fig. 9. Kaminstykket med tre putti, kaldet Tre amoriner, A592. | Fig. 10. Skitse til Englefrisen i Christansborg Slotskirke, Tre svævende engle med blomsterranker som guirlander, C222. |
Denne type af små putti var dog som nævnt allerede kendt i antikkenXX som et yndet sarkofag- og simamotiv, jf. eksempelvis også det indledningsvist nævnte terracotta-fragment i Thorvaldsens egen antiksamlingXXI Campanarelief med Erot med guirlande, H1114 (fig. 1).
De guirlandebærende putti fremtræder altså ofte i en dobbeltrolle med et ben i både antik og kristen mytologi, som gør, at det ofte vil være konteksten, der afgør, om det opfattes som engle eller genier.
Denne dobbelthed og kontekstafhængighed kan udstrækkes til Thorvaldsens behandling af engle og genier generelt, eftersom begge typer, som nævnt indledningsvist, i sidste instans begge griber tilbage til de græske eroter og romerske amoriner. Den førnævnte skelnen mellem fuld nøgenhed (jf. kaminfrisen) og tækkelig tildækning af kønsorganer (jf. Novara-katedralens alterbord) har formentlig været en betydningsfuld indikator for Thorvaldsen ift. at placere motivet primært i den ene eller anden kontekst, men det er, meget sigende, ikke konsekvent gennemført. Tvetydigheden eller åbenheden i Thorvaldsens fremstillinger af engle og genier er skal dermed ses i direkte sammenhæng med hans øvrige intellektuelle og attributrokerende ikonografi, jf. også referenceartiklen Attributrokering – et grundtræk hos Thorvaldsen.
Denne tilsyneladende ubesværede vekslen mellem religiøs og verdslig ikonografi peger på yderligere et problem, nemlig titlerne – for oftest er de titler, vi kender værkerne under i dag, senere opståede titler, og ofte har et værk i Thorvaldsens samtid været kendt under flere forskellige titler – se et eksempel på dette i referenceartiklen Fra genier til engle og tilbage igen. Med én titel fastlåses motivet i én læsning, hvilket på samme tid, i hvert fald umiddelbart, udelukker andre tolkninger. Hermed begrænses flertydigheden og den fra Thorvaldsens side formentlig helt bevidste vekselvirkning mellem antik og kristen mytologi. Når man læser titlerne i nedenstående oversigt, skal man derfor indtil videre tage i hvert fald nogle af titlerne med et gran salt og lade tvetydigheden råde.
| Værkfoto | Værktitel |
 |
Kristi dåb, A557, 1820 |
 |
Kristi dåb, A573, 1842 |
 |
Hyrdernes tilbedelse, A570, 1842 |
 |
Juleglæde i himlen, A589, 1842 |
| Værkfoto | Værktitel |
 |
Dåbens engel, A110, 1823 |
 |
Dåbens engel knælende, A781, efter 1823 |
 |
Dåbens engel knælende, A112, 1827-28 |
 |
Opstandelsen, A561, 1835 |
 |
Tro, håb og kærlighed, A599, 1836 |
 |
Barnets skytsengel, A596, 1838 |
 |
Dommedagsengel, A593, 1842 |
 |
Dommedagsengel, A594, 1842 |
 |
Dommedagsengel, A595, 1842 |
| |
Flugten til Ægypten, A571, 1842 |
 |
Bebudelsen, A569, 1842 |
| |
Juleglæde i himlen, A589, 1842 |
| Værkfoto | Værktitel |
 |
To amoriner bærer en tredje i guldstol, C563,79v, udateret |
| |
Vinget genie bærer en guirlande af frugt og blade, C803v, udateret, muligvis mellem 1800 og 1804, jf. tegningsregistranten, THM. |
| |
Tre svævende engle, jf. A555,3, 1805-07 |
| |
Tre amoriner, A592, antagelig 1820 |
 |
Tre svævende engle med blomsterranker som guirlander, C221r, 1820 |
| |
Tre svævende engle med blomsterranker som guirlander, C222, 1820 |
 |
Arkitekturskitser. Svævende engle, C221v, 1820 |
| |
Svævende engle, A590, 1833 |
| |
Svævende engle, A591, 1833 |
 |
Musikkens genier synger, A586, (tidligere kaldet Syngende engle), 1833 |
 |
Musikkens genier spiller, A588, (tidligere kaldet Spillende engle), 1833 |
| Værkfoto | Værktitel |
 |
To amoriner. To dansende genier, C1106, udateret |
 |
Dagen, A370, 1815 |
 |
Parcerne, A366, 1833 |
 |
Udsnit af Nemesis med straffens og belønningens genier, A364, 1834 |
 |
Poesiens genius, A532, 1838-42 |
 |
Tragediens genius, A533, 1838-42 |
 |
Komediens genius, A534, 1838-42 |
 |
Musikkens genius, A535, 1838-42 |
 |
Dansens genius, A536, 1838-42 |
 |
Statsstyrelsens genius, A537, 1838-42 |
 |
Krigens genius, A538, 1838-42 |
 |
Søfartens genius, A539, 1838-42 |
 |
Handelens genius, A540, 1838-42 |
 |
Lægekunstens genius, A541, 1838-42 |
 |
Havekunstens genius, A542, 1838-42 |
 |
Agerdyrkningens genius, A543, 1838-42 |
 |
Astronomiens genius,, A544, 1838-42 |
 |
Religionens genius, A545, 1838-42 |
 |
Syv genier, A546, 1838-42 |
 |
Seks genier, A547, 1838-42 |
 |
Tre genier, A153, 1842 |
 |
Nyårets genius, A548, 1840 |
 |
To genier bekranser kunsten og videnskaben, A610, 1843 |
| Værkfoto | Værktitel |
 |
A genio lumen (Kunsten og lysets genius), A517, antagelig senest 1808 |
 |
A genio lumen (Kunsten og lysets genius), A518 (originalmodel), marmorversion A828, 1808 |
 |
Lysets genius, A519, 1814 |
 |
Gravmæle over Jacqueline Schubart, A704, 1814 |
 |
Livets og dødens genier, A158, antagelig 1815-19 |
 |
Svævende kvinde og dødens genius, A625, antagelig 1818 |
 |
Livets og dødens genier, A157, antagelig 1825 |
 |
Dødens genius til gravmæle over Wlodzimierz Potocki, A626 (marmorversion), originalmodel A627, 1829-1830 |
 |
Poesiens genius, A131 (marmorversion), originalmodel A134, 1831 |
 |
Poesiens genius, A526, 1835 |
 |
Poesiens genius, A136, 1836 |
 |
Lysets genius med Pegasus, A327, 1836 |
 |
Statsstyrelsens genius, A530, 1837 |
 |
Retfærdighedens genius, A531, 1837 |
 |
Genier for maleri, arkitektur og billedhuggerkunst, A525, 1843 |
 |
Poesiens og harmoniens genier, A528, 1843 |
 |
Malerkunstens genius, A520, 1843 |
 |
Bygningskunstens genius, A521, 1843 |
 |
Billedhuggerkunstens genius, A522, 1843 |
 |
Genius, A785, 1843 |
 |
Billedhuggerkunstens genius, A523, 1844 |
 |
Billedhuggerkunstens genius, A524, 1844 |
 |
Poesiens genius, A527, 1844 |
 |
Fredens og frihedens genius, A529, 1844 |
Sidst opdateret 09.12.2022
Se evt. Samlingerne for et overblik over Thorvaldsens skulpturelle Amor-fremstillinger. Læs evt. også referenceartiklen Nyårets genius som et selvportræt, der omtaler Amor-figuren som en grundlæggende, omskiftelig og betydningsbærende figur i Thorvaldsens værk.
Græsk erotes, oprindelig af Eros / Latin: Amor, dvs. kærlighedsguden i hhv. den græske og romerske mytologi; putto af latin putus, dvs. en lille mand, jf. Hall, op. cit., p. 256 [Putto].
Se hertil Hartmann & Parlasca, op. cit., Lejsgaard Christensen og Bøggild Johannsen, op. cit., samt eksempelvis også terracotta-fragmentet i Thorvaldsens egen antiksamling Campanarelief med Erot med guirlande, h1114.
Jf. Dempsey, op. cit., p. 8-18.
Jf. Hall, op. cit., p. 256 [Putto].
Putto af latin putus, dvs. en lille mand, jf. Hall, op. cit., p. 256 [Putto].
Jf. Dempsey, op. cit., p. 8-18.
Jf. Hall, op. cit., p. 256 [Putto].
Jf. Dempsey, op. cit, p. 8-18.
Jf. Dempsey, op. cit, p. 20-26.
Værker som Dåbens engel, A110, Dåbens engel knælende, A112, Flugten til Ægypten, A571 og Kristi dåb, A557, er alle eksempler på værker, hvori der indgår engle som en del af motivet.
Læs mere om bestillingen til Vor Frue Kirke i referenceartiklen af samme navn.
Englefrise, 1820, gips, tamburen, Christiansborg Slotskirke, København, jf. tegningerne C221r og C222, samt den påtænkte fronton til samme kirke, jf. Opstandelsen, A561. Englefrisen kunne dog lige såvel opfattes som en frise med genier/amoriner jf. også Thorvaldsens relief Tre amoriner, A592 (del af kaminindfatning), og tegningen Vinget genie bærer en guirlande af frugt og blade, C803v.
Læs evt. mere herom i referenceartiklen Venus Priapos.
Læs mere om døbefonten, den oprindelige bestilling og senere udgaver af fonten i referenceartiklen herom.
Jf. brev af 13.9.1832.
Læs mere i referenceartiklen Fra genier til engle og tilbage igen.
Müller, op. cit., kalder dem engle, Hartmann, op. cit., 1960, kalder dem putti.
Englefrise, 1820, gips, tamburen, Christiansborg Slotskirke, København, jf. tegningerne C221r og C222.
Se hertil også Hartmann & Parlasca, op. cit., samt Lejsgaard Christensen og Bøggild Johannsen, op. cit.
Se evt. hele Thorvaldsens samling af antikke genstande. Hertil kommer desuden hans samling af antikke gemmer, mønter og egyptiske antikker, jf. Samlingerne, Thorvaldsens Museum.