Fig. 1. C. F. Hansens Råd- og Domhus. 1818. Fotografi, tidlige 1900-tal.
Dette er en genudgivelse af artiklen:
Allan de Waal: “Det udgrænsede fællesskab – Thorvaldsens Museum som omdrejningspunkt for en vidtløftig panorering langs andre københavnske monumenter”, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1998, p. 8-16.
Den trykte artikel kan ses her.
Der var engang offentlighedsbegrebet var nyt og repræsenterede et opgør med kongemagten. I den forstand hænger offentligt byggeri som prestige sammen med Grundloven. For det var fra det tidspunkt, for 150 år siden, at Kongen og adelen nu ikke længere skulle være ene om at etablere forbilleder for det jævnere byggeri.
Der blev i årene efter Thorvaldsens Museum bygget andre museer, hospitaler, kommuneskoler, rådhuse, stationsbygninger og almennyttige boligområder. Markante huse og store anlæg, som i vekslende fremtræden, men helt frem til Anden Verdenskrig, tydeligvis signalerede borgernes betydning i statsbilledet.
Men den lyst til at vise sig eller – som på Sonnes Frise – at lade sig fremhæve som fri og stolt offentlighed er ikke længere så iøjnefaldende. Hvad kan det hænge sammen med?
Er det udtryk for undselighed, nærighed eller ligegyldighed, når vi nutildags kun sjældent giver plads for egentlig monumentalitet, bygningsmæssig værdighed og rumlig bemærkelse? Eller for den sags skyld festlighed i glæden over at leve i et velordnet, demokratisk ja ligefrem kultiveret samfund – trods sociale uligheder, funktionel analfabetisme og tankeløse diskriminationer?
Er offentlighedsbegrebet blevet så udvandet og ansvarssvævende, at der ikke længere er noget klart billede at give bygningsmæssig fremtræden?
Der er mange måder at gå til den på. Lige til sagen, viljefast; eller rundt som katten om den varme grød. Og der er mange måder at gå ind ad en offentlig dør på; mange måder dagslys kan falde ind ad vinduerne. Eller bygninger falde ind i billedet. Gadebilledet for eksempel, og samfundsbilledet – eller falde igennem, som det hedder, når man ikke kan leve op til forventningerne og den forbilledlige effekt.
Det gælder også opførelsen af offentligt byggeri, både nutildags og dengang monumenter blev betragtet som monumenter – da det offentlige gerne ville vise sig.
Amalienborg Slotsplads er til sin ene side overskåret i det tilløbende gadebillede af en høj lodret rist – Harsdorffs Kolonnade (1794). Det er også herfra Livgardens vagtskifter udgår. I spil med de højthævede kongelige balkoner markerer risten det spændingsfelt, som celebrerende eller demonstrerende befinder sig i – på majestætens fødselsdag og når der er statskup eller revolution i luften; med politislagsmål på den åbne plads under Påskekrisen 1920 eller op til Grundloven i forrige århundrede. Så nok er pladsen offentlig, men under absolut kontrol, og Kolonnaden bærer af en højt hævet løngang.
Harsdorff har produceret andre gitre. Foran Erichsens Palæ (1797) ved Kgs. Nytorv, vinkelret på Magasin, en fremhævet søjleloggia hævet højt over terræn, så offentligheden ikke kan slippe igennem, men beboerne indefra iagttage verden udenfor i næsten kongeligt overblik.
Fig. 1. C. F. Hansens Råd- og Domhus. 1818. Fotografi, tidlige 1900-tal.
Fig. 2. M. G. Bindesbøll: Thorvaldsens Museum 1848. Fotografi ca. 1880.
C. F. Hansens Kolonnade foran det gamle Råd- og Domhus (1815), lader sig offentligt gennemtrænge, men ad trapper – brede trin indskåret i husets blok. Søjlegitteret her har en mere (i ordets egentlige forstand) opdragende virkning end Harsdorffs underspillede passage i Frederiksstaden.
I M. G. Bindesbølls virkeliggjorte Thorvaldsens Museum (1848) er søjlefronten vokset ind i facaden, ligesom på mangfoldige ældre huse i byen – Harsdorffs hjørnepalæ ved Kgs. Nytorv f.eks., mellem Teatret og Charlottenborg. Men på fronten af Thorvaldsens Museum er den indkapslede kolonnade gjort monumental i sin porticovirkning.
Den vigende grænse mellem offentligt og priviligeret finder her sit adækvate billede. Med Forhallen som vandrehal »til Fornøielse for Publikum« (M.G. Bindesbøll i brev til Jonas Collin ledsagende det såkaldte »Romerske Projekt« af d. 24. juni, 1837). Åbenbart tænkt som trapperummet bag de frie facadesøjler foran Schinkels Altes Museum i Berlin.
Endelig kommer Kommunehospitalets to knappe indgangsporte ind i billedet (Chr. Hansen, 1863). Som nederste led i treenigheden af portbuer, operationsstue med vinduesbuer, og kirke med kuppel. Dette lodrette nedslag af gudfrygtighed, videnskab og institutionsindskrivning danner en ny monumental ikon for offentlige bygninger.
Fig. 3. Chr. Hansen:Kommunehospitalet. 1863. Fotografi 1865.
Thorvaldsens Museum er omdrejningspunkt mellem gammel og kommende tid. Den nye offentlighed er at aflæse i bygningen – som dobbelthed i alle semiotiske niveauer: det funktionelle niveau, det konstruktive og det formelle – som analytiske lag mellem et overordnet arkitektonisk billede og de grundlæggende samfundsmæssige betingelser.
Tiden omkring museets opførelse er bestemt af liberale strømninger – i modstrid med den herskende enevælde og på vej mod den industrielle kapitalisme. I den forstand markerer Thorvaldsens Museum som monument en historisk overgang mellem Råd- og Domhusets civilisatoriske hensigt, og Kommunehospitalets socialiserende.
En grundlæggende hensigt med museet er herimellem, analytisk set, den dobbelte – at både idealisere og individualisere. Inden for den nye borgelige klasses ideologiske norm, og aflæselig i skulpturernes æstetik rundt om mesterens grav midt i bygningsanlægget.
På det overordnede billeddannende niveau tegner dobbeltheden af atelier og mausolæum Thorvaldsens Museums enestående karakter. Som fantasimæssig størrelse et sted mellem arresthusets manende fængselsarkitektur og hospitalets klosterfløje. (Vilh. Wanscher gør ligefrem opmærksom på klosterlignenede træk i dispostionen af Thorvaldsens Museum! – med udstillingsatelierne som celler, Kristussalen som kapel og Forhallen som refektorium.)
Paradigmerne er velkendte, og altså her billeder på hhv. individets arbejdsmæssige frihed, atelier’et, over for kachottens ufrihed; og på mausolæets individuelle dødskult over for klostrets anonyme hellighed.
Hospitalets klostermæssige kønsadskillelse er et funktionelt svar på borgerskabets nye mulighed for at blive kirurgisk behandlet (og i uheldigt tilfælde ligefrem dø) uden for hjemmets fire vægge – underlagt uniformering, lokal aseptik og hygiejne oven på den omfattende københavnske koleraepidemi i 1853.
Ud over Bindesbølls boligblokke for Lægeforeningen blev den funktionelle højre-reaktion på koleraen imidlertid ikke de nødvendige nye kloak- og vandledninger, men et fashionabelt storhospital uden for voldene. Inspireret af Bethania-hospitalet i Berlin og byzantinske klostre i Grækenland, bl.a. Daphne-kloster ved Athen. Og økonomisk set først og fremmest tilgængeligt for de besiddende klasser.
I fortsættelse af den her påbegyndte, vidtløftige københavnske panorering kan museets offentlige kultiveringshensigt med andre ord aflæses mellem Domhusets civilisatoriske tugt-og-forbedring, og på længere sigt hospitalets socialiserende hygiejne.
Denne sidste udbredes siden gennem serien af nye københavnske kommuneskolers brusebade og gymnastik. Den første, derimod, specificeres i moderne fængsler med ydre stilistiske mindelser om det københavnske hospital. Organisatorisk at adskille hospital, fængsel og fattighus var på dette tidspunkt af danmarkshistorien overhovedet et nyt og politisk udgrænsende tiltag.
Fængslerne i Vestre og Vridsløselille kan således ses som et absurd arkitektonisk spejlbillede af Kommunehospitalet. Og rækken af nærmest typiserede kommuneskoler frem mod århundredskiftet som en videre panoptisk offentliggørelse af den opdragelsesproces, de nye samlinger introducerede – foruden Thorvaldsens Museum, Zoologisk Museum (1862) og Universitetsbiblioteket (1861).
Fig. 4. K. Gamborg: Juleaften på Kommunehospitalet. 1887. Illustreret Tidende.
Tilbage står imidlertid, analytisk set, spørgsmålene om, hvilken betydning Thorvaldsens Museum har haft som omdrejningspunkt i opfattelsen af ny teknik og byæstetik.
Vilh. Wanscher skelner i sin oprindelige udgave af Architekturens Historie mellem idealerne massivitet og søjlekonstruktion. Og i netop dette formale paradigmeskift fluktuerer Thorvaldsens Museum historisk.
Arkitekten J. D. Herholdt differentierer i sit Universitetsbibliotek (1857) skarpt mellem forhallen, som en nygotisk bygning helt af tegl, og det lange boglager, som en støbejernskonstruktion omkapslet af tegl.
I Kommunehospitalet få år efter går Chr. Hansen et skridt videre og lader de hule, bærende støbejernssøjler fungere også som rør for varme og ventilation. Selv efter europæiske normer en teknisk bedrift på det tidspunkt. Og igen med de byzantinske mure som en stribet hud uden på søjleskelettet. Altså formelt set langt fra de indskårne søjlerum i C. F. Hansens massive Råd- og Domhus.
Fig. 7. Københavns Råd- og Domhus. 1815. Partiet ved Slutterigade. Fotografi 1908.
Imellem disse to forskellige historiske fremtrædelsesformer står M. G. Bindesbølls Thorvaldsens Museum da som en blok, men gennemskåret af lys og tilgængelighed. Facadernes hvide dekorationsprofiler går som portåbninger helt til fundament og lader visuelt billedfrisens gobelin om at spærre af ind til atelierbazaren.
De spinkle vinduesrammer danner indefra ingen chatterende overgang mellem murhul og glas. Lyset kastes af hensyn til de udstillede skulpturer direkte ind på væggene, der virker som reflektorer for det høje indfald.
Men de skarptskårne vindueshuller kan også have haft den arkitektoniske hensigt at tilføje bygningen en næsten ruinøs struktur. Bestræbelsen kan tilsvarende ses i samme Bindesbølls Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (1858), hvor især de høje vinduer i auditoriet, der er udformet som et halvt Colosseum, lader murværket træde frem som hverken blok- eller søjlearkitektur, men som råhus eller ruin. (Hvortil kommer de fritstående tykke teglsøjler som rumdannere og espalierbærere i gårdrummet mellem de oprindelige fløje. En højst usædvanlig mellemting mellem bygningsfront og havearrangement).
Fig. 5. M. G. Bindesbøll: Kgl. Veterinær- og Landbo- højskole. 1858. Indgangsfacaden set fra øst.
Fig. 6. M.G. Bindesbøll: Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 1858. Vestfacaden set fra haven.
Byarkitektonisk danner Thorvaldsens Museum i sin fremtræden overgang mellem flere foregående århundreders opfattelse af bygningsmonumenter som del af bymassivet, og århundredskiftets Ringstrasse-ideal de solitære bygningsmonumenter. I København med Hansens Dom-, Råd- og Arresthus tæt indbygget i det ældre kvarter, og hospitalet frit liggende på det gamle militære demarkationsterræn.
Der er med andre ord omfattende helopfattelser og paradigmeskift på spil i den særprægede bygning Thorvaldsens Museum, som ustandselig udfordrer nye slægter af bygningskunstnere med sin høje arkitektoniske kvalitet. Og provokerer iagttagere eller forskere, som det ligger dér, i sammenhæng med, men både mentalt og fysisk friskåret af det gamle Christiansborgkompleks – på kanten af Slotsholmen og en ny tids fælles monumenter eller bare offentlige bygninger.
Fig. 8. Botanisk Have med Observatoriet (1859-61) t.v. og i baggrunden et af Væksthusene og Kommunehospitalet. Fotografi ca. 1880.
Sidst opdateret 11.05.2017