Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Le connais-tu? (tekst: François-Joachim de Pierre de Bernis)]

Velkommen til 8. marts på Thorvaldsens Museum. I aften skal vi fejre venskabet mellem Bertel Thorvaldsen og den polske pianist og komponist Maria Szymanowska. Det er en stor ære at præsentere aftenens to musikere, som er kommet hertil fra henholdsvis Warszawa og Paris. Ved flygelet sidder lektor ved Fryderyk Chopin-konservatoriet Małgorzata Kluźniak-Celińska. Og her på scenen står mezzosopran og desuden præsident for Maria Szymanowska-selskabet Elisabeth Zapolska. Jeg er selv ansat i museets forskningsprojekt Arkivet og hedder Karen Busk-Jepsen. Vi hørte Maria Szymanowskas smukke sang med den franske titel Le connais-tu? Den kan oversættes til ”Ved du, hvem han er?”. Det er fristende at gribe fat i den titel og spørge, retorisk: “Ved du hvem hun er – Maria Szymanowska?”. De fleste vil nok svare nej. Og færre kender til et venskab mellem Szymanowska og Thorvaldsen.

Hvis man kigger i den første, største og meget indflydelsesrige Thorvaldsen-biografi fra 1850’erne, finder man heller ikke nogen Szymanowska under S. Og det er påfaldende. For biografien bygger – ifølge forfatteren, Just Mathias Thiele – på Thorvaldsens efterladte papirer. Og vi ved, at der blandt de papirer lå 14 breve på formfuldendt fransk fra Maria Szymanowska. Vi har dem stadig her på museet. Der er altså tale om en udeladelse, og den skal vi vende tilbage til. Til gengæld har Maria Szymanowska ikke været mere nærværende på Thorvaldsens Museum end lige nu og lige her, hvor hendes musik for første gang har fyldt forhallen – og hvor hendes buste, skabt af Thorvaldsen og hans polske elev Jakub Tatarkiewicz, netop er kommet hertil fra Krakow og kan ses på museet for første gang.

Maria Szymanowska var kort fortalt en af de første professionelle klavervirtuoser m/k. Hun var født og opvokset i Warszawa i en meget musikorienteret familie og tilhørte generationen før Clara Schumann, Franz Liszt og sin landsmand Frédéric Chopin, som hun også var et forbillede og en inspirationskilde for. Szymanowska debuterede som 20-årig og skrev i løbet af sit korte liv ca. 100 kompositioner, primært klaverstykker og sange.

Vi har valgt at lægge arrangementet 8. marts, naturligvis fordi det er Kvindernes Kampdag. Men Thorvaldsen-kendere vil glæde sig over et datosammenfald med Thorvaldsens såkaldte romerske fødselsdag. Det var 8. marts 1797, han ankom til Rom, og derfra var intet som før. Han følte sig genfødt. Og hvert år derefter fejrede han 8. marts med fynd og klem. Tillykke til Thorvaldsen! Vi står også i et særligt velegnet år, for Det Polske Senat har udråbt 2019 til Maria Szymanowska-år. Oveni kommer, at er 2019 er 100-året for den diplomatiske forbindelse mellem Danmark og Polen. Herfra skal lyde en helt særlig velkomst til Hendes Excellence Henryka Mościcka-Dendys, Polens ambassadør i Danmark, med en stor tak for generøs støtte til arrangementet.

Aftenens program er fra dette punkt er opbygget lidt som en radiomontage, med musik og tale på skift: Det vil sige, der ikke er plads til at klappe undervejs i forløbet, men det må man naturligvis meget gerne ved pausen og til sidst. Men nu er tiden kommet til at tage på en lille rejse 200 år tilbage i tiden. Vi skal høre Maria Szymanowskas Præludium nr. 15.

Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.
I baggrunden: Bertel Thorvaldsen: Józef Poniatowski. Originalmodel i gips. A123.

[Maria Szymanowska: Præludium nr. 15 (Vivace)]

Hun slipper tangenterne. Publikum dvæler et øjeblik, inden de lader deres bifald fylde rummet. Pianisten i lys empirekjole lader et smil kruse læberne og nikker, så slangekrøllerne giver et vip. Maria Szymanowska har ikke tidligere optrådt i Rom, men hendes ry er løbet i forvejen, og nu oplever romerne det selv: At den polske virtuos kan holde en hel koncertsal i ånde med sin særlige tone på klaveret, hvad enten hun spiller sin egen eller andres musik. Og når hendes hænder springer mellem det magtfulde mørke og det glitrende lyse, så er det ikke kun klaverets registre, hun slår an. Publikums følelser bliver også bragt i svingninger. Blandt de berørte denne aften i 1824 sidder en midaldrende musikentusiast og klapper og tramper, som kun en ægte romer gør det. Han er selv en habil fløjtenist og guitarist. Men har viet sit liv til en anden kunstart. Det er selvfølgelig Bertel Thorvaldsen.

Thorvaldsen har kunnet læse i lokalavisen, at ”Førstepianist for zarinaerne i Rusland, Madame Maria Szymanowska” nu er kommet via London, Paris, Berlin, Milano og Firenze ”til denne hovedstad”. Men hun har selv inviteret ham. På et lille ark har hun skrevet, med hurtig hånd: ”Mme Szymanowska sender mange hilsner til Hr. Ridder Thorvaldsen og haster med at give besked om, at der er generalprøve i dag kl. halv tre i Palazzo Ruspoli. I forventning om [hans] velvilje håber hun, han vil lade hende forære ham en billet til Akademiet i morgen.”

Som notitsen i lokalavisen gav indtryk af, lever Szymanowska et liv i konstant bevægelse. De seneste år har hun turneret massivt først i Øst- og Centraleuropa, så i Vesteuropa og nu altså i Sydeuropa. Succesen er til at tage og føle på. Her er det hendes bror og manager Stanisław, der skriver til deres forældre om en optræden i Paris i april 1824: ”D. 11. gav Maria en koncert på konservatoriet – så smuk, som I kan forestille jer, og til et kæmpe bifald. Ikke kun publikum, men også orkestret klappede. Til sidst kom Cherubini hen med sin kone og datter og lykønskede hende. Og Baillot tilføjede, at 10.000 sjæle burde have hørt den koncert”.

Hvad Thorvaldsen angår, er han lige så tiljublet, men urokkeligt etableret ét sted. Han har levet halvdelen af sit liv i Rom. Dengang han blev genfødt som romer, var han 26 – nu er han 54. I sin tid var det på et hængende hår, at han kunne blive, men statuen Jason gjorde udslaget: Den fik folk til at sige, at Antikken var født på ny, og den tidsalder ønskede man om nogen at vække til live – med al dens skønhed og dens demokrati. Siden har Thorvaldsen været fast forankret i Rom, og han har netop færdiggjort Pius den 7.s gravmæle til Peterskirken. Som den første protestant, der afbilder paven.

Men det er nok de undervejsværende monumenter til Warszawa, der får Szymanowska og hendes to søskende til at sætte kursen mod Thorvaldsens værksted som noget af det første, da de når Rom. Der er store forventninger til hans statue af Copernicus. Og endnu større til rytterstatuen af Józef Poniatowski. Dét navn vækker en blanding af melankoli og stolthed, for Poniatowski satte alt ind på at vinde polsk land tilbage, efter at Polen var blevet erobret sidst i 1700-tallet. Men alliancen med Napoleon slog fejl, og han betalte med sit liv, da han blev fanget i fjendeland under Slaget ved Leipzig i 1813 og red ud i floden Elsteren og druknede. Nu er den russiske zar også konge af Polen, og polakkerne har mere end nogensinde brug for tro på en fortsat kamp for et frit Polen. Det skal rytterstatuen hjælpe med.

Fire år forinden, i 1820, havde Thorvaldsen selv været i Warszawa for at forhandle alt på plads. Her blev han modtaget med pomp og pragt, festmiddage og koncerter. Szymanowska var også i byen, tilbage fra en sommerturné, og skrev netop i 1820 en sats over Józef Poniatowskis yndlingssang. Når man hører den, kan man næsten forestille sig ham komme adstadigt ridende. Det er meget sandsynligt, at hun blev bedt om at spille dén under Thorvaldsens besøg – og at deres kunstnerbaner altså først krydsedes i Warszawa.

Fra v. mod h.: Bertel Thorvaldsen: Nicolaus Copernicus, A113, Józef Poniatowski, A123,
samt Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Polonaise sur l’air national favori du feu Prince Joseph Poniatowski]

En begejstring over at rejse videre sydpå gennem nye landskaber lyser ud af Szymanowskas brev til Thorvaldsen fra Nytårsdag 1825. Hun er lige kommet til Napoli og svømmer helt hen over kystbyens beliggenhed og smukke himmel. Oven i købet lå der flere breve fra hendes forældre og børn og ventede på hende dernede. Så ”det nye år er begyndt godt”, skriver hun.

Der er tydeligvis opstået en god kontakt mellem de to kunstnere, for dette brev og det næste, hun føler trang til at skrive fra Napoli, er præget af en åbenhjertig fortælleglæde. Derfor giver de også et spændende første indblik i klavervirtuosens turnéliv. ”Fra i morgen begynder jeg at tage på visitter, og om kort tid vil jeg – på godt og ondt – indfinde mig i alle Napolis saloner”, skriver hun. Der skal netværkes og indgås aftaler, så dørene åbner sig. Forude venter også en stor koncert i byens operahus, der i mange år blev ledet af en af Szymanowskas gode kontakter, Gioachino Rossini.

Szymanowskas to medrejsende søskende, Kazimiera og Stanisław, toner også frem i brevene, og det er tydeligt, at det lille trekløver arbejder tæt sammen. Hendes søskende tog sig af en lang række praktikaliteter på turnéen. Fra hestevogns-transport og indlogering til plakater, billetsalg og påklædning, og så ledsagede de deres berømte søster i selskabslivet. De hjalp hende også med at tackle den sceneskræk, hun undertiden blev ramt af. Måske er det den, man fornemmer lidt af, når hun nævner, at hun “på godt og ondt” skal ud i alle salonerne. Lettelsen er også mærkbar, da koncerten i operahuset er overstået. Szymanowska skriver 25. januar: ”Da jeg ved, De interesser Dem for alt, der angår mig, haster jeg, ærede Hr. Thorvaldsen, med at berette, at min koncert på Teatro del Fondo i går lykkedes fuldstændig. På trods af at mange holder sig hjemme på grund af en landesorg [over kongens] død, var salen fyldt, og jeg fik en meget flatterende og imødekommende modtagelse.”

Det er ikke svært at leve sig ind i den gode forbindelse mellem Thorvaldsen og Szymanowska. For selvom de opererer inden for hver sin kunstart og tilhører hvert sit køn, må de kunne genkende meget hos hinanden. De er begge to énere, der har viet sig helt til deres kunstnergerning og er nået helt til tops med den. Samtidig står de begge to alene, på den måde at deres ambitioner som kunstnere ikke har kunnet forenes med et familieliv i helt traditionel forstand. Og endelig er de nok begge to nogle lidt fremmede fugle i samfundets øverste luftlag, fordi de selv kommer fra andre samfundslag. Det virker sandsynligt, at de to enestående kunstnere ser ”en af samme slags” i hinanden.

Efter en måned i Napoli vender Szymanowska tilbage til Rom, og det er i den tid, at Thorvaldsen tager initiativ til at portrættere hende. Omstændighederne er lidt ualmindelige, for normalt er det de meget velbemidlede, der lader sig portrættere af Thorvaldsen. Det var en bekostelig og langvarig proces, især pga. hugningen i marmor, og Szymanowska bar, som I vil høre om lidt, hele sin families økonomi, så en buste lå uden for hendes råderum. Men Thorvaldsen ønsker, at hun skal portrætteres, og han har en plan.

Ud over sine mange lønnede assistenter har Thorvaldsen nemlig også elever, der medbringer et stipendium selv og går i lære hos ham for at uddanne sig til selvstændige kunstnere. En af dém er den nyankomne unge polak Jakub Tatarkiewicz, som Thorvaldsen ser et stort talent i, og han får den idé at lade ham udføre busten som en art lærestykke, det vil sige under hans instruktion og vejledning. På den måde bliver busten til som et joint venture – en samskabelse. Og derfor – og på grund af modsigelser i kildematerialet – er det også meget svært at afgøre, hvor den enes hånd holder op, og den andens hånd begynder. Arbejder Tatarkiewicz overvejende selvstændigt eller med ført hånd? Busten ser meget Thorvaldsensk ud, og nu, hvor den er her, skal det blive uhørt spændende at trænge ind i dét.

Selve det at sætte en buste i gang for at kunne give den væk er der utroligt få tilfælde af i Thorvaldsens kæmpestore produktion, og det fortæller igen noget om venskabet med Szymanowska. Hvad hende angår, lakker hendes ophold i Rom nu mod sin ende. London kalder, hun skal videre på sin store turné, og hun skriver:

”Kære Hr. Thorvaldsen. Jeg siger farvel med disse linjer, idet jeg takker dem for al Deres godhed over for mig og for den ære, De gør mig ved at udødeliggøre mig. Busten skal være et minde til mine kære børn, som en dag vil omfavne dem og takke Dem fra mig. Deres hengivne Maria Szymanowska.”

Men al adskillelse er svær. Vi skal nu høre en romance til en tekst der handler om adskillelse og savn, og som vi vil høre om lidt, var adskillelsens melankoli hende ikke fremmed. Elisabeth Zapolska vil synge Maria Szymanowskas romance til natten, Romance à la Nuit.

Brev fra Maria Szymanowska til Bertel Thorvaldsen 26. februar 1825.
Thorvaldsens Museum. (Klik for større foto).

[Maria Szymanowska: Romance à la Nuit (tekst: Joseph-Alexandre de Ségur)]

”Den 26. februar 1825. Jeg skriver til Dem, ærede Hr. Thorvaldsen, fra toppen af bjergpasset Simplon, hvor vi skal tilbringe natten. Mens vinden tuder og de andre sover, sidder jeg med fjerpennen i hånden og underholder mig med mine venner. Mine tanker har da naturligt rettet sig mod Dem. Og før det smukke Italiens bjerge skiller os, sender jeg Dem et farvel og en oprigtig beklagelse over ikke mere at kunne nyde godt af Deres selskab, som jeg har fundet så interessant. Trods al min iver efter at komme til London og mit stærke ønske om at komme hjem til mit fædreland længes jeg efter Rom og skulle tro mig lykkelig, hvis jeg kom tilbage en dag. Jeg rejste med tårer i øjnene og et tungt hjerte. Da jeg tit har haft det sådan, må jeg sande, at sindsro ikke er min lod i livet.”

Sådan begynder Szymanowska et farvelbrev til Thorvaldsen, som altså er formuleret på rejsen fra Italien. I brevet erklærer hun sit venskab med Thorvaldsen på en elegant måde. Hun fortæller, at broren Stanisław fandt et bogstav af bronze, da de besøgte udgravningerne i Pompeii. Fordi hun selv ønskede sig en souvenir fra derfra, gav han det til hende. Men nu er det hendes intention at give bogstavet videre til Thorvaldsen. Det er et A. Og det A skal stå for tre ord på fransk med A, skriver hun: Amitié, Admiration og Attachement. Det vil sige ”Venskab, Beundring og Hengivenhed”.

I Szymanowskas brev er det tydeligt, i hvilken grad hun har følt sig i sit element i Rom og i Thorvaldsens selskab, og hvordan det er for hende hele tiden at skulle rykke teltpælene op og rejse fra sted til sted. Det er et liv i konstant opbrud. Men hun sætter et værn op mod ensomheden, fortæller hun, ved at holde brevkontakt til dem, hun sætter pris på. ”Hvis man fratog mig min glæde ved at tale, selv på afstand, med dem, jeg holder af og sætter pris på, ville jeg føle mig alene i verden”, skriver hun. I hendes nomadiske liv er brevskrivningen altså et anker og en måde at bevare et netværk på. Hun slutter med at erkende, at Thorvaldsen næppe har tid til at korrespondere, men at hun alligevel gerne vil sende ham et brev fra tid til anden. Det løfte holder hun, og derfor kan vi om lidt følge hendes videre færd.

Szymanowska havde ikke nogen forventning om en omfattende brevveksling, men hun anede nok ikke, hvor stort et besvær Thorvaldsen havde med at skrive. I modsætning til den meget velformulerede pianist var Thorvaldsen ordblind og helt afhængig af sine venners hjælp med sine officielle korrespondancer på fremmedsprog. Men selv at skrive til sine danske venner faldt ham vældig svært, og hans venner ironiserede tit over hans ulyst ved at skrive. Vennen Herman Schubart (som kan ses i højre side midt rummet) skriver om Thorvaldsen i 1805: ”Jeg ved, at han hellere modellerer to [skulptur]grupper end skriver ét brev.”

Her på museet har vi kun den halve korrespondance, brevene fra Szymanowska. Og det er svært at forestille sig et helt ubesværet flow af breve den modsatte vej. Men man kan se, at hun hører fra ham en gang imellem – og i hvert fald ét brev fra Thorvaldsen er overlevet og befinder sig i dag på Det Polske Bibliotek i Paris. Det er skrevet tre år senere, i 1828, og det er sendt i forbindelse med, at busten netop var kommet til Warszawa. Det lille brev er på italiensk, og det er ligesom Thorvaldsens officielle breve skrevet med hjælp fra en anden. Og så rummer det en erklæring, der ligesom rimer på den, vi hørte før fra Szymanowska:

”Ærede Madame. Jeg har med tilfredshed hørt, at forsendelsen er nået frem, som indeholder statuen af Copernicus – og Déres buste, som jeg har modelleret og Tatarkiewicz hugget i marmor under min vejledning. Jeg har ikke til hensigt at løbe med æren for alt arbejdet med busten, men derimod at forære den til Dem som et bevis for mit venskab og min beundring for Deres talent. Idet jeg håber, den er udført på en måde, der falder i Deres smag, og med udtryk for min agtelse, underskriver jeg mig, Rom den 26. maj 1828, Bertel Thorvaldsen.”

Vi skal høre endnu en sang af Szymanowska, denne gang til en tekst af Sergej Pusjkin. Titlen er Peine et Plaisir, Smerte og glæde. De to følges som bekendt ad i livet, dengang som nu.

Brev til Maria Szymanowska fra Bertel Thorvaldsen af 26. maj 1828.
Bibliothèque Polonaise de Paris. (Klik for større foto).

[Maria Szymanowska: Peine et Plaisir (tekst: Sergej Pusjkin)]

Maria Szymanowskas trofaste brevskrivning gør det muligt at følge hende på hendes fortsatte turné til London. Dér har hun et stort publikum, der udmærket husker hende fra tidligere besøg, så der er med det samme massivt bud efter hende som underviser og koncertpianist. Anmeldelserne taler med næsten ens ord om, hvordan hendes koncerter i byens centrum tiltrækker et celebert publikum, bl.a. medlemmer af kongehuset, og hendes klaverspil bliver fremhævet som yndefuldt, brillant, præcist og velfraseret.

Men samtidig med, at Szymanowska lykkes professionelt, vandrer hendes tanker uafladeligt mod børnene, som hun skriver med og skriver meget om. Og hvis det ikke er gået op for én før, så gør det det med London-brevene til Thorvaldsen: Omfanget af Maria Szymanowskas livsprojekt og den næsten uforståelige bedrift det er. Hvis ikke det var et faktum, ville det lyde usandsynligt. Hun er en af Europas vigtigste pianister og enlig, eneforsørgende mor til tre børn i skolealderen. Det får hun til at hænge sammen. Mens hun er i London, er der godt nyt fra Warszawa, hvor børnene bor hos forældrene, så hun kan koncentrere sig om arbejdet:

”Jeg har den lykke, at jeg modtager godt nyt fra hele min familie, og selvom jeg føler mig på lang afstand og adskilt fra alt, jeg elsker i verden, så væbner jeg mig med tålmodighed og bruger min tid bedst muligt. Jeg håber, at mit ophold her vil være fordelagtigt, og trods Englands brune himmel vil jeg elske dette land, hvis det kan bidrage til at sikre noget af min lille families eksistens.”

Der bliver grund til at elske England trods den brune himmel, for England elsker Maria Szymanowska, og hun får familieøkonomien til at hænge sammen derhjemme. Samtidig er det lige præcis dér, den store splittelse ligger i hendes liv: Hun gør det muligt at forsørge sine tre børn alene ved at turnere. Men når hun turnerer, er hun langt væk fra dem. Når hun flere steder nævner, at portrætbusten er dedikeret til hendes børn, fornemmer man, hvordan hun måske ønskede sig at kunne være lidt mere nærværende gennem dén.

Bag Szymanowskas livssituation lå der et forlist ægteskab. Hun blev skilt, fordi hendes mand ikke kunne acceptere, at hun fortsatte med at spille, komponere og optræde, efter at de var blevet gift og fik børn. Ved skilsmissen efter 10 år faldt ansvaret for deres fælles børn over på hende, og den mulighed, Szymanowska havde for at forsørge dem, var at tjene til deres underhold gennem sin musik. Efter at have turneret i omkirng tre år kommer hun endelig hjem til Warszawa, og kan se sine børn igen, men det er en stakket frist:

”Da jeg ved, De nærer et venskab for mig, er jeg sikker på, at De vil glæde Dem over at høre, at jeg har haft den lykke at finde mine forældre og mine børn ved godt helbred. Jeg føler mig i himlen sammen med dem. Men snart må jeg skilles fra dem, for min kære fødeby tilbyder mig ikke nogen muligheder som kunstner, og det er ved hjælp af mit lille talent at jeg skal forsørge mine børn. Jeg må altså adlyde skæbnen uden at beklage mig”.

Maria Szymanowska optrådte især med værker skrevet af andre komponister, blandt andet Johann Hummel, August Klengel, John Field, Mozart og Beethoven. Det mest berømte af Maria Szymanowskas egne klaverstykker kan noget med at hensætte én i en nærmest meditativ stemning. Det er noget med nogle brudte treklange, der bliver ved og ved i en uendelig strøm, samtidig med at klangene også ændrer sig hele tiden. Som I kan se i programmet, har det tilnavnet Le Murmure.

Det er ikke mærkeligt, for det ord betegner ligesom det engelske murmur en dæmpet, vedvarende lyd. Det kan være en mumlen eller en summen. Men det kan også være lyden af vandet, der klukker og bruser – eller vinden, der hvisker og suser. Og endelig bliver det brugt om en klagende lyd og om at beklage sig. Szymanowska bruger netop det ord i sit brev fra Warszawa, hvor hun taler om, at hun er nødt til at forlade sine børn igen; hun må adlyde skæbnen uden at beklage sig. Sans murmurer. Om lidt er der pause, men først skal vi meditere med Szymanowska.

Kopier af Maria Szymanowskas breve til Bertel Thorvaldsen.
Udstillet på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Nocturne (“Le Murmure”)]

PAUSE

Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Præludium nr. 4 (Agitato)]

Maria Szymanowska kan ikke leve på afstand af sine tre børn længere – men hun kan og vil heller ikke slippe sin kunstnergerning. Ergo er hun nødt til at bosætte sig et sted, hvor hun kan brødføde sin familie som musiker. Og hun finder en løsning – et kompromis. I et brev til Thorvaldsen 1. maj 1827 skriver hun: ”Her har du mig igen, langt fra mit hjemland. Da skæbnen ikke forunder mig en eksistens hjemme, må jeg tjene mit brød i udlandet – for jeg vil opfostre mine børn ved hjælp af mit lille talent.” Fire år før havde hun fået en ærestitel som førstepianist for zar-familien i Sankt Petersborg. Dén titel omsætter hun nu til en fast ansættelse og får samtidig en stilling som klaverunderviser.

Det er kun lidt, vi ved om Szymanowskas år i Sankt Petersborg. Men det er blevet antaget, at hun fik gode betingelser og nok blev relativt velstående. Brevene til Thorvaldsen fortæller en anden historie. Her slår en melankolsk tone igennem, og det er tydeligt, at kompromiset har sin pris. Klaverundervisningen virker dræbende på hendes solistarbejde. Helbredsmæssigt er hun svækket, og økonomisk er hun faktisk også trængt. ”Jeg resignerer over for min mærkelige skæbne”, skriver hun. Men hun længes samtidig væk: ”Rusland får kroppen og ånden til at fryse til is, ja, endda hjertet, hvorimod Déres smukke himmel får det til at live op”, skriver hun.

Men der ér en lysere side af livet i Sankt Petersborg. Selve det at have sin familie omkring sig er meningsfuldt. Og Szymanowska formår at opbygge et særligt fællesskab; hun skaber en salon, der samler polske og russiske kunstnere. Hvem skulle tro dét muligt i en tid, hvor den russiske zar også er konge af Polen? Ikke desto mindre tæller salongæsterne bl.a. den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, den russiske digter Aleksander Pusjkin, den russiske sangerinde Zinaïda Volkonskaia og den russiske komponost Mikhail Glinka. Forklaringen er nok, at de fleste mere eller mindre åbenlyst er fritænkere og systemkritikere.

I salonen indleder Szymanowska et samarbejde med førnævnte Adam Mickiewicz. Han brillerer med at improvisere digte helt frit over hendes klaverstykker. Og hun sætter mange af hans digte i musik. Vi skal høre sangen Wilija med tekst af Adam Mickiewicz og musik af Maria Szymanowska. Som sagt digtede Mickiewicz gerne frit hen over Szymanowskas musik, og lyt godt efter: Akkompagnementet til Wilija med de brudte treklange er faktisk hendes berømte Le Murmure, som I hørte før. Sangen handler om de to floder Wilija og Niemen, der løber sammen. Men Wiljia og Niemen er samtidig en kvinde og en mand. Og da de to omfavner hinanden, bliver Wilija opslugt og forsvinder.

Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Wilija (tekst: Adam Mickiewicz)]

Adam Mickiewicz har en anbefaling med sig, da han i 1829 skal til Rom. Den er skrevet af Maria Szymanowska til Thorvaldsen: ”Tillad mig at anbefale en landsmand: Hr. Mickiewicz er en af vore største digtere og en højst prisværdig mand. Da han forstår sig på kunst, vil han sætte uendelig pris på at møde Dem, min ærede ven. Han vil være lykkelig for at se Deres værksted så tæt befolket af guder – og personer, som De har udødeliggjort”. Szymanowskas anbefaling virker som adgangsbillet til Thorvaldsens værksted. Men mødet mellem hendes to venner kommer ikke til at spænde af, som hun forudser. Bølgerne kommer til at gå højt.

På dét tidspunkt er rytterstatuen endelig blevet færdig efter en langtrukken arbejdsproces med mange tilløb. Hesten har han modelleret for sig. Et portræt af Poniatowski for sig. Hele rytterstatuen i halv størrelse. Deadlines er blevet overskredet, og det virker, som om en perfektionisme har haft sit greb i ham undervejs. Han ved også, hvor meget der står på spil. Forventningerne ér høje i Warszawa – og utålmodigheden stiger. Der er et stærkt ønske om at se Poniatowski foreviget, for selvom han faldt, står han som symbolet på den fortsatte kamp for Polen. Statuen er med andre ord stærkt politisk. Det har krævet et stort diplomatisk arbejde at indhente den forhenværende zars tilladelse til at rejse den, og hvem kan sige, hvornår den tilladelse bliver trukket tilbage af den nye zar? Det er sådan klimaet er, da Mickiewicz kommer til Rom. Han er selv dybt engageret i den polske sag. Og lidt som en anden Adam, den danske Adam Oehlenschläger, vender han blikket mod sit lands fortid og folkesagn for at hente næring til sine digte.

Men antikken, skal man gå tilbage til den? Efter at Mickiewicz har set rytterstatuen i værkstedet, støder de to kunstnere atter på hinanden i en salon, og Mickiewicz’ dom er klar. Statuen ligner ikke nok. Thorvaldsen har klædt ham som en antik kejser i tunika og kappe i stedet for at vise ham i polsk rytteruniform, og på den måde er der for langt til den virkelige Poniatowski. Thorvaldsen forsvarer sig med, at det netop gør, at statuen kan stå distancen og holde fremadrettet. Og en højlydt diskussion om, hvorvidt kunst skal være ideel eller virkelighedsnær, følger. Thorvaldsen holder fast, men er trængt op i en krog. Selv hans gamle ven, den franske maler Horace Vernet, hvis buste står heromme og skuler lidt, skulle have deltaget i diskussionen på det kritiske hold. Så mødet mellem Maria Szymanowskas to venner slog altså gnister. Men Józef Poniatowski står i dag – efter en ualmindeligt stormfuld historie, der ikke kan udfoldes her – foran præsidentpaladset i Warszawa og holder distancen.

Hvor Poniatowski splitter sindene, skaber Copernicus samling, da den bliver opstillet foran Videnskabernes Selskab i 1830. Szymanowska har hørt om indvielsen fra sin søster, og Thorvaldsen må have været lettet over at læse om den i hendes brev fra Sankt Petersborg: ”Deres berømte mindesmærke for Copernicus er allerede rejst i Warszawa. Til alles beundring. Det var en højtidelig dag (...), og hele byen var stimlet sammen på pladsen, hvor akademidirektør Hr. Niemzewicz holdt en meget smuk og passende tale (...).” Der er helt ro omkring den gamle astronom.

I Szymanowskas sidste breve fra 1830 og 31 ligger fokus på familien, og det virker, som om hun han en forudanelse om, at hendes liv bliver kort. Forsørgerspørgsmålet er i forgrunden, og hun fortæller om den ro, der ligger i, at begge hendes døtre har fundet nogle gode mænd. Hun tilføjer, lidt bittersødt, at de ikke tager hendes døtre for pengenes skyld, for dem har de ikke nogen af. Få måneder efter, at hun har sendt det sidste brev, bliver Sankt Petersborg ramt af en stor koleraepidemi, der tager hende med sig. Maria Szymanowska blev 41 år.

Men her skal vi høre et af hendes allerførste udgivne værker. Hendes bidrag til et stort nationalromantisk sangværk om polske helte og heltinder gennem historien med titlen Śpiewy historyczne, Historiske sange. Digteren Julian Niemcewicz bad Szymanowska komponere musikken til fem sange, og en af dem handler om Dronning Jadwiga, der skabte unionen mellem Polen og Litauen. Hun kan vel bedst sammenlignes med Margrethe 1. Vi skal høre en dramatisk kobling af sang og tale, hvor Jadwiga diskuterer med sine bejlere. Hun ender med at tage Witold, konge af Litauen, og på den måde smelter deres riger sammen.

Kopier af Maria Szymanowskas breve til Bertel Thorvaldsen.
Udstillet på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Jadwiga, Krόlowa Polska (tekst: Julian Ursyn Niemcewicz)]

Vi skal tilbage til det brev fra 1825, som Szymanowska kradsede ned med fjerpen en nat i de schweiziske bjerge. Hvor hun tog afsked med Italiens bjerge og Thorvaldsen og fortalte om det bronze-bogstav fra Pompeii, som hun ville forære ham en dag. A’et, der skulle stå for tre ord på fransk: Admiration, Attachement og Amitié. Beundring, hengivenhed og venskab.

Det lille ark er tæt beskrevet med Szymanowskas slyngede skrift – men der er også noget andet, der springer i øjnene. I margen, ved siden af passagen om A’et, står der med rød rette-blyant med en anden hånd: Amour!! Amoureuse! Kærlighed!! Forelsket! Denne anden håndskrift er ikke til at tage fejl af. Der er Just Mathias Thieles – dén Thiele, der i sin tid fandt Thorvaldsens breve og skrev sin biografi ud fra dém. Thiele mente tydeligvis, at A’et reelt stod for Amour. At det var et kærlighedsbrev. Og hér ligger efter alt at dømme forklaringen på, at Szymanowska ikke er nævnt med ét ord i Thieles store Thorvaldsen-biografi. Han havde en mistanke om mere end et venskab og vurderede, at forbindelsen mellem de to kunstnere skulle mørklægges.

Udeladelsen af Maria Szymanowska er ét eksempel blandt mange på, at den første store historie om Thorvaldsen blev skrevet med en stærk opmærksomhed på hans offentlige omdømme. Hvis der var en formodning om noget, der ikke passede ind i normerne, måtte det fjernes for alle tilfældes skyld. Det skulle ikke hedde sig. Forfatteren Meïr Aron Goldschmidt skrev i 1850 i en lille tekst om, hvor vigtig Thorvaldsen var for Danmark som succeshistorie. Her nævner han, at Danmark havde været igennem en lang ulykkesperiode først i 1800-tallet, Slaget på Rheden, Københavns bombardement, alt gik ned ad bakke. Men oven på al den modgang kom Thorvaldsen hjem som en helt uventet gevinst i lotteriet. Han var den hårdt tiltrængte gode nyhed. Jeg citerer Goldschmidt:

“Thorvaldsen [var] som en forglemt Capital, der var voxet med Rente og Rentes Rente. Men hvilken besynderlig Capital! En Søn af Folket, et ukjendt, fattig født Barn, var blevet en høi Marmorskikkelse, beundret af hele Verden. Marmor! Marmor!”

Man ser den imponerende marmorskikkelse for sig. Og det er altså i denne historiske ramme, man skal se tilpasningen af Thorvaldsens liv til noget, der matchede datidens normer. Succesen skulle stå rent.

Det er velkendt, at Thorvaldsen støttede en lang række mandlige kunstnere med lån, køb, opgaver og opbakning. Men arkiverne her på museet rummer mange indikationer på, at han støttede kvindelige kunstnere på samme vis. Forskellen er, at kvinderne – ikke alene Maria Szymanowska, men mange andre kvindelige kunstnere i Thorvaldsens kreds – ikke er omtalt i den tidlige litteratur. De er skåret væk over én kam, og de fleste er stadig i glemmebogen. Et andet vigtigt eksempel er den danske billedhugger Adelgunde Vogt, der som kvinde ikke kunne blive optaget på Kunstakademiet – men som alligevel kom ind, fordi Thorvaldsen, mens han var direktør for Akademiet på sine gamle dage, lod hende arbejde i sit eget værksted der i flere år. Faktisk indstillede han også Vogt til medlemskab af Akademiet, vel vidende at det var imod reglerne, men altså som protest. Det ligger helt i tråd med hans værdisæt, der var stærkt inspireret af den franske revolution. Thorvaldsen tænkte i frihed, lighed, broderskab – og søstersolidaritet.

Men er det virkelig et problem, hvad der blev udeladt i 1800-tallet? Absolut. For historieskrivningen har det med at gentage sig selv. Når nogen er skrevet ud, er det ofte mere end svært at skrive dem ind igen. Og Thieles advarsel blev taget alvorligt selv 100 år senere. Da den polske kulturattaché Jaroslaw Iwaszkiewicz tog fat på at studere venskabet mellem Szymanowska og Thorvaldsen først i 1960’erne og udbad sig kopier af brevene til en artikel, fik han kun et udvalg at se. Det brev, Szymanowska skrev på sin rejse Italien, brevet med A’et, fik han ikke lov til at læse. Få år efter fik den senere professor i kunsthistorie Else Kai Sass brudt med forsigtigheden og lagt hele stoffet frem. Fra da af var Maria Szymanowska ude i lyset igen. Men hendes musik har ikke klinget på Thorvaldsens Museum før i dag. Vi skal høre Præludium nr. 10.

Brev fra Maria Szymanowska til Bertel Thorvaldsen 26. februar 1825.
Udsnit med påskrift i rødt af Just Mathias Thiele. Thorvaldsens Museum.

[Maria Szymanowska: Præludium nr. 10 (Comodo)]

Her ved vejs ende kan vi spørge – igen: Ved du, hvem hun er?

Maria Szymanowska er trådt frem her i aften gennem sin tonekunst – gennem sine præludier, nocturner og polonæser, gennem sine romancer og fædrelandssange. Vi har hørt en musik, hvor lethed og tyngde, dur og mol, altid er forbundne kar. En musik som også i dag – selvom den er 200 år gammel – næppe lader nogen kold.

Og gennem Maria Szymanowskas breve til Thorvaldsen har vi fået et særligt indblik i hendes liv. Vi er blevet bekendt med hendes dundrende succes som musiker, men vi kender også til hendes følsomhed. Vi ved, hun knyttede stærke venskaber og fastholdt dem gennem brevskrivning som et værn mod den rodløshed, der var bagsiden af turnélivets medalje. Og vi ved, hun evnede at være professionel musiker og enlig mor på samme tid, for 200 år siden.

Samtidig er Thorvaldsen på en både indirekte og direkte måde tonet frem som en ven og støtte, hvis interesse føltes så bundsolid, at Maria Szymanowska ikke betvivlede den resten af sine dage. Også selvom han – ulig Szymanowska – ikke ligefrem var den store brevskriver. Thorvaldsen bekræftede venskabet på sin måde ved art give hende portrætbusten, skabt i samarbejde med Tatarkiewicz.

Og meget kan man sige om Thiele, men han smed ikke brevene ud. Og i dag stiller sagerne sig jo anderledes. Den tidsalder, der ikke kunne rumme et venskab mellem en mand og en kvinde uden straks at tænke amour og censur, virker i dag uendeligt fjern, mens de to kunstneres venskab og de selv som personer faktisk virker overraskende nutidige. Med deres egne selvstændige ambitioner, deres ligeværdighed og indbyrdes anerkendelse. Vi håber, deres venskab ikke bliver glemt, men at det lever videre – hos jer!

Inden vil slutter en stor tak til alle, der har været med til at gøre aftenen mulig. Dear Elisabeth and Małgorzata, we are very grateful for your dedication to Szymanowska’s music, for your beautiful performances and not least for taking the initiative to this event. Thank you so much from all of us. Stor tak til Birgitte Agersnap for sparring omkring alt. Tak til Annette Johansen og Kristine Bøggild Johansen for opbakning til projektet i alle dets faser. Tak til Kaj Nyborg og Frida Nicolaisen for hjælp til udstilling. Tak til Maria Horn Rasmussen og Simone Degen for PR. Og tak i særdeleshed til Ernst Jonas Bencard, Kira Kofoed og Nanna Kronberg Frederiksen for forskningsfællesskabet i Arkivet. Denne aften kunne ikke tænkes uden dem. Den sidste tak går til Hendes Excellence, Polens ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys. Tusind tak for støtten og for, at De er vært ved et glas vin, når den sidste tone har lydt.

Skal vi slutte i dur eller mol? Det ville ikke være Szymanowska, hvis man kunne vælge det ene frem for det andet. Men vi har valgt at svømme væk på et af hendes fineste stykker, Nocturne i B-dur.

Bertel Thorvaldsen og Jakub Tatarkiewicz: Maria Szymanowska (1825-1828). Marmor.
61×28x29 cm. Nationalmuseet i Krakow. Installeret på Thorvaldsens Museum 2019-20.

[Maria Szymanowska: Nocturne i B-dur]

Sidst opdateret 02.11.2021