Bestillingen af Thomas Maitlands monument

  • Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2014
  • Artiklen belyser et af Thorvaldsens mindre kendte monumenter i det offentlige rum – monumentet over den britiske Lord-High-Commissioner over de Joniske Øer, Thomas Maitland, der blev opsat på øen Zante (Zakynthos) i 1820, mens de Joniske Øer udgjorde et britisk protektorat. Monumentet, der bestod af en kolossalbuste i bronze af Maitland, jf. A258, og relieffet Minerva, sandheden og løgnen, jf. A600, opsat på en marmorsokkel, eksisterer ikke længere i sin helhed endsige på sin oprindelige plads. Bestillingen blev fremlagt som en yderst bundet opgave, men Thorvaldsen insisterede på sin kunstneriske frihed og foretog væsentlige ændringer i relieffets motiv. Bestillingen er også et eksempel på, hvordan Thorvaldsen blev anset for at kunne forlene samtidens mennesker med en eftertragtet ideel og antik værdighed i sine portrætter. Gennemgangen af dokumenterne har ført til, at relieffet, der i mange år har gået under titlen Minerva, dyden og lasten, nu i stedet får sin oprindelige betydning tilbage og i dag kaldes Minerva, sandheden og løgnen. Det er dog ikke udelukket, at relieffet har haft begge betydninger.

Et mindre omtalt værk med en særlig historie

I et hjørne bag rytterstatuen af Maximilian 1. i forhallen på Thorvaldsens Museum står en mandsbuste på en sokkel. På soklen er opsat et relief med tre kvindelige figurer. Opstillingen gør ikke megen væsen af sig og har ikke gjort det i mange år – formentlig ikke siden kunsthistorikeren Else Kai Sass udgav sit store tre-bindsværk, hvor busten omtales. Men værkerne viser sig at rumme en ikke uinteressant historie, der både involverer politiske intriger, krigsbytte, torpederede krigsskibe og muligvis ulovlig videresalg af kunstskatte.

Thomas Maitland

Thorvaldsens modeller til monumentet over den britiske generalguvernør over de Joniske Øer Thomas Maitland, som de er opstillet i forhallen på Thorvaldsens Museum.

Forhistorien – et politisk betinget monument

Monumentet over Thomas Maitland blev formentlig bestilt som et led i en storstilet smigermanøvre i 1817. Bestillerne var en kreds af adelige jonere, der ifølge kritikere håbede at sikre sig privilegier gennem deres hædring af Maitland; ifølge samme kritikere lykkedes det. Den politiske baggrund var, at de Joniske Øer med Wienerkongressen 1815 havde opnået fælles selvstyre, dog kun som et protektorat under Storbritannien frem til indlemmelsen i Grækenland 1864. Fra 1809 til 1814 havde øerne, der i det hele taget havde haft en omskiftelig historie, været besat af englænderne, og det var denne besættelse, der blev afløst af perioden som britisk protektorat. Aftalen om selvstyre blev 26.8.1817 ratificeret i Maitland-konstitutionen, der netop blev opkaldt efter den af Thorvaldsen portrætterede skotte Thomas Maitland. Denne tidligere soldat og general blev øernes første generalguvernør (Lord-High-Commissioner), dvs. den engelske konges direkte repræsentant på øerne. Han havde siden 1813 været guvernør på Malta.

Monumentet over Maitland skulle opstilles i byen Zante på øen af samme navn. Det blev ifølge Thiele bestilt af en forsamling af joniske adelige, der ønskede at takke Maitland for at have skaffet de Joniske Øer en konstitution og et universitet. Maitland blev udnævnt til Lord-High-Commissioner i 1815 og skrev ganske rigtigt en konstitution, der blev ratificeret i 1817, dvs. året, hvor Thorvaldsen blev involveret. Universitetet blev imidlertid først grundlagt 1824, så monumentet har formentlig lige så vel været et forhåbningens som et taknemmelighedens monument.

Indskriften på soklen synes at underbygge, at det snarere drejede sig om forhåbninger og forventninger, end om en anerkendelse af Maitlands allerede opnåede resultater som statsmand (her i dansk oversættelse):

THOMAS MAITLAND
ZAKHYNTHIERNE
FOR DE GODE FORHÅBNINGER

1817

Maitlands monument, Zante

Maitlands monument, som det så ud i sin helhed, mens det stadig var opstillet i Zante på øen af samme navn. Fotografiet er her gengivet efter Ludwig Salvator, op. cit., vol. I, p. 13. Salvator angav imidlertid, at busten var udført af den lokale billedhugger Paolo Prossalendi.

En tale afholdt af det britiske medlem af parlamentet Joseph Hume (1777–1855) i House of Commons 7.6.1821 mere end antyder, at Maitlands monument, sammen med mange andre hædrende tiltag, snarere var et udtryk for ængstelige jonieres smiger og håb om sikring af egne fordele, end en reelt begrundet hæder til Maitlands styring. Den britiske orden Most Distinguished Order of Saint Michael and Saint George, der nævnes i talen, er en civil hædersorden, der netop blev stiftet 28.4.1818 af prinsregenten George (4.) (1762–1830), som en måde at belønne civile borgere i britiske protektorater, og som Maitland arbejdede på at få oprettet :

[...] Maitland left Corfu for England, to prepare and concert with government the constitution for the islands. On his return he was received with addresses and adulatory effusions of all kinds, though he had expressly stated in his correspondence his utter detestation of every thing like external pomp and parade. These addresses were got up by persons always ready to worship the rising sun, to pay a dastardly court to authority; and the flattery was, in truth, of the, most nauseating kind. In a short time other public testimonies were voted; a triumphal arch was subscribed For in Corfu, to perpetuate services of scarcely two months’ continuance. A colossal statue of Sir T. Maitland was raised in Cephalonia; a bust of him, by Canova, was placed in a public situation in Zante. In Ithaca a monument was inscribed to him, and in Santa Maura he was honoured with a second triumphal arch. The consequence was, that those who had been active in these testimonials were selected for reward and office, without mentioning the bands of knights of the orders of St. Michael and St George. [...]

Maitland sørgede for, at der blev bygget nye veje og fyrtårne på øerne, men havde samtidig gennem den bl.a. af ham selv udfærdigede konstitution sikret sig en ganske omfattende magt, og blev bl.a. pga. forhøjede skatter på øen beskyldt for at udnytte sin stilling. Under den græske frihedskrig (1821-1829) hævdede han de Joniske Øers neutralitet på linje med Storbritanniens og gjorde sig dermed uvenner med de derboende grækere og øvrige filhellenere, der støttede tanken om en selvstændig græsk stat. Han gik under navnet King Tom, hvilket siger en hel del om hans råderum som generalguvernør. En samtidig karakteristik af ham vidner om, at han har været en sammensat og principfast mand:

Sir Thomas was a mortal of strange humours and eccentric habits; but it is due to the memory of that able man to say that his government bore the impression of his strong mind. “King Tom” was a rock ; a rock on which you might be saved or be dashed to pieces, but always a rock.

Thomas Maitland

Thorvaldsens kolossalbuste af Thomas Maitland, A258 udført 1818 efter den tilsendte afstøbning af Paolo Prossalendis buste af Maitland, G342. Busten blev støbt i bronze og opsat på en marmorsokkel i Zante i 1820; den forsvandt under 2. Verdenskrig.

Bestillingens forløb og indhold

Thorvaldsen blev kontaktet angående monumentet af den græske billedhugger Paolo Prossalendi, der under sit eget ophold i Rom omkring 1810 havde lært Thorvaldsen at kende. Man mere end aner af Prossalendis brev af 3.5.1817, at han blev brugt som kile ift. at få den travle og feterede Thorvaldsen til at overveje bestillingen positivt. Med Prossalendis brev fulgte nemlig den egentlige repræsentant for de p.t. uidentificerede bestillere, den joniske embedsmand Dionisio Bulzos brev af senest 3.5.1817. Det var Bulzo, der stod for korrespondancen vedrørende den indholdsmæssige del af bestillingen, og Bulzo, der udpegede den tredje involverede, den russiske statsråd og generalkonsul i Venedig, Spiridion Naranzi. Naranzi tog sig af de praktiske spørgsmål vedr. transporten og økonomien og var i det hele taget tovholder på bestillingen.

Opgaven var meget bundet – man ønskede en buste i kolossalstørrelse af Maitland, hvor generalguvernøren skulle fremstilles “all’eroica”, dvs. “heroisk”, hvilket igen ville sige iklædt antik rustning og formentlig tænktes også på en stridshjelm, jf. busten gengivet på tegningen D1564. Desuden ønskede bestillerne et relief med to kvindelige figurer. Den ene kvinde på relieffet skulle forestille Minerva, den anden en allegorisk figur som billede på styrken. Relieffets motiv var af den mere voldsomme art: Minerva skulle fremstilles i færd med at rive en maske bort fra kvindens ansigt, og derved skulle gudinden afsløre et dødningehoved. Dvs. formentlig et vanitas og et memonto mori motiv, der huskede betragteren på Guds afsløring af løgn og falskhed. Motivet skulle således sikre, at Maitland styrede republikken på moralsk forsvarlig vis, så han roligt kunne se sit efterliv og sin død i møde, når den tid kom.

For Thorvaldsen, hvis værker oftest indeholder en underspillet ro og en tydelig harmonisk opbygning, har beskrivelsen af relieffets motiv ikke virket tillokkende. Thorvaldsen foreslog tilføjelsen af en tredje figur, formentlig bl.a. med den hensigt at tydeliggøre den allegoriske betydning af dét, Minerva anser for rigtigt og derved beskytter, og dét, gudinden afslører og tager afstand fra. At det blev denne løsning, der vandt, fremgår af relieffet, der indeholder tre og ikke to figurer.

Minerva, sandheden og løgnen

Thorvaldsens relief Minerva, sandheden og løgnen, A600, fremviser et billede på visdommens gudinde Minerva (i midten), der afslører løgnen (kvinden til højre), mens sandheden (kvinden til venstre) tages under gudindes beskyttelse. Relieffet blev anbragt i bronze på soklen under busten af Thomas Maitland.

Forlæg – busten

Maitland sad ikke model for Thorvaldsen, da busten skulle udformes, og ifølge citatet af Joseph Hume ovenfor, var han slet ikke selv involveret i bestillingen, eftersom de mange hædersbevisninger blev forberedt i hans fravær og ifølge samme Hume tilsyneladende mod generalguvernørens vilje. Busten måtte derfor laves ud fra andre forlæg, og Thorvaldsen fik tilsendt en afstøbning, G342, efter en anden buste af Maitland. Kunsthistorikeren Else Kai Sass mente med overvejende sandsynlighed at kunne tilskrive den tilsendte afstøbning til Paolo Prossalendi. Det synes at blive underbygget af, at Prossalendi udførte både en buste (i flere versioner) og en statue af Maitland, samt at Thorvaldsens buste af Maitland i mange år gik for at være et værk af Prossalendi.

Afstøbningen blev sendt til Thorvaldsen med ønsket om, at billedhuggeren i sit portræt af Maitland tog udgangspunkt i den vellignende buste, men tilføjede sit varemærke: tutti qui tratti d’Ideale antico, che il prezioso suo genio le detterà.

G342 Thomas Maitland
Formentlig var Paolo Prossalendi selv ophavsmand til busten, G342, som Thorvaldsen fik tilsendt en afstøbning af. Han skulle bruge den som forlæg for den bestilte kolossalbuste af Thomas Maitland. Detalje af Thorvaldsens originalmodel til kolossalbusten af Thomas Maitland, A258. Trækkene er blevet idealiserede: Munden er gjort fyldigere, næsen klarere i sin form, øjnene større og øjenlågene mindre tunge; i det hele taget er det lidt trætte og tætte ansigt løftet, glattet og gjort mere prægtigt.

Thorvaldsen udførte Maitlands buste efter forskrifterne, hvad idealisering, størrelse og harnisk angår; trækkene er mere ideale end på den tilsendte afstøbning, busten er skåret under brystet og iklædt romersk imperator-inspireret harnisk og slængkappe.

En stridshjelm, som gengivet på det tilsendte forslag til monumentets opstilling, er derimod ikke realiseret.
Naranzis brev af 27.4.1818 vidner til gengæld om, at Thorvaldsen har ønsket at tilføje Maitlands buste en anden hovedprydelse; nemlig en såkaldt “corona civica”, altså en borgerkrone, der skulle gengive egeløv – et hæderstegn med antik oprindelse, der kunne komme særlige fortjenstrige borgere til del. En sådan ville være en klar mildning af det ellers meget krigeriske udtryk, monumentet over den tidligere general ville få.

Sass opfattede i sin omtale af busten betegnelsen “corona civica” som en murkrone (dvs. en “corona muralis”); den antikke bygudinde Cybeles attribut. Det vides ikke med sikkerhed, hvilken type Thorvaldsen tænkte på, men løvkranse, dvs. borgerkroner, er hyppige i Thorvaldsens portrætter; se f.eks. statuen af hertugen Eugène de Beauharnais, A156, busten af Napoleon 1., A252, eller statuen af digteren og filosoffen Friedrich Schiller, A138, og forarbejderne til det ikke realiserede monument over Johann Wolfgang von Goethe, A139 og A140. Murkroner ses derimod ikke i Thorvaldsens portrætter af samtidige, og det er derfor overvejende sandsynligt, at der også i Maitlands tilfælde var tale om en løvkrans – selvom det ifølge Maitlands kritikere lader til at have passet glimrende med en mere bastant krone til “King Tom”.

På den endelige buste ses ingen krans, så enten har Thorvaldsen selv forkastet ideen igen, eller det annoncerede, men i dag ukendte, svar fra Bulzo, har været negativt, jf. Naranzi brev af 27.4.1818. Den øverste del af piedestalen er til gengæld udsmykket med en feston, der har samme hædrende associationer, jf. foto af den endnu resterende del af piedestalen nedenfor under omtalen af monumentets videre skæbne.

Maitland fremstilles i den endelige buste barhovedet, og der er dermed tale om en klar nedtoning af det ønskede heroiske motiv. Både det endelige uprydede hoved og forslaget om en borgerkrans, der ville understrege Maitland som borger frem for generalguvernør, må opfattes som udtryk for en demokratisk tankegang hos Thorvaldsen.

Forlæg – relieffet

Som forlæg for relieffet fik Thorvaldsen tilsendt en såkaldt malerisk tegning, dvs. en gennemarbejdet tegning med relieffets motiv. Denne tegning kendes desværre ikke i dag. Samtidig blev det ham pålagt, at han ikke måtte afvige det mindste fra tegningens motiv, når han skulle omsætte tegning til relief. Som nævnt ovenfor var motivet i udgangspunktet bastant og langt fra Thorvaldsens normale motiviske univers: Visdommens gudinde Minerva skulle rive en maske bort fra en kvindes ansigt og derved afsløre et dødningehoved.

Thorvaldsen havde dog inden årsskiftet 1818 forhandlet sig frem til at inkludere en tredje figur i relieffet, og det var denne tegning, der blev sendt til Thorvaldsen med Naranzis brev af 16.1.1818. Thorvaldsen mente imidlertid ikke, at man direkte kunne omsætte en sådan tegning til relief, da de to medier var forskellige – her genfortalt i Bulzos svar til Thorvaldsen: [...] detto dissegno essendo fatto alla Pittorica ella crede di fare qualche cambiamento per reinformarsi alle leggi del Basso-relievo [...]. Hvad Thorvaldsen helt præcist har ment med dette, er ikke helt klart, men samtidige gengivelser af billedhuggerens egne værker blev ofte publiceret som konturstik, dvs. uden den tredimensionelle effekt, der kan opnås f.eks. ved angivelse af skyggevirkning i gradueringer i lyse og mørke partier, som det netop ses i maleriske tegninger. De maleriske tegninger lå altså tættere på maleriet end på skulpturen i Thorvaldsens optik.

Også denne del af bestillingen var altså en yderst bundet opgave, men Thorvaldsen insisterede på sin kunstneriske frihed og foretog væsentlige ændringer i relieffets motiv, der endte med tre figurer og en mere nedtonet allegori: Minerva, der beskytter sandheden (en halvnøgen, yndig og rolig ung kvinde) og afslører løgnen ved at drage sløret bort fra dennes ansigt (en tildækket, bortflygtende, men stadig smuk kvinde).

Dionisio Bulzo beskrev efter forhandlingerne med Thorvaldsen de to muligheder for tolkning af relieffets motiv: Enten kunne relieffets motiv symbolisere friheden og slaveriet, eller sandheden og løgnen, med Minerva som den moralsk dømmende magt i midten. Ifølge Thiele var det Thorvaldsens ide at fremstille de to kvindefigurer på hver side af Minerva som et billede på hhv. sandheden og løgnen, men det kan ikke underbygges af andre kilder p.t. Bulzo foreslog, at kvinderne også kunne være et billede på friheden og slaveriet, men at det var op til Thorvaldsen at vælge, hvilken betydning og dermed hvilke attributter, der valgtes:

La figura di mezzo che rappresenta Minerva conviene al mio proposto per essere il simbolo o della saggezza o della Grande Nazione ad uno degli Eroi della qualle si deve erigere questa memoria. Le due figure laterali è mia intenzione che possino indicare o la libertà e la schiavitù, o se ella crede meglio la verità e la menzogna.
Spiegatole il mio proponimento lascio alle di lei lumi il rivestirle degli attributi, e situarle nell’atteggiamento che il di lei genio puo
inspirarle.

Forklaringen er væsentlig og de foreslåede to tolkningsmuligheder er formentlig det tætteste, vi kommer på den oprindelige titel på relieffet, der fra 1844 og fremover kaldtes Minerva, dyden og lasten, jf. tabellen over titler nedenfor. Relieffet optræder dog også som et billede på uskylden og falskheden.

Kun kvindernes stilling og draperiet adskiller dem fra hinanden, og der er ingen andre kendte, let aflæselige attributter tilføjet sidefigurerne. Kun Minerva er tydeligt “forklaret” med klassiske attributter som hjelm, ugle og den korte slangeomkransede kappe. Man forledes derfor til at tro, at Thorvaldsen med vilje har ladet læsningen af sidefigurerne stå forholdsvis åben, så flere af de foreslåede udlægninger kunne rummes. Dette kunne underbygges af de mange efterfølgende benævnelser af relieffet. Thorvaldsen har dermed ikke fulgt Bulzos råd om at tilføje relevante attributter til disse figurer, eller rettere han har forenklet dem så meget, at kun klædedragten og stillingsudstykket er tilbage: Sandheden skildres i f.eks. Cesare Ripas Iconografia som en nøgen kvinde (jf. også udtrykket “den utilslørede sandhed”), mens slør anvendes som indikation på at noget skjules helt eller delvist, f.eks. sandheden. Dyden derimod skildres ifølge samme Ripa ikke som en nøgen kvinde, men som en elegant, ofte i guld klædt, smuk kvinde, eller som en krigerisk kvinde. Dvs. nøgenheden peger på læsningen Sandheden versus Løgnen, som den mest sandsynlige læsning, men det er påfaldende, at motivet er så forholdsvist uautoriseret og flertydigt.

Soklen

To forslag til soklen og monumentets opstilling blev tilsendt Thorvaldsen, den ene, formentlig den valgte, kendes ikke i dag. Men tegningen D1564 er med overvejende sandsynlighed identisk med det ikke valgte udkast til opstillingen af Maitlands monument. Målene passer med de i Prossalendis brev af 3.5.1817 opgivne 53 pollici på busten inkl. dennes sokkel, ligesom grundudsmykningen af piedestalens øverste del og profil svarer til den endelige med æggestav og feston, jf. foto af den bevarede øverste del af piedestalen nedenfor, dog uden vædderhoveder.

Monument med romersk krigerbuste, udkast til opstalt

Denne tegning, D1564, er efter al sandsynlighed identisk med det ene af de tilsendte forslag til Maitland monumentets opstilling, jf. Naranzis brev til Thorvaldsen af 14.7.1817. Busten forestiller ikke Maitland specifikt, men en heroisk type iklædt antikt krigerudstyr, som beskrevet i bestillingen, jf. Prossalendis brev af 3.5.1817. Thorvaldsen har i sit portræt af Maitland nedtonet det krigeriske og ladet generalguvernøren fremstå barhovedet, men har bibeholdt rustningen og det antikke draperi.

Den godkendte sokkelform havde ifølge Naranzis brev af 16.1.1818 en højde på 120 cm og en bredde og dybde på 60,25 × 60,25 cm. Thiele hævder, at Thorvaldsen selv tegnede et nyt forslag til soklen, men dette findes der p.t. ikke noget belæg for, snarere tyder det på, at han har valgt det reviderede forslag, som venetianske arkitekter havde tegnet pga. utilfredshed med det fra bestillerne tilsendte forslag. Marmorsoklen blev udført i Venedig og stod færdig senest 16.1.1818.

Rykkere

Naranzi rykkede Thorvaldsen i hvert fald to gange i løbet af 1818-1819, for at høre, hvordan arbejdet skred frem. Det lader til, efter andre kilder at dømme, at have været bronzestøbningen, der trak ud. Thorvaldsens assistent, Pietro Tenerani skrev nemlig i sin rapport til Thorvaldsen under dennes Danmarksophold, at betalingen for Maitland-monumentet endnu ikke var indløbet, og at bronzestøberne Jollage & Hopfgarten derfor heller ikke kunne få deres betaling – de var utålmodige, men måtte være tålmodige en tid endnu, ligesom Thorvaldsens værksted havde været det under støbningens forsinkelse:

Per altro i fonditori Prusiani sono stanchi d’aspettare piu il pagamento, come lo eravamo noi per il ritardo della fusione.

I sagen om Maitlands monument kendes i dag ingen breve fra Thorvaldsens hånd eller fra hans værksted, så det vides ikke, om Naranzi har fået svar på sine rykkere. I givet fald har et sådant været skrevet af Tenerani eller Hermann Ernst Freund, der bestyrede Thorvaldsens værksted under Danmarksopholdet.

Hovedet af busten blev støbt før Thorvaldsens afrejse mod Danmark 14.7.1819, mens resten af busten (dvs. skulderstykket og draperiet) og relieffet blev støbt kort før 2.10.1819.

Af den danske præst, Frederik Schmidts dagbog fremgår det, at i hvert fald lermodellen til relieffet har været færdig 25.10.1818, da Schmidt her beså relieffet i Thorvaldsens værksted. Det vides dog ikke med sikkerhed, i hvilket materiale han så værket, eller hvornår også busten var færdig i hhv. lermodel og gips (originalmodel). Thiele angiver et sted, at Thorvaldsen udførte modellerne fra sommeren 1817 og et år frem, et andet sted, at begge dele var færdige i efteråret 1818. Det kan ikke underbygges med andre kilder end ovennævnte Schmidts, men sikkert er det, at begge dele har været færdige et stykke tid, inden den første støbning af bustens overdel var afsluttet, dvs. før Thorvaldsens afrejse mod Danmark 14.7.1819.

Opstilling af monumentet

Monumentet blev opsat på Zante senest 17.12.1820, hvor indvielsen af monumentet var planlagt til at finde sted. Dateringen skyldes ærkehertugen Ludwig Salvators bog om Zante, op. cit.
Salvotor beskriver, at afsløringen skulle finde sted samtidig med processionen for den hellige Dionysios. Når processionen ankom til Kirken Ay Pandes skulle lovsangen Tedeum afsynges og afsløringen ske under taler, jf. også Sass, op. cit., p. 423, der også citerer Salvator. Imidlertid var der protester fra de ortodokse kredse, og da det næste morgen både regnede og haglede blev det opfattet som en mirakuløs håndsrækning fra oven til de troende, og indvielsen blev udsat. En anden og ikke nødvendigvis modstridende version fortæller, at monumentet natten efter dets afsløring blev indsmurt i noget “unævneligt” af lokale patrioter, der støttede den græske frihedskrig og dermed gik ind for et samlet græsk rige. Et sådant blev først en realitet i 1864, og i den nye traktat blev det indskrevet, at Maitlands monument skulle bevares. Dette fik igen sindene i kog og en anonym skrev på monumentet (her gengivet på fransk efter artiklen, der beskrev hændelsen):

On eut soin de moi et me voilà assuré par traité. Sans quoi j’aurais été volé et transformé en marmites.

Uanset, at intet af dette p.t. kan belægges med andre kilder, hersker der ikke tvivl om, at monumentet over Thomas Maitland har været kastebold i et politiske spil om magt, selvstyre og demokrati. Den tidligere direktør ved Thorvaldsens Museum Sigurd Schultz skrev lakonisk og alligevel opmuntrende i sit brev til en minister i det kongelige gesandtskab i Athen:

Saavidt jeg har forstaaet, var Sir Maitland en alt andet end elsket guvernør over Zante. Det kunde jo tænkes, at dette er grunden til, at grækerne slet ikke er interesserede i busten, som vi er.

Monumentets videre skæbne

Monumentet eksisterer ikke længere i sin helhed endsige på sin oprindelige plads; under 2. Verdenskrig var Zante besat af Italien, og busten blev taget som krigsbytte, mens det lykkedes en kustode ved det lokale byzantinske museum at redde relieffet, der i dag befinder sig på rådhuset i Zante. Busten på Maitlands monument blev i stedet erstattet af en buste forestillende den italienske digter Ugo Foscolo (1778-1827), der var født på Zante.

Der verserer flere mere eller mindre ubekræftede historier om bustens videre skæbne; en variant meddeler, at busten (og relieffet) blev bragt til Italien på Mussolinis ordre for at blive smeltet om, en anden, at krigsskibet, som busten blev transporteret til Italien med, blev torpederet og sank, og dermed forsvandt også busten; en tredje kilde hævder at vide, at hverken busten eller kaptajnen på det (muligvis) torpederede krigsskib gik ned, men at kaptajnen derimod beholdt busten selv sammen med andre kunstskatte røvet fra det byzantinske museum. Ifølge samme kilde blev busten siden solgt videre og kan dermed stadig befinde sig “derude” et sted.

Ingen af disse forløb kan p.t. bekræftes endeligt, omend et brev dateret 17.1.1950 fra den græske stats presse- og informationskontor bekræfter, at det italienske krigsskib, der havde busten om bord, blev torpederet. Der står dog intet om, hvorvidt gods eller mandskab blev reddet. Relieffet blev derimod med sikkerhed reddet og befinder sig efter nogle år på den byzantinske museum i dag på rådhuset i Zante.

Minerva, sandheden og løgnen

Det oprindelige bronzerelief, der var indsat i soklen på Maitlands monument, blev reddet fra italiensk bortførelse i 1942, og befinder sig i dag på rådhuset i Zante. Tidligere blev relieffet opbevaret på det byzantinske museum i byen. Bronzerelieffets præcise mål kendes p.t. ikke, men umiddelbart er det tydeligt, at relieffets form i bronzeudgaven er mere kvadratisk end originalmodellens. Det skyldes formentlig enten, at kanterne på originalmodellen er skåret af eller blot indmurede i forbindelse med opsætningen af relieffet på Thorvaldsens Museum, eller at man under støbningen af bronzerelieffet har forlænget siderne af hensyn til opsætningen på Zante.

Maitland-monumentet, rester af piedestalen

Udover bronzerelieffet på rådhuset i Zante kendes af det oprindelige monument i dag kun den øverste del af piedestalen. Den er her fotograferet omkring 1980 og anvendtes på det tidspunkt som sokkel for en sammenplantning. Det er p.t. ikke afklaret, hvor på Zante piedestaldelen var placeret, da fotografiet blev taget, ligesom det heller ikke vides, hvor den befinder sig i dag.

Titelforvirring

Gennemgangen af dokumenterne har ført til, at relieffet, der siden indlemmelsen i museet har haft titlen Minerva, dyden og lasten, nu i stedet får sin oprindelige betydning tilbage og i dag kaldes Minerva, sandheden og løgnen. Det er dog ikke udelukket, at relieffet har haft begge betydninger, ligesom bestillerne også foreslog, at sidefigurerne kunne forestille friheden og slaveriet, jf. ovenfor. Dette kunne underbygges af de mange forskellige navne, relieffet optræder under, jf. nedenstående oversigt i tabelform. Det har heller ikke stået klart, hvilket formål relieffet tjente, eftersom det flere steder af Johan Bravo omtales som et gravmæle.

I sin tidlige udgave om Thorvaldsens værker kaldte Thiele relieffet Minerva afslører Lasten og tager Uskyldigheden i sin beskyttelse, mens han i den senere udgave havde revideret titlen og nu kaldte relieffet Minerva afslører Løgnen og tager Sandheden i sin beskyttelse. Thiele har tydeligvis revideret titlen efter at have fundet og læst brevet fra Bulzo af 7.4.1818, som han omtaler i sin biografi, ligesom han formentlig har kendt listen over tegninger efter Thorvaldsens værker. Da relieffet blev registreret i Thorvaldsens Museum af Ludvig Müller, blev det kaldt Monument over Maitland. Minerva afslører Lasten, formentlig med baggrund i Thiele 1832 og Johan Bravos boopgørelser jf. oversigtslisten nedenfor.

Kilde Titel
Dionisio Bulzos beskrivelse ifm. bestillingen, 7.4.1818 o la libertà e la schiavitù, o se ella crede meglio la verità e la menzogna.
Frederik Schmidts beskrivelse af relieffet, 25.10.1818 [...] Minerva der blotter Falskheden og beskytter Ærligheden.
Oversigt over tegnede gengivelser af Thorvaldsens værker, Antagelig 1844 Minerva che scuopre la menzogna, e protegge la verità
Oversigt over tegnede gengivelser af Thorvaldsens værker, Antagelig tidligst 1829 Minerva che protegge la verità e scopre la menzogna
Thiele 1832, p. 44 Minerva afslører Lasten og tager Uskyldigheden i sin beskyttelse
Thiele II (udgivet 1851), p. 384 Minerva afslører Løgnen og tager Sandheden i sin beskyttelse
Bravos liste af antagelig 1839 Pallade, innocensa e perfidia
Bravos liste af 3.9.1839 Minerva, die Unschuld u Falschheit, über Marmor
Bravos boopgørelse, 24.5.1844
Basso Rilievo sepolcrale, Minerva va con la Virtù e Vizio. og Detto: Minerva con la Virtù e Vizio in gesso.
Bravos boopgørelse af 24.5.1844
Basso Rilievo Sepolcrale, Minerva con la Virtù e Vizio. og Detto ― Minerva con la Virtù, e Vizio in gesso.
Bravos boopgørelse af 24.5.1844
Minerva med Dyden og Lasten, Gravmonument, Basrelief. og Minerva med Dyden og Lasten
Bravos afskibningsliste af før 7.8.1844 Basrelief zum Grabmaal des Lord Maitland
Müllers inventarisering, THM Minerva afslører Lasten
Ludwig Salvator, op. cit., vol. II, 1904. p. 14 Die Figur stellt die Minerva dar, welche mit ihrem rechten Arm die Tugend umschlingt und mit ihrer Linken einen Schleier auf das Laster wirft, welches gedemüthigt und gebeugt dahinzieht.

Marmorversion af relieffet

Der kendes en marmorversion af relieffet, der i dag er deponeret på Oldenburg, Landesmuseum für Kunst- und Kulturgeschichte, inv.nr. LMO 14.017. Det måler 75,5×62 cm og er efter fotografier af det at dømme af meget fin kvalitet og hugning. Relieffets proveniens er endnu ikke kendt, men det er muligvis identisk med det Minerva-relief, der omtales i Thorvaldsens værkstedsregnskaber af Juli 1819 – december 1823, December 1821 – september 1823 og Juni 1822 – juni 1823.

Minerva, sandheden og løgnen

Den eneste kendte marmorversion af relieffet er formentlig hugget omkring 1822 og er i dag deponeret på Niedersächsische Landesmuseen Oldenburg, Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte, inv.nr. LMO 14.017.

Referencer

  • Walter Frewen: Sir Thomas Maitland, the mastery of the Mediterranean, New York 1897. Se evt. en digitaludgave af bogen her.
  • Hansard, Great Britain, House of Commons, Hansard’s parliamentary debates, Commons Sitting of Thursday, June 7, 1821, George IV year 2, Column 1129, Second Series, Volume 5.
  • Ole Jacobsen og Johanne Brandt-Nielsen (ed.): Provst Frederik Schmidts dagbøger, vol. 1-2, København 1966-69, vol. 2, p. 398.
  • Ludwig Salvator: Zante, Leipzig 1904, vol. I-II.
  • Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 414-423.
  • Walter Scott [edit.]: The Edinburgh Annual Register, Volume 14, p. 173.
  • The Gentleman’s Magazine, London 1824, Bd. 94, Del 1, Bind 135, p. 370-372.
  • Thiele II, p. 318-319, samt p. 382-384.
  • THM jr. nr. 6 21/1946.
  • THM jr. nr. 7II 6/1949.
  • THM jr. nr. 7II 12/1950.
  • THM jr. nr. 7II 4/1980.

Omtalte værker

A138 A156 A258 A600 G342 D1564 A252 A139 A140

Sidst opdateret 12.04.2023