The Thorvaldsens Museum Archives

Kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Om Thorvaldsens Museums frie forskning

Francesco Diofebi, S. Giuseppe-dagen (19.marts) i Rom, 1832, Thorvaldsens Museum, B 72

Kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Om Thorvaldsens Museums frie forskning. Oplægget handler om de skriftlige kilder, som Thorvaldsens Museum publicerer og forsker i. Jeg vil forsøge at give et indtryk af, hvorfor og hvordan vi arbejder med stoffet og også give et konkret eksempel på et forskningsresultat. De skriftlige kilder er publiceret digitalt på internetadressen arkivet.thorvaldsensmuseum.dk. Vi er fire fuldtidsansatte kunsthistorikere, der arbejder i Arkivet, og vi er finansieret af fonde.

*

Vi er i Rom i år 1821. Nærmere bestemt den 1. april 1821. Prinsen af Danmark haster gennem Roms gader på vej hen til en berømt billedhugger. De skal mødes i hemmelighed. Men først må jeg præsentere dem:

Christian Frederik og Caroline Amalie på rejse

Prins Christian Frederik – den senere kong Christian 8. – og hans hustru, Caroline Amalie, gør sig klar til at tage afsked med Rom. De har boet i byen i en længere periode i forbindelse med en årelang dannelsesrejse rundt i Europa, og nu skal de rejse videre til Paris. De har befundet sig godt i Rom. De rejser rundt med en elleve mand stor stab af tjenere, der hjælper dem i alle forhold. De har afholdt middagsselskaber og fået etableret et stort netværk af adelsfolk og kunstnere. De har set og oplevet en masse; været på arkæologiske udgravninger, deltaget i katolske julemesser, set alle museerne, besøgt kunstnerne i deres værksteder o.s.v. De har også købt en masse dyre souvenirs, både til privat brug og til de kongelige samlinger i Danmark. De beretter om fx smykker og tøj, antikke mønter og vaser, moderne malerier og skulpturer m.v.

Caroline Amalie Christian Frederik (8.)

Bertel Thorvaldsen i Rom

Så har vi Bertel Thorvaldsen. Han færdes hjemmevant i Rom. Han er 51 år gammel og har boet og arbejdet i byen i 24 år. I den tid har han opnået en position som Europas førende billedhugger. Han er feteret og berømt for sine skulpturer, relieffer og portrætbuster, der pryder velhaverhjem i hele Europa. Thorvaldsen er det naturlige centrum for de kunstnere, der bor og arbejder i Rom i kortere eller længere perioder. Han fungerer på mange måder som en romersk filial af kunstakademierne rundt om i verden. Han omslutter de tilrejsende danske, tyske, polske, russiske, franske og engelske kunstnerne med varm anerkendelse og kunstnerisk vejledning. Han kalder dem for sine “kunstbrødre” i bedste franske revolutionsstil. Indimellem støtter Thorvaldsen dem også økonomisk, enten ved pengelån eller gennem kunstindkøb. Der er temmelig langt fra den fattige, ordblinde dreng med det store tegnetalent, der voksede op i enevældens København til den frie og rige mand, der nu slår sine folder i det internationale kunstmiljø i Rom.

Horace Vernet, Portræt af Thorvaldsen i færd med at modellere Vernet-busten, 1833, Thorvaldsens Museum, B 95
Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Rom, 1837, Thorvaldsens Museum, B 199

Et stort indtryk

Thorvaldsen har gjort et stort indtryk på Christian Frederik. Prinsen har besøgt Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini op til flere gange, og han har inviteret Thorvaldsen til mange fine middage hjemme hos sig i Palazzo Negroni. For at fastholde mindet om Thorvaldsen og hans værksted, har prinsen fået specialfremstillet nogle af Thorvaldsens skulpturer i bronze og guld. De skal fungere som borddekoration og samtaleemne, når prinsen på et tidspunkt vender hjem og skal til at afholde gallamiddage. Thorvaldsen har også udført Christian Frederiks og Caroline Amalies portrætbuster, og han har påbegyndt en helfigursstatue af Caroline Amalie.

Wilhelm Hopfgarten & Hermann Ernst Freund, Christian 8.s borddekoration, 1820-1825, Kongernes Samling, Amalienborg
Bertel Thorvaldsen, Caroline Amalie, 1827, Thorvaldsens Museum, A 164

Pengelånet

Nu skal prinseparret rejse fra Rom – og her vender vi tilbage til det hemmelige møde. Sagen er kort sagt den, at Christian Frederik er løbet tør for penge. Og han be’r om at måtte låne nogle af Thorvaldsen. Det er Thorvaldsen indforstået med, og han låner prinsen 9000 romerske scudi. Det er et svimlende stort beløb. Det svarer til ca. 238 kg rent sølv. Her kan man godt gange op med den nuværende kursværdi på sølv, men jeg vil i stedet forsøge at anskueliggøre beløbet ved at sige, at man ved hoffet i Danmark kunne aflønne mindst 30 personer for samme beløb – årligt.

Scudo romano

Hvordan har vi fundet ud af det?

Christian Frederik og Thorvaldsen mødtes som sagt i hemmelighed. Der var sandsynligvis kun ganske få personer med til mødet. Foruden prinsen og Thorvaldsen må man formode, at prinsens privatsekretær, Johan Gunder Adler, og muligvis Thorvaldsens romerske bankforbindelse, Giovanni Raimondo Torlonia, også var tilstede. I små 200 år har ingen kendt til lånesagen. Man kan ikke læse om den i historiebøgerne. Så er det virkelig sandt? Hvordan er lånesagen kommet for en dag? Det er selvfølgelig her, at de skriftlige kilder kommer ind i billedet.

Håndskrevne originaldokumenter i Thorvaldsens Museum

Arkivets historie – i korte træk

På Thorvaldsens Museum opbevares en stor bunke af originale, håndskrevne dokumenter, som Thorvaldsen har skrevet og modtaget igennem et helt liv. Det drejer sig om personlige breve, men også om testamenter, pas, udnævnelser, anbefalinger, hyldestdigte, kontrakter, regnskabsbøger, bønskrivelser, dagsbogsoptegnelser, brevudkast, kladdepapir o.s.v. Dokumenterne blev fundet efter Thorvaldsens død i 1844 på hans romerske bopæl i Casa Buti. Herfra blev de fragtet til København, hvor de blev ordnet og registreret og lagt i mapper og skrin i det nye Thorvaldsens Museum.

Siden museets start har man gjort mange forsøg på at behandle og publicere dokumenterne. Nogle af dem er trykt i forskellige bøger, men en egentlig bogudgivelse af samtlige dokumenter er slået fejl – simpelthen p.g.a. det enorme omfang. Det er først med teknologiens indtog, at det er lykkedes at transskribere, digitalisere og publicere samtlige dokumenter i det digitale Arkiv.

Brevskab, Thorvaldsens Museum

Transskriberet dokument, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk

Fri forskning

Da jeg, og mine tre andre kolleger, blev ansat i Arkivet i 2013, var opgaven at gå i gang med den systematiske bearbejdning og fortolkning af de digitaliserede dokumenter. Jeg kan huske, at jeg nærede en pænt stor portion ærefrygt overfor opgaven: Alle disse ubehandlede dokumenter og et helt bibliotek fyldt med bøger, der kun handlede om Thorvaldsen. Det var bare om at gå i gang. Men hvor?

Jeg spurgte Thorvaldsens Museum, om man ønskede noget behandlet fremfor noget andet. Der måtte være noget, som var vigtigere end andet? Jeg fik det svar, at museet ønskede at skaffe sig “solid dokumentation for Thorvaldsens liv og værk”. Man ville gerne tilvejebringe fakta, og man ville gerne be- eller afkræfte de mange myter, der florerer om Thorvaldsen. Målet var at blive klogere på Thorvaldsen og på hans kunst. Men museet ville ikke prioritere sagerne eller anvise vejen, for “så var forskningen jo ikke fri” – som der blev sagt.

Jeg måtte altså begive mig ud i ukendt terræn og lade empirien vise vejen. Det eneste krav var, at jeg færdigbehandlede ni dokumenter om måneden og fire artikler om året i de fire år, som projektperioden varede.

Klods-Hans-metoden

Den her metode kan måske bedst beskrives med det engelske ord “serendipity”, eller det danske “lykketræf”. Altså evnen til at gøre gode fund og opnå resultater, fordi man har en skærpet opmærksomhed over for tilfældigheder og det uventede. Man kunne måske også sammenligne arkivforskeren med Klods-Hans, der rider afsted på en ged for at vinde prinsessen og det halve kongerige uden anden hjælp end dét, han finder på vejen.

Det var som Klods-Hans, at jeg faldt over pengelånet. Og nu vil jeg gerne vise “mudderet, kragen og træskoen”, d.v.s. nogle af de tåbeligt små og tilsyneladende irrelevante historier, der ledte frem til Thorvaldsen.

Vilhelm Pedersen, Klods-Hans, 1855, illustration i H.C. Andersen, Eventyr og Historier, 2. bind, p. 82

J.L. Lund – “Mudderet”

Mine første skridt ud i Arkivet var temmelig forsigtige. Jeg bevægede mig kun langsomt mod Rom og mod superstjernen Thorvaldsen. Jeg valgte at kommentere breve til og fra den ikke så kendte danske maler J.L. Lund, der kom til Rom i 1802, og som var en del af kredsen omkring Thorvaldsen. Her var der en afgrænset korrespondance på tretten breve fra Lund til Thorvaldsen og fire breve fra Thorvaldsen til Lund, som virkede nemme at gå til. Det var måske lidt “mudret” i forhold til målsætningen om at blive klogere på Thorvaldsen, men ikke desto mindre.

Kommenteringen gik da også godt. Lund var pligtopfyldende og hjælpsom, og relationen til Thorvaldsen var mest af praktisk art: Lund førte tilsyn med Thorvaldsens værksteder, når Thorvaldsen selv rejste rundt i Italien, han tog imod bestillinger, og han fremsendte hilsner fra Thorvaldsens kæreste, Anna Maria. Lund fulgte også Thorvaldsen på rejsen til Danmark i 1819, da Thorvaldsen måtte forlade Rom et års tid for at opnå nogle bestillingsopgaver i hjemlandet.

Men så stødte jeg på en forhindring. Der var et sagsforhold, jeg ikke kunne forklare, og som forgrenede sig videre ud i nye dokumenter fra andre afsendere, der tilsyneladende ikke havde noget med hinanden at gøre, men hvor sagerne alligevel flettede sig sammen på forunderlig vis.

J.L. Lund, Kunstnerens selvportræt i en alder af 50 år, 1827, ukendt ejer

Øllegaard Lundegaard – “Kragen”

Hjemme i Danmark var Thorvaldsen blevet mødt med stor anerkendelse og mange bestillingsopgaver. Der var også en anden side af berømmelsen – nemlig den, at han fik mange bønskrivelser fra fattige folk, der levede under dårlige forhold, og som ønskede hjælp fra Thorvaldsen. Han havde været én af deres, og han kunne godt huske, hvordan det var, så han var ikke uvillig til at hjælpe.

Thorvaldsen fik blandt andet en henvendelse fra en dame ved navn Øllegaard Lundegaard. Hun var pensionist og enke og havde vistnok kendt Thorvaldsens forældre, da de var unge, dengang i 1700-tallet. Her har vi “kragen”. Thorvaldsen lovede at støtte Lundegaard med 100 rigsbankdaler om året, som en slags pension. Men da Thorvaldsen vendte tilbage til Rom i 1820, glemte han alt om sit løfte til den fattige enke.

Den hjælpsomme Lund, der nu boede i København, lagde 60 rigsbankdaler ud for Thorvaldsen. Han regnede selvfølgelig med at få dem igen, men det voldte problemer. Thorvaldsen svarede aldrig på Lunds og Lundegaards breve – han havde sandsynligvis for travlt til at tage sig af sagen, fordi han netop i de år fik mange nye og store bestillingsopgaver.

Lund forsøgte at udtænke forskellige strategier, hvormed han kunne få sine penge igen. Og han fandt på, at beløbet skulle trækkes fra en betaling, som Thorvaldsen skulle ha’ af Kunstakademiet i København: De havde nemlig bestilt en komplet samling af gipsafstøbninger efter Thorvaldsen værker. Det var rent faktisk prins Christian Frederik, der havde bestilt afstøbningerne i sin egenskab af præses for akademiet. Lund rettede derfor henvendelse til prinsens privatsekretær, Johan Gunder Adler.

J.L. Lund, Portræt af Orsola Polverini Narlinghi, 1802-1804, Thorvaldsens Museum B 448
[NB. Billedet forestiller ikke Øllegaard Lundegaard, men en anden ældre, fattig kvinde.]

Johan Gunder Adler – “Træskoen”

Og nu falder vi over “træskoen”. For den 6. september 1823 skriver Adler det brev til Thorvaldsen, hvor vi for første gang hører om pengelånet. Adler forsøger at hjælpe Lund ud af kattepinen, og han spørger Thorvaldsen, om ikke Lunds udlæg og Lundegaards pension kunne trækkes – ikke fra akademibetalingen – men “fra det rente-beløb på 225 romerske scudi som Hans Højhed hvert halve år betaler til Dem.” Hvad var nu det for noget? Christian Frederik betalte rentepenge til Thorvaldsen? Det var højst uventet, og sagen måtte undersøges nærmere.

Thyra Tønder, Johan Gunder Adler, u.å., Oslo Museum, OB.00300

Jeg fandt 28 dokumenter vedrørende sagen blandt Thorvaldsens breve i Arkivet og blandt Adlers breve på Rigsarkivet og i Det Kongelige Bibliotek. Herudfra blev sagen trevlet op, og den lyder i korte træk sådan her:

Nasseprinsen

  • Den 1. april 1821 lånte Christian Frederik 9000 romerske scudi af Thorvaldsen.
  • Det var et afdragsfrit lån.
  • Men med en årlig rente på 450 romerske scudi.
  • Hvis lånet blev opsagt af en af parterne, skulle hovedstolen straks betales fuldt og helt tilbage. Det fremgår af gældsbeviset.
  • Thorvaldsen opsagde lånet i 1826, og han skulle dermed have de 9000 scudi igen.
  • Christian Frederik kunne bare ikke betale tilbage.
  • Igennem Adler bad han Thorvaldsen om henstand.
  • Det fik han, og lånet blev betalt tilbage ad tre omgange i 1829 og 1831.
  • Thorvaldsen opkrævede ikke rentepenge af lånet fra opsigelsen i 1826 til den endelige udfrielse af lånet i 1831.
  • Dermed eftergav Thorvaldsen prinsen en del af lånet, svarende til et beløb på 1800 romerske scudi.

J.V. Gertner, Portræt af Christian 8., 1845, Gisselfeld

Det viste sig også, at Christian Frederiks gæld til Thorvaldsen blot var en lille del af et større økonomisk uføre. Prinsen havde andre gældsposter, og fra statskassen måtte man udbetale store ekstrabeløb for at dække hullerne i hans økonomi. Det hele skyldtes, at Christian Frederik levede et kongeligt liv over evne. Han var med andre ord en værre “nasseprins”.

Kunstnerkongen

Ditlev Martens, Pave Leo 12. aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini, 18. oktober 1826, 1830, Thorvaldsens Museum, Dep. 18

Mere interessant end prinsen er måske Thorvaldsen. For hvordan tog han det? Thorvaldsen stod og skulle bruge penge til sit kommende museum. Hans nye, store værksted i Palazzo Barberinis tidligere staldbygning, havde fremmanet idéen om et museum. Nu ville han til at hugge marmorkopier af sine værker og også fremstille en sejrsgudinde af bronze til museet. Og så kunne han ikke få sine penge igen. Det forsinkede hele processen. Blev Thorvaldsen vred? Eller bøjede han ydmygt nakken for sin prins?

Det Thorvaldsen gjorde, var karakteristisk for ham. Han tog det med humor og et snedigt greb. Thorvaldsen skrev til prinsen på denne måde:

“Jeg takker Deres Kongelige Høihed underdanigst for at De en Tid lang har bebyrdet Dem med Bestyrelsen af den mig tilhørende Summa Penge – jeg har sikkert ikke kunde finde noget bedre Sted at placere dem.”

Og så eftergav Thorvaldsen ham en del af gælden. Generøst og uden at gøre et stort nummer ud af det. På den måde stod prinsen i pengegæld til Thorvaldsen, men så sandelig også i taknemmelighedsgæld. Og det var smart, fordi:

Thorvaldsen levede i en tid, hvor akademikunstnere blev betragtet som kongens medarbejdere, og hvor kunstnerisk og personlig uafhængighed var relativt ukendte størrelser. Thorvaldsen derimod var en fri mand. Han havde gjort sig økonomisk uafhængig af den danske kongemagt. Han havde masser af kunder i Rom, og han behøvede ikke opgaver fra hjemlandet. Men Thorvaldsen ville også gerne ha’, at hans museum kom til at ligge i København – og ikke Rom eller München, som også var på tale. Men hvis museet skulle til Danmark, behøvede han kongens accept.

Thorvaldsen var også liberal og egalitær i sit sindelag. Han levede efter principperne om frihed, lighed og broderskab, og han gav – bogstavelig talt – hånd til alle, høj som lav. Samtidigt skulle han navigere i et hierarkisk og enevældigt magtsystem. Så hvordan klarede Thorvaldsen sig i de her modsætningsfyldte forhold?

Rudolph Suhrlandt, Portræt af Thorvaldsen, 1810, Thorvaldsens Museum, B 428

Takket være pengelånet havde Thorvaldsen en klemme på Danmarks kommende konge. Thorvaldsen havde gennemskuet den “pyntede prins i lånte fjer”, og da han – som én sagde – “i høi Grad havde Sans for det Comiske”, forstod han at udnytte det. Thorvaldsen opførte sig venligt; han tog imod bestillingsopgaver for Christian Frederik, og han kommunikerede i det hele taget omkring mange kunstneriske, museale og praktiske forhold med prinsen. Men Thorvaldsen udfordrede ham også. Det vil jeg illustrere med en længere passage fra Johanne Luise Heiberg, der gengiver en samtale med Thorvaldsen:

Og nu gik hans Tale over paa Christian den Ottende i en saa heftig Bitterhed, at han blev helt veltalende. “Han vil være Mæcen for Kunst og Videnskab,” udbrød han, “og hvad har han saa gjort for dem? Mine stakkels Billeder, som jeg skjænker mit Fædreland, staa her endnu i deres Kasser, fordi de ikke kunne faa Tag over Hovedet, før der møisommeligt er tigget Skilling paa Skilling, uagtet jeg ogsaa har givet en ikke ubetydelig Sum. Prale med mig og mine Værker for Udlandet, det kan han, det vil han, paa samme Tid som baade jeg og de ere ham ligegyldige. Og saa tror han, at man skal føle sig rigeligt lønnet, naar han tilsiger En til sine kjedsommelige Tafler, hvor man naturligvis blot kommer for at pryde hans Bord.”

“Det morer mig undertiden,” sagde han, idet et skjelmsk Smil spillede ham om Munden, “at mishage ham; saaledes nylig i Roskilde. Ørsted og en Del andre af mine Venner, som vare derude ved Stænderforsamlingen, havde indbudt mig til at komme derud, for at vi kunde tilbringe en glad Middag sammen. Som jeg nu gaar der paa Roskilde Gade, kommer Kongen kjørende; han lader Vognen standse og kalder mig til: “Spis med mig til Middag, Thorvaldsen,” sagde han da. “Det kan jeg ikke, Deres Majestæt, thi jeg skal spise med en Del gode Venner.” – “Ja, saa maa jeg staa tilbage,” svarede Kongen bittert og gav Kusken Ordre til at kjøre videre.”

Denne lille Begivenhed, som Thorvaldsen her fortalte mig, havde jeg hørt omtale af Andre som et Bevis paa hans store Naivitet; det faldt Ingen ind, at det var en stolt Kunstner, der hævdede sin Personlighed lige overfor en souverain Konge.

Afslutningsvis vil jeg nævne et par andre situationer, hvor Thorvaldsen også hævdede sin personlighed og udfordrede Christian 8. og den kongelige etikette på humoristisk vis:

  • Thorvaldsen fik aldrig færdiggjort portrætstatuen af Caroline Amalie i marmor, på trods af Christian Frederiks mange rykkerskrivelser. Thorvaldsen svarede blot, at han desværre havde haft et uheld med marmorblokken – men, at han da godt kunne sende en “udmærket antik vase” i stedet for.
  • Efter Frederik 6.s død forhalede Thorvaldsen den obligatoriske hylding af Christian 8. i flere måneder – med den begrundelse, at han havde en dårlig tå.
  • Thorvaldsen takkede nej til at deltage i Christian 8.s kronings- og salvingsceremoni i Frederiksborg Slotskirke – fordi han ikke ville iklæde sig den obligatoriske uniform.
  • Thorvaldsen nægtede at betale rangskat, efter at han var blevet udnævnt til konferensråd – og det måtte Christian 8. føje ham i.

Konklusion

Nu er vi ved vejs ende. Det var kunstnerkongens og nasseprinsens hemmelige aftale i Rom. Jeg håber, at I har fået en fornemmelse både af den systematik, de snublende tilfældigheder og lange årsagskæder, der kendetegner arkivforskningen. Arkivstoffets veje er uransagelige, og det er både store og små sager, der tilsammen tegner billedet af Bertel Thorvaldsen som en kunstner med stor humor og integritet, en mand, der udfordrede magteliten, og som blev “konge” i sit eget liv.

References

  • Carsten Bach-Nielsen, ‘Kronprins mellem kunstnere og kardinaler, Christian Frederiks kulturpolitiske Italiensrejse i 1820’erne’, Piranesi, Italienske studier, København 1983, p. 87-113.

Last updated 14.10.2018